Nathan Hill i samtale med John Irving
Der sker spændende ting, når to forfattertalenter mødes! I oktober mødtes debutforfatteren Nathan Hill med den litterære gigant John Irving til en snak om Hills satiriske debutroman NIKSEN. Læs med her.
Nathan Hills storslåede debutroman udkommer nu endelig på dansk med titlen Niksen. Niksen er en fantastisk fortælling om politik, kærlighed, familierelationer og tilgivelse. Nathan Hill er blevet sammenlignet med forfatterikoner som John Irving og Jonathan Franzen.
Samtale mellem Nathan Hill og John Irving
Oversat fra engelsk med tilladelse fra hazlitt.com
Hvad taler to forfattertalenter om, når de mødes? Den 6. oktober satte den litterære gigant John Irving sig ned sammen med Nathan Hill for at diskutere Hills satiriske debutroman Niksen i The Harbourfront Centre i Toronto i forbindelse med International Festival of Authors 2016. Her er deres samtale i redigeret form.
John Irving: Jeg mødte Nathan Hill i januar i Oslo. Jeg kan ikke anbefale Oslo i januar. Men jeg var der i anledning af den norske oversættelse af Mysteriernes alle (da. 2016), og min redaktør på Gyldendal Norsk er tilfældigvis også Nathans. Hun inviterede os på middag sammen. Det slog mig på det tidspunkt, hvor meget omtale hans første roman fik. Det fik min egen debut slet ikke. Det skete først for min fjerde roman. Jeg fik heller ikke en eneste oversættelse før det. Men Nathan havde allerede succes i udlandet, og nogle af hans forlæggere er også mine. Vi har den samme hollandske forlægger og også den samme canadiske, viser det sig (og danske). Jeg var meget glad for at møde ham. Jeg syntes, det var utroligt opmuntrende, at en ung forfatter, på trods af en faldende interesse for skønlitteratur, kunne få sådan en succes, især fordi jeg havde hørt, at romanen var ganske lang. Og ja, det er den.
Da jeg var hjemme igen i Toronto og travlt optaget af at skrive på et tv-manuskript, skrev Nathan til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at kaste et blik på hans roman. Det havde jeg helt sikkert. Jeg syntes godt om ham, jeg ville gerne støtte en ung skønlitterær forfatter, men jeg sagde, at jeg havde meget travlt, og at jeg ikke vidste, om jeg ville få tid til det. Sandheden i sådan en situation er, at jeg beder mine assistenter kigge først, og kun hvis de virkelig anbefaler bogen, læser jeg den.
Denne gang gav min assistent Bronwen mig bogen efter kun at have læst knap halvdelen. Hun sagde, at hun ville læse færdig uanset hvad og bad om at få den tilbage hurtigst muligt. Det var en tidlig indikation. Men hun havde gjort noget, jeg ikke havde bedt hende om. Hun havde markeret to-tre afsnit, og hun sagde: ’Læs de her afsnit, og hvis du kan lide dem, så vil du kunne lide hele bogen.’ Jeg læste bare ét af dem, så bladrede jeg om på første side og begyndte at læse fra starten. Bronwen måtte vente længe på at få bogen tilbage. For jeg har kun tid til at læse, når jeg står på min stepmaskine. Og den her bog er helt smadret, fordi jeg har tabt den så mange gange. Det er svært at have sådan en tyk bog stående på en fitnessmaskine, især når man sætter den på et stejlt program, som jeg gør. Så bogen faldt ikke bare ned, jeg kom også til at træde på den flere gange. Men jeg læste og elskede hvert ord af romanen, og jeg vidste, at jeg blev nødt til at skrive noget om den. Efter min mening er han den bedste nye skønlitterære forfatter i USA.
Nathan Hill: Jeg har aldrig før været så glad for, at nogen trådte på min bog.
John Irving: I begyndelsen af romanen har man ikke den store sympati for moren. Man holder med den stakkels hovedperson, Samuel. Han har sine dæmoner, og hans mor er mere end bare almindeligt skør. Mit første spørgsmål er: Hvorfra fik du din forkærlighed for dysfunktioner? Det er ikke bare en fortælling om en mor og en søns dysfunktionelle forhold, men også om politiske og nationale dysfunktioner.
Nathan Hill: Dysfunktioner skaber gode historier. Jeg skrev denne her roman mellem 2008 og 2013, hvor alle snakkede om, at USA ikke havde været så politisk splittet siden borgerkrigen. Jeg havde allerede en masse spøgelseshistorier i romanen. Jeg havde en karakter, der stammede fra Norge, og jeg havde husets sjæl, historien om Niksen, og denne historie optog mig meget. Idéen om at de ting, du elsker allerhøjest, en dag vil såre dig allermest – det lod til at gælde for flere af romanens karakterer.
For Samuel er det naturligvis hans mors forsvinden. Han bliver såret af den, der ikke bør såre ham – hans mor. Der er en søster, der bliver afvist af sin tvillingebror. Hun er musiker, violinist, og har et mærke fra violinen på sin hals. Og det fik mig igen til at tænke på historien om Niksen: De ting, vi elsker højest, kan nogle gange være dårlige for os, så stort er vores behov for dem. Der er en arbejdsnarkoman i romanen, som bliver røvrendt af det firma, han har viet hele sit liv til. Der er en collegestuderende, der bliver svigtet af den drøm, som giver hendes liv mening. Der er en computernørd, der bliver forrådt af selve det spil, han er besat af. Så det gik op for mig, at Niksens historie er universel. Men jeg skrev jo også midt under finanskrisen, der til dels skyldtes de ting, vi før troede var så sikre og ligefrem risikofrie. F.eks. pensionsopsparing, som du har indbetalt til hele dit arbejdsliv, og som så pludselig er pist væk. Noget af det, jeg var optaget af, var den økonomiske usikkerhed, der havde ramt vores land. Det lod til, at krisen opstod, fordi vi stolede så blindt på disse ting – boligmarkedet kunne aldrig gå ned, og så videre. Jeg tror, det hjalp mig til at forbinde de personlige historier med de politiske. På den måde så jeg, hvordan forholdet mellem en mor og hendes søn udspillede sig i større skala over hele landet.
John Irving: Jeg er helt enig i, at sammensmeltningen mellem det personlige og det politiske tjener til romanens fordel. Når man er nået igennem de første 2-300 sider, er det vanskeligt at afgøre, hvilken af de to dysfunktioner der er mest interessant, fordi karakterne er så gode. Påmindelserne om den politiske virkelighed, vi lever i, er så naturtro, at det på en god måde næsten er, som om man ikke læser et stykke fiktion. Da jeg spurgte tre kvinder, der havde læst Niksen, på henholdsvis 62, 39 og 32 år, hvad de havde mest lyst til at spørge dig om, svarede de alle det samme. Det handler om politisk aktivisme, tror jeg. De svarede alle tre: Hvad fortæller Niksen os om den radikale venstrefløj i USA? Hvordan har den ændret sig? Har vi ændret os?
Nathan Hill: Da jeg først fik ideen til Niksen i 2004, var jeg i midttyverne og meget politisk indigneret. Jeg var vanvittigt vred over, at Bush og Cheney blev genvalgt. Jeg kunne ikke fatte det. Jeg boede på det tidspunkt i New York City, og jeg kendte ingen, der kunne drømme om at stemme på den mand – og alligevel vandt han. Den valgsejr fik mig til at tænke over min egen livsførelse. Jeg levede i en social medie-boble, selvom vi ikke brugte det ord dengang. Alle, jeg kendte, var enige med hinanden. Vi var hinandens ekkoer. Og jeg forsøgte med denne roman at komme ud af det ekkokammer og høre nogle andre holdninger, især den slags, jeg plejer at være uenig i. I stedet for at følge min første indskydelse, nemlig at bedømme, hvem der havde ret, og hvem der tog fejl, indså jeg, at det ikke er op til mig at fælde dom over nogen. Hvad er sandsynligheden for, at jeg ene mand har indset sandheden om amerikansk politik? Den er meget lille, nok lig nul. Så i stedet for prøvede jeg at undersøge, hvordan det føles at blive berørt af politiske og historiske begivenheder. Derfor skriver jeg ikke om de personer, der var direkte indblandet i ’68-oprøret, men fokuserer i stedet på dem, der stod i baggrunden. Min første tanke var, at folk i 1960’erne var meget mere autentiske. Det troede jeg på, lige indtil jeg begyndte at researche og fandt ud af, at Chicagos protestbevægelse nominerede en gris til præsident i 1968, fordi man håbede, det ville give overskrifter i medierne – hvilket det også gjorde. Man var præcis lige så beregnende dengang som i dag. Det fik mig til at tænke, hvorfor er autenticitet den rette målestok? Derefter begyndte jeg at omskrive min historie, så den kom til at handle mere om karaktererne end om de politiske begivenheder. Det, tror jeg, var et klogt træk.
John Irving: Jeg kan huske, at jeg under Vietnamkrigen, og især efter 1968, tænkte, at jeg aldrig ville komme til at opleve mit hjemland være mere splittet. Forkert! Jeg tror, at alle er enige i, at USA er langt mere polariseret i dag, end vi var under Vietnamkrigen. Du har brugt ordet ’hykleri’. En af dine karakterer, Periwinkle, siger: ”Det er ingen hemmelighed, at USA’s yndlingshobby ikke længere er baseball. Nu er det hykleri.” Manifesterer dette hykleri sig i en slags overdrevet nationalisme, som giver os begge kvalme? Hvor kommer det fra, og hvor bevidst var du omkring, at der er mange hykleriske karakterer i romanen, mange af dem i politisk forklædning?
Nathan Hill: Jeg var til en baseball-kamp forleden. Og det er sandt, at jeg ikke var glad for at høre ”God Bless America”. Den spiller de altid til baseballkampe i USA, den og så ”Take Me Out To The Ball Game”. Og det giver mig altid en underlig følelse.
John Irving: Og du kan ikke undslippe det.
Nathan Hill: Præcis. Den amerikanske idé om at være helt exceptionel …
John Irving: Er du også træt af flyene, der flyver hen over stadion?
Nathan Hill: Fremvisningen af vores militære styrke, ja. Det gør mig lidt angst.
John Irving: Også mig.
Nathan Hill: I Niksen forbinder jeg det lidt til nationalisme og patriotisme, men også til sociale medier: internettet, vores telefoner, al den information, vi har lige ved hånden. Måske er det helt naturligt, måske er det menneskets natur, men vi har tendens til at dømme noget meget hurtigt. Vi ofrer 10 eller 15 sekunders opmærksomhed på noget, og så siger vi vores mening om det. Det går meget, meget hurtigt. Vi er alle, med vores smartphones, så tæt på en masse information om alt mellem himmel og jord. Det gør, at vi føler os meget sikre på vores holdninger. Det gjorde jeg selv tilbage i 2004. Jeg troede, at jeg havde alle svarene, men de sidste 10 års arbejde har lært mig, at hvis jeg på et hvilket som helst tidspunkt i mit liv ser fem år tilbage, vil jeg indse, at jeg har været en idiot. Så jeg tror, at rigtig meget af hykleriet i Niksen hænger sammen med skråsikkerhed. Det kan være på grund af teknologien eller patriotisme … Sandheden er nok, at det er en blanding af begge.
Foto: Michael Lionstar
