Maren Uthaug, Foto af Simon Knudsen
Maren Uthaug, Foto af Simon Knudsen

Maren Uthaug - Bøger og rækkefølge

Maren Uthaug er en af de forfattere, der har en helt særlig evne til at få os til både at grine, blive forargede og tænke os om. Hun skriver om livet, døden, familien, identitet, køn og menneskers mærkelige sider – og hun gør det med en rå og ofte sort humor, der er blevet hendes helt eget kendetegn.

Her kan du blive klogere på forfatterskabet og se rækkefølgen på bøgerne.

af

- d. 24. august 2026

Mange danskere kender først og fremmest Maren Uthaug fra den populære stribe Ting jeg gjorde i Politiken. Hun vandt Politikens tegneseriekonkurrence i 2013, og siden har hendes karakteristiske tegninger og humoristiske betragtninger over hverdagen haft en fast plads i Politiken. Men Maren Uthaug er meget mere end tegner. Hun har også markeret sig som en prisvindende romanforfatter med et forfatterskab, der både overrasker, udfordrer, underholder og svært at lægge fra sig.

Maren Uthaug blev født i Kautokeino i Nordnorge i 1972, barn af en samisk far og en norsk mor. Som otteårig flyttede hun med sin mor til Haderslev i Sønderjylland, men hendes norske og samiske baggrund skinner igennem, ligesom oplevelsen af at være anderledes og ikke helt høre til er siden blevet et gennemgående tema i hendes forfatterskab.

Hun debuterede som romanforfatter med bogen Og sådan blev det i 2013 og siden har hun skrevet flere anmelderroste romaner samt modtaget blandt andet DR Romanprisen, Otto B. Lindhardt-prisen, Læsernes Bogpris og De Gyldne Laurbær.

Herunder kan du læse mere om Uthaugs udgivelser.

 
Vi glæder os til det sidste bind i procent-trilogien udkommer d. 24. september 2026! Forudbestil dit eksemplar af 1% allerede nu!
 
 

Rækkefølgen på bøgerne i Procent-trilogien

  1. 11% (2022)
  2. 88% (2024)
  3. 1% (2026)

 

Om serien:

Med bogen 11% kastede Maren Uthaug sig over en helt ny type fortælling. I procent-trilogien har hun skabt et dystopisk fremtidssamfund, hvor kønnene, magten og de regler, vi kender fra vores egen verden, er vendt på hovedet. 

Hvad sker der, hvis mænd næsten forsvinder helt fra samfundet? Det er udgangspunktet for 11%, hvor mænd kun udgør en lille del af befolkningen, og de få tilbageværende mænd holdes under streng kontrol på et avlscenter på Lolland.
Vi følger flere kvinder, hvis liv på forskellig vis bliver viklet ind i en verden, hvor mænd betragtes som en trussel. Men da en dreng pludselig dukker op uden for systemets kontrol, bliver den nye samfundsorden udfordret.
11% er en provokerende og tankevækkende fremtidsroman, hvor Maren Uthaug leger med forestillinger om køn, magt, seksualitet og menneskets behov for at kontrollere. Samtidig er den fuld af den sorte humor og absurditet, som gør hendes bøger så genkendelige.
 
I 88% fortsætter historien omkring et halvt århundrede efter begivenhederne i 11%. Det matriarkalske samfund er nu blevet den etablerede verdensorden, og mænd lever fortsat under kontrollerede forhold.
Men systemet begynder at slå revner. I Nordnorge gør Inga sig klar til en rejse mod Lolland, hvor et forsøg på at få en mand ud af avlscentret truer med at få store konsekvenser for det samfund, hun kender.
88% bygger videre på det univers, Maren Uthaug skabte i 11%, men åbner samtidig for nye spørgsmål om frihed, magt, menneskelighed og hvad der egentlig sker, når et samfund forsøger at kontrollere naturen.
 
Tredje bind, 1%, afslutter den populære procent-trilogi. På de isolerede øer lever den sidste procentdel af befolkningen stadig sammen med fritgående mænd. Men øernes fremtid er truet, for planen er at sætte en endelig stopper for mændenes eksistens i samfundet.
Samtidig har en kvinde i Nordnorge fundet opskriften på den ideelle, tæmmede mand. Dermed er der lagt op til endnu en vild og tankevækkende fortælling, hvor Maren Uthaug med sin særlige blanding af satire, humor og alvor vender vores forestillinger om køn og samfund på hovedet i et fremtidigt matriarkat.
 
 
 

Selvstændige romaner

Procent-trilogien er noget helt for sig, men Maren Uthaug har også skrevet flere selvstændige romaner, som hver især viser en anden side af hendes forfatterskab. Fælles for dem er de skæve karakterer, de store menneskelige spørgsmål og hendes evne til at finde humor selv i de mørkeste situationer.

Og sådan blev det (2013)

I 2013 debuterede Maren Uthaug som romanforfatter med Og sådan blev det.
Romanen handler om Risten, som er født ind i en samisk familie i Nordnorge, men som som barn bliver taget med til Danmark. Her skal hun pludselig finde sin plads i en helt ny verden og forsøge at forstå en kultur, der er meget anderledes end den, hun kommer fra.
Mødet mellem Ristens samiske baggrund og det sønderjyske familieliv bliver både tragikomisk og alvorligt. Samtidig kæmper Risten med spørgsmålet om, hvem hun egentlig er, og hvor hun hører til.
Og sådan blev det er en original debutroman om identitet, familie, rødder og følelsen af at være fremmed. Allerede her kan man mærke den særlige blanding af alvor, underspillet humor og skævhed, som senere skulle blive så karakteristisk for Maren Uthaug.

 

Hvor der er fugle (2017)

I Hvor der er fugle kommer vi med til det nordlige Norge, hvor et ensomt fyrtårn danner rammen om en familie fuld af hemmeligheder.
Johan bor på fyret sammen med sin kone Marie og deres børn Darling og Valdemar. Familien er langt fra almindelig, og efterhånden som historien foldes ud, opdager man, at der gemmer sig både svigt, ulykkelig kærlighed og mørke hemmeligheder bag det tilsyneladende stille familieliv.
Fortællingen skifter mellem forskellige familiemedlemmers perspektiver, og hver ny synsvinkel giver et nyt billede af relationerne. Det gør Hvor der er fugle til en intens og uforudsigelig slægtsroman, hvor arv, familie og menneskelige svagheder spiller en central rolle.

 

En lykkelig slutning (2019)

En lykkelig slutning tager fat på et af livets helt store emner: døden. Men naturligvis gør Uthaug det på sin helt egen måde.
Vi følger bedemandsfamilien Christiansen gennem syv generationer, hvor døden bliver både levevej, familiearv og kilde til nogle ganske usædvanlige problemer. I centrum står Nicolas, der er den seneste i familien – og som har en lidelse, der mildest talt er meget uheldigt for en bedemand.
Gennem slægtens historie kommer vi omkring begravelsesritualer, krige, epidemier, tro og menneskets mere bizarre sider. Det er en grotesk og morbid fortælling, men også en roman om familie, arv og de ting, vi tager med os fra generation til generation.
En lykkelig slutning viser Maren Uthaug fra en af hendes mest morbide og humoristiske sider og er et oplagt valg for dig, der kan lide litteratur, der tør gå helt tæt på livets mørkeste sider. For romanen modtog hun blandt andet Otto B. Lindhardt-prisen og Læsernes Bogpris.

 

Maren Uthaugs striber

Inden Uthaug for alvor slog igennem som romanforfatter, havde hun allerede opbygget en stor læserskare med sine tegninger. Hendes minimalistiske streg og skarpe blik for hverdagens absurditeter har gjort Ting jeg gjorde til et af hendes mest kendte universer.

Hendes bøger med striber er fyldt med genkendelige situationer, selvironi og sort humor. Her bliver der gjort grin med alt fra parforhold og familieliv til neuroser, voksenliv og de små problemer, som pludselig kan føles som verdens undergang. Det er bøger, man både kan læse selv og give videre til en, der trænger til et godt grin – og de fungerer derfor også rigtig godt som gaveidéer.

 

Ellers går det godt (2012)

I tankestregerne bliver vi ført gennem et familieliv med kæreste, børn og alle de små og store absurditeter, der følger med. Det er selvironisk, skævt og meget genkendeligt – især hvis man nogensinde har haft følelsen af, at voksenlivet ikke helt blev, som man havde forestillet sig.

 

Den lyse side (2014)

I Den lyse side brillerer Uthaug med det, der er hendes hofret - livets store spørgsmål, serveret med humor og glød. Ingredienserne er mand, kvinde, børn, hund og frikadeller! I gryden blander Maren kærlighed, ensomhed drømme og rører op med fantasi og fortælleglæde til det hele sprudler.

 

Sådan overlever du livet (2018)

Med Sådan overlever du livet får du endnu mere af Maren Uthaugs særlige blanding af humor, selvironi og hverdagsfilosofi. Bogen tager fat på de mange små og store udfordringer, vi møder gennem livet, og gør dem både sjovere og lidt mere overskuelige.
Det er oplagt læsning for dig, der holder af Uthaugs univers – og en særligt god gaveidé til konfirmanden, studenten eller som værtsgave til en, der kunne bruge et godt grin.
 
 

Ting jeg gjorde i ti år (2023)

Ting jeg gjorde i ti år samler 3.446 striber i alt og her får du Marens egen historie om de populære striber. For er damen, hun portrætterer, overhovedet hende selv? Hvad siger hendes børn til at være blevet brugt som materiale fra de var små, og til i dag som teenagere? Er hendes mand lige så overbærende som ham i striberne? Og har hun overhovedet kat? Siden den første stribe blev trykt i Politiken i april 2013, har Maren Uthaugs minimalistiske streg haft sin faste plads i avisen. Det er blevet til ti år med sjove, skæve, tankevækkende og ofte grove vittigheder.
 

Sådan overlever du at have en teenager (2025)

Har du en teenager i huset, vil du sandsynligvis kunne genkende mindst én af situationerne i Sådan overlever du at have en teenager.
Maren Uthaug tager med vanlig humor fat på livet med teenagere og alle de mærkelige, frustrerende og morsomme situationer, der kan opstå, når ens søde barn pludselig bliver et selvstændigt menneske med egne meninger – og meget lidt behov for forældrenes gode råd.
En oplagt gave til forældre, der enten står midt i teenageårene eller snart skal til det.
 

Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner