Sommerlæsning til børnene

Sommertid er læsetid - også for og med børnene. Vi har her samlet vores bud på en række børnebøger, som helt sikkert vil hitte hos ungerne.

af

- d. 14. juni 2021

Når solen titter frem, og ferien indfinder sig, er der ikke noget skønnere end at finde en plet med børnene, glemme alt om vasketøj og madpakker og fordybe sig i en spændende fortælling. Her i vores guide finder du børnebøger, som er perfekte til en hyggestund på stranden, i haven eller i sommerhuset på de regnfyldte sommerdage. Der er både sjove bøger, faktabøger, vaskeægte eventyr og skønne godnathistorier.

Ferieklar - Godnathistorier der sender børn på drømmerejse

10 rejser ud i hele verden med grinegaranti. Har du nogensinde hørt om drengen Towli, som er opfostret af campister? Eller hvad med dengang Gud tog på all inclusive-ferie på Rhodos og dystede mod Satan i en talentkonkurrence? Og vidste du, at der findes ægte trolde på Bornholm, som har det med at hoppe ned i cykelanhængere? Find passet frem, pust badedyret op og gør dig klar til at tage af sted. I Ferieklar har ti virkelig sjove forfattere skrevet historier om, hvor galt det kan gå på en ferie, uanset hvor i verden man befinder sig.

Bogen er del af en serie af skønne godnathistorier, som alle får børn til at drømme sødt.

Tilly og de forsvundne eventyr

Tilly Pages fandt sin mor, som var fanget af Enoch Chalk i børnebogen Den lille prinsesse, men strabasserne er endnu ikke overstået for famillien Pages, samt Tillys nye ven Oskar. Underbiblioteket er blevet overtaget af Underwood, som har været forsvundet i et folkeeventyr sammen med hans søster, som stadigvæk er forsvundet. Underwood vil formane børn fra at bogvandre, og måske endda lukke helt ned for bogvandring. Til stor rædsel for Tilly og Oskar. Eventyr er farlige at bogvandre i, da det er mundtlige overleveringer og ikke som almindelige romaner med en fast handling. 

Vær parat til endnu en spændende bogvandring med Tilly og Oskar i dette andet bind i serien om Tilly. Højtlæsning fra 7 år og selvlæsning fra 8-13 år.

Disney Baby - Tittebøh sjove flapper - Kig og find

Kig efter Mickey, Simba og mange flere på 7 herlige billeder. Hvem har gemt sig? Løft flapperne og find ud af det.

EM 2020 - Bogen med landsholdet

Bogen EM 2020 - Den officielle bog med landsholdet er den officielle EM-bog lavet af Ole Sønnichsen og Jesper Roos Jacobsen i samarbejde med DBU. Kom helt tæt på landsholdet og få alt det, du behøver at vide om EM 2020. Du får et portræt af alle spillere, facts om andre hold, stadions og pokalen. Du kan også lære nationalsangen, hvis du kan lide at synge med, og der er vittigheder og fodboldquiz. Læs også om fodboldhistoriens store øjeblikke, finaleresultater og både fortidens og fremtidens helte. EM 2020 - Den officielle bog med landsholdet er bogen for alle fodboldtosser fra cirka 8 år, som vil være godt forberedt til EM 2020 (2021).

Sallys far er langt ude i skoven

Sallys far er langt ude i skoven er en del af den populære billedbogsserie om Sallys far af Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen. Sallys far synes, at Eddie og Sally bruger alt for meget tid på deres iPad. De burde komme ud i den friske luft i stedet! Frisk luft er nemlig vildt sundt. Så far får en helt genial ide: De skal på tur i skoven, og Sallys ven Svend skal med. Far er ret skrap til alt, hvad der har med naturen at gøre - hvis han altså selv skal sige det. Problemet er bare, at naturen ikke rigtig vil, som far vil. Fra ca. 4 år.

Køb også de andre bøger i serien om Sallys far. Børnene elsker dem!

Vitello holder vildt meget weekend

Vitello går vildt meget i skole, så det gælder om at holde vildt meget weekend, når det er weekend. Han skal nå at finde en kat, slå en verdensrekord, bowle, finde lykken og et par andre småting ... Kender du Vitello? Han hedder Vitello, fordi Mor har boet i Italien i to måneder, dengang hun var meget ung og vist også meget smuk. Men nu bor Mor i et rækkehus ved ringvejen sammen med Vitello. Man kan sige meget om Vitello, men kedeligt bliver det aldrig. Vitello er nemlig ikke ret god til at kede sig, så han skal nok finde på noget - enten sammen med de irriterende tvillinger Max og Hasse eller sammen med møgungen William, måske med sin hemmelige kæreste Kamma, men sig det ikke til nogen - eller osse bare sammen med sig selv.  

Du finder alle bøgerne om Vitello af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen på Plusbog.dk.

Naja Münster - Kaos på campingpladsen

Naja Münster tager på camping med hele familien. Det er tid til at slappe af i familien Münster. At lave videoer hver dag er hårdt. Men det kan være svært at trække stikket, når man bor på en campingplads, hvor alle ved, hvem man er. Hvordan slapper man så af? Dette er femte bind i serien om Naja Münster og hendes YouTubefamilie, som er blevet et kæmpehit hos læserne. Fra ca. 6 år.

Find også de andre titler i serien om Naja Münster skrevet af Line Kyed Knudsen hos os.

Dæmontandlægen

Et mørke havde sænket sig over byen, og der skete sære ting i den sorte nat. Børn lagde deres tabte mælketænder under hovedpuden til tandfeen, men når de vågnede næste morgen, lå der ikke en mønt under puden, men derimod ... en død skovsnegl, en levende edderkop eller hundredvis af klamme, kravlende ørentviste. Ondskab var på spil. Men hvem eller hvad stod bag? En humoristisk gyser fra David Walliams. Egnet til oplæsning fra ca. 7-8 år og selvlæsning fra ca. 10 år.

David Walliams har skrevet en perlerække af geniale historier for de lidt større børn, som kan købes hos Plusbog på både dansk og engelsk.

Peter Kanin - Svævebanevasketøjsekspressen

Svævebanevasketøjsekspressen er første bind i en ny billedbogsserie om Peter Kanin, smukt fortalt på vers og oversat til dansk af Marianne Iben Hansen. Peter Kanin skal hjælpe sin mor med at vaske. Derfor opfinder han en supersmart svævebanevasketøjsekspres. Men det går ikke helt som planlagt ... Fra ca. 2 år.

Kristian på sporet af jordens rekorder

Kristian på sporet af Jordens rekorder er første bog i en helt ny faktaserie for børn, hvor Kristian Gintberg tager ud for at undersøge stort og småt sammen med læserne. Det skal være sjovt at lære, det skal være spændende at suge ny viden til sig. Derfor tager Kristian ud i verden med sit kamera om halsen, sin rygsæk på ryggen og sin nysgerrighed som rejseledsager og opdager alverdens ting, steder og mennesker.

Alle bindene i Kristian Gintbergs lærerige serie finder du hos os.

Operation Cirkus

Cirkus Mantovani er i byen. Og for at lokke folk med til aftenens forestilling drager cirkusset gennem Elvestad i et mægtigt optog. Hele byen samler sig for at se jonglører, klovne, akrobater, udbryderkongen og verdens stærkeste mand. Men samtidig med at linedanseren Frygtløse Fiona optræder, bliver der begået indbrud hjemme hos bedstefar Franz. Tyven har stjålet en kostbar og uerstattelig figur. Og det viser sig, at det ikke er første gang, der sker mystiske ting, når cirkusset kommer til byen. 

Jørn Lier Horsts Operation-serie er spændende historier, der foregår i et genkendeligt miljø. Det, der sker for hovedpersonerne, er noget, der kunne ske for læseren selv. Bøgerne indeholder små detektivopgaver, som skal løses undervejs. Bøgerne kan læses hver for sig og i vilkårlig rækkefølge.

 


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner