Ønsket om at gøre det næste år i ens liv endnu bedre, er et ønske, som for mange pibler frem, når de mørke vintermåneder er over os. Uanset om man ønsker at tabe de genstridige 10 kilo, vil løbe et halvmaraton eller lære at meditere, så giver årsskiftet altid grund til at se tingene lidt i øjnene. I år har jeg valgt at kalde mine nytårsforsætter for bogforsætter eller nytårsbogforsætter, fordi de handler om bøger.
Det er måske et meget almindeligt nytårsforsæt at læse mere. For mit vedkommende så håber jeg, at jeg i 2017 bliver bedre til at læse mere varieret og prøver nogle bøger og genrer, som jeg normalt ikke ville have læst. Som mange andre holder jeg mig til det, jeg ved, jeg kan lide. Det er i og for sig også meget godt, på den måde er man ret sikker på en god læseoplevelse, men jeg tror, det er meget sundt at prøve lidt nyt ind i mellem. For man ved aldrig, måske gemmer ens næste yndlingsbog sig i en genre, man normalt går udenom!
Derudover vil jeg gerne øve mig i at læse en bog lidt ad gangen, så jeg måske kan lære mig selv at læse ti minutter hver aften, inden jeg skal sove. Et godt aftenritual kan måske hjælpe mig til at falde hurtigere i søvn og sove lidt bedre, og så tror jeg, det vil være sundt for mig at lære, hvordan man læser lidt ad gangen, så jeg ikke altid sluger en bog på en gang – det er jo ikke hverdag, at man sådan lige kan bruge fire timer på at læse.
Der er måske sneget sig et par bøger eller tre ind på listen her, som jeg ville have læst uanset hvad. Men her er min TBR liste* over 12 bøger, som er en del af mine nytårsBOGforsætter og håb for 2017.
1. Naboparret
Naboparret af Shari Lapena er det nyeste skud på Domestic Noir stammen. Domestic Noir er en del af krimibølgen, der har taget verdenen med storm. Jeg har nu for det meste stået på strandkanten og set, hvordan stormen rusker i havet, der nærmest eksploderer med bølger og skumsprøjt, nu må det være min tur til at dykke ned i bølgerne.
2. Anna Karenina
Anna Karenina er en af de bøger, som jeg længe har ønsket at læse. Jeg har hørt en masse gode ting om bogen, men jeg må nok indrømme at bogens murstensstørrelse – denne udgave har 942 sider! – og at det er den store russiske forfatter Lev Tolstoj, der har skrevet den, nok har skræmt mig en lille smule. Men nu er tiden inde til at se min frygt for russisk litteratur i øjnene, så jeg kan se, hvorfor så mange elsker bøgerne.
3. Red Rising
Jeg har planer om at gå i gang med Red Rising trilogien – en science fiction serie, der foregår på Mars med et klasseopdelt samfund. I den første bog møder vi Darrow, der er minearbejder og Rød, han arbejder hver dag dybt i planetens undergrund for at hjælpe til at gøre Mars’ overflade beboelig. Da han finder ud af, at hans og hans del af samfundets tilværelse bygger på en løgn, går sci-fi eventyret for alvor i gang. Jeg har planer om at læse Red Rising 1 – Rød Opstand og Red Rising 2 – Gylden søn, så jeg er klar til Red Rising 3 - Morgenstjernen, der udkommer til efteråret.
4. Charlie og chokoladefabrikken
Charlie og chokoladefabrikken udkommer til foråret i en dansk udgave med illustrationer af John Kenn Mortensen. Efter at have hørt en del om bogen og de to filmatiseringer af Charlie og chokoladefabrikken, glæder jeg mig til at tage med Charlie ind i Willy Wonkas skøre chokolade- og slikfyldte univers. Roald Dahl er en af de børnebogsforfattere, som jeg ønsker, jeg havde læst mere af, men det er aldrig for sent at læse med sit indre barn i tankerne.
5. Fantastiske skabninger og hvor de findes
En bog jeg helt sikkert skal have fat i er bogen med manuskriptet til Fantastiske skabninger og hvor de findes af J. K. Rowling! Lige siden jeg tog med Hogwartsekspressen til Hogwarts sammen med Harry for første gang, da jeg var 11 år, har jeg elsket Rowlings magiske univers. Det blev udvidet med en film i 2016, og de fantastiske skabninger og nye troldmænd og hekse, som man møder her, har også fået en plads i mit Harry Potter elskende hjerte, så denne smukke bog skal helt sikkert finde et hjem på min bogreol.
Fantastiske skabninger og hvor de findes - Filmmanuskriptet
J. K. Rowling - Indbinding: Indbundet
FANTASTISKE SKABNINGER OG HVOR DE FINDES, Filmmanuskriptet er J. K. Rowlings debut som manuskriptforfatter. Det er en ny historie, skrevet med inspiration fra den originale Hogwarts-skolebog med samme titel. Magizoologen Newt Scamander ankommer til New York med ønsket om at gøre opholdet kort. Men han mister sin magiske kuffert, og det medfører store problemer for alle, da nogle af hans fantastisk... Læs mere
6. Hidden Figures
Hidden Figures af Margot Lee Shetterly fortæller historien om fire afroamerikanske kvinder, som hjalp USA med at vinde rumkampløbet. Jeg synes, det lyder som en fantastisk historie – gjort endnu mere fantastisk af det faktum, at det er en virkelig historie. Bogen om de seje matematikere, som hjælper NASA med de matematiske data, som er nødvendige for at lanceringen af rumprogrammets første mission lykkedes, er en jeg har set frem til, faktisk fordi jeg hørte om filmen, som kommer til januar, først. Derudover er jeg vild med at de har valgt at beholde den engelske titel Hidden Figures, da den har en fin dobbelt betydning som passer til historien – de afroamerikanske kvindelige matematikere, der blev gemt af vejen, og de ”skjulte” data som de fandt for NASA.
7. Eddikepigen
Eddikepigen af Anne Tyler er en ny version af William Shakespeares teaterstykke Trold kan tæmmes. I den nye version møde vi Kate Battista, der føler sig fanget i sin fars hjem, hvor hun er hans husholderske. Da hendes far og hans assistent kommer på en plan for at beholde assistenten i landet, der indeholder Kate, får hun nok. Shakespeare-nørden i mig er meget spændt på at se historien fra en ny – moderne – vinkel.
Eddikepigen
Anne Tyler - Indbinding: Indbundet
EDDIKEPIGEN, Anne Tylers version af William Shakespeares Trold kan tæmmes, stiller skarpt på vores forestillinger om familie og ægteskab. Kan trold stadig tæmmes? Svaret er lige så skævt, morsomt og livsbekræftende som altid hos Anne Tyler. Læs mere
8. 1001 Nats eventyr
Denne smukke bog udkom i december, og jeg har store planer for den. Det er nemlig den bog, som jeg håber bliver en del af mit aftenritual. Jeg er ikke så god til at lægge en bog fra mig, hvis først jeg er kommet i gang. Men det håber jeg, at lidt viljekræft og 1001 nats eventyr kan lave om på. Jeg har faktisk aldrig læst historierne før, selvom jeg kender en del af dem, så jeg glæder mig rigtig meget til at læse dem for første gang. Jeg håber, de eventyrlige fortællinger bliver en del af mit aftenritual, inden jeg lægger mig til at sove i det første stykke tid af 2017. Så kan jeg måske lære at læse et par sider hver dag inden sengetid, og det kunne være fantastisk at slutte hver dag med et eventyr.
9. Det forsvundne ocean
Nummer 9 ligger sig meget op ad nummer 8, da vi igen har gang i mit aftenritual. Det kan jo godt ske, at man ikke altid har lyst til at læse, inden man skal i seng (gisp! Ja, tænk at jeg skulle skrive det… det siger I ikke til nogen, vel?). Men de aftener hvor det utænkelige skulle ske, er det godt at have en anden løsning. Derfor har jeg planer om også at have en malebog og lækre farveblyanter klar ved min sengeside. Så kan jeg bruge lidt tid om aftenen på at farvelægge Johanna Basfords magiske illustrationer og få koblet lidt af fra hverdagen. Jeg er sikker på, min indre 8-årig vil elske det!
10. Vi var fiskere
En af mine søde kollegaer taler så godt for Chigozie Obiomas Vi var fiskere, så den er jeg simpelthen nødt til at læse – faktisk synes jeg, at det er lidt for dårligt, at jeg ikke har fået gjort det endnu. Det skulle være en fantastisk fortælling om fire brødre i 1990ernes Nigeria. Vi var fiskere er Chigozie Obiomas debutroman, og den blev i 2015 shortlistet til en eftertragtede Man Booker Prize. Det plus min kollegas varme anbefaling gør, at det er en af bøgerne på min liste for 2017.
11. Min geniale veninde
En anden bog jeg har fået anbefalet er Min geniale veninde af Elena Ferrante. Bogen fortæller historien om et livslangt venskab og skildre Italien i 1950erne. Elana Ferrante er en italiensk forfatters pseudonym. Det vides ikke med sikkerhed, hvem forfatteren er – i 2016 hævdede en journalist at kende til identiteten, men hans udmelding blev mødt med kritik af folk, der mente, at man burde respektere forfatterens ønske om anonymitet. Det eneste man ved med sikkerhed er, at Elana Ferrante er en kvinde, og det ved man kun ud fra en række skriftlige interviews med forfatteren.
12. Oceanet hvor grusvejen endte
Jeg har hørt og læst rigtig meget godt om Neil Gaiman, men jeg har faktisk kun læst to bøger af han – Stjernestøv og Nobody. Hvorfor det kun er blevet til to, ved jeg ikke, for jeg var vild med begge bøger. Det håber jeg, at jeg kan lave om på i 2017! Derfor har jeg sat Oceanet hvor grusvejen endte på min liste. Hvorfor det lige er blevet den, er et godt spørgsmål, for der er utallige Neil Gaiman bøger, som jeg kunne have sat på i stedet. Men man skal jo starte et sted, og i mit Gaiman eventyr i 2017 bliver mit startpunkt Oceanet hvor grusvejen endte.