Anbefalede bøger i september

I september er der med en stribe nye udgivelser rigtig godt nyt til alle krimielskere. Hele fire nye krimier har da også sneget sig ind i mine anbefalinger, og så kan du med en ny bog blive klogere på, hvordan du spiser dig til en sundere hjerne! 

af

- d. 01. september 2019

Vådeskud af Katrine Engberg 

 
Katrine Engbergs fjerde bog er ventet af mange krimielskere – også af mig! Endnu en gang skal vi følge lige i hælene på efterforskerne Jeppe Kørner og Anette Werner, der denne gang skal finde ud af, hvad der er blevet af teenagedrengen Oscar. Han er sporløst forsvundet, og det eneste, efterforskerne har at gå ud fra, er et brev med et underligt citat fra en roman. Hvad betyder det, og hvor er han henne? Det glæder jeg mig til at finde ud af, samtidig med at jeg nyder Katrine Engbergs velskrevne fortælling.  
 
Vådeskud udkommer den 6. september, og du kan få den leveret på udgivelsesdagen, hvis du forudbestiller den her på Plusbog.dk. 
 
 
 

Velsmurt hjerne af Martin Kreutzer og Simon Weisdorf 

 
Vidste du, at vi ifølge forskere kan spise os til en stærkere og sundere hjerne? Det kan du lære meget mere om i Velsmurt hjerne. Bogen fokuserer på råvarer, der giver overskud, glæde og energi, og ifølge forfatterne kan du ved at følge de mange gode råd og opskrifter hjælpe din hjerne til at få flere gode idéer, bedre kunne koncentrere sig og huske bedre – også i travle situationer. Og det er let at gå til, for de fleste af madvarerne kan købes på vej hjem fra arbejde i dit sædvanlige supermarked.   
 
Du kan få fingre i bogen om den velsmurte hjerne den 5. september. 
 
 
 

Proxy af Steffen Jacobsen 

 
Terapeuten Anne Holst bliver fundet brutalt dræbt med en afrikansk ritualkniv, og snart bliver også den lokale læge fundet dræbt. Sådan begynder Steffen Jacobsens nyeste krimi Proxy. Det er nu op til krigsveteran og efterforsker Jacob Nordstedt og hans yngre kollega Tanya Nielsen at kortlægge, hvorfor de to mennesker skulle myrdes, for umiddelbart virker mordene umotiverede. Tanya Nielsen har dog en helt særlig evne til at fornemme duftforandringer, og noget er helt helt forkert på et af gerningsstederne..  
 
Der er garanti for krimigys, når Proxy udkommer den 27. september. 
 
 
 

Mordet på en havfrue af Rydahl og Kazinski 

 
I Mordet på en havfrue møder vi en helt ny version af gode gamle H.C. Andersen. I denne helt nye fiktive fortælling er H.C. Andersen først mordmistænkt og senere detektiv i 1830’ernes københavnske gader. Han bliver anklaget for et mord på den prostituerede Anna og får tre dage til at bevise, at det ikke er ham, der har dræbt den unge kvinde. Og således går den hektiske jagt ind på den rigtige morder i Københavns underverden. Undervejs får unge Andersen inspiration til et ganske velkendt eventyr..   
 
Du kan selv møde den nye udgave af H.C. Andersen, når Mordet på en havfrue udkommer den 6. september. 
 
 
 

Halvmorderen af Håkan Nesser 

 
Adalbert Hanzon bliver sendt ud i livet af sin far med følgende ord ”Selvom du tror det, så spiller du ingen som helst rolle i denne verden.” Men Hanzons liv går faktisk ganske godt. Lige indtil det hele ændrer sig. 43 år senere har han været i fængsel og er blevet overvægtig og alkoholiseret. Hvad skete der egentlig for et halvt århundrede siden? Det begiver Adalbert Hanzon sig ud i at finde ud af med hjælp fra sin smågnavne nabo og sin lidt for snakkesalige halvkusine.  
 
Krimien om hævn, kærlighed, fjendskab og venskab er på gaden den 13. september og kan forudbestilles allerede nu. 
 
 
Med ønsket om en skøn september i læsningens tegn,  
 
Med venlig hilsen  
Mia Wagner 
Bogelsker og direktør 
 

Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner