Månedens stemme - Sara Blædel

Denne måned giver vi ordet til Sara Blædel, en af Danmarks mest læste krimiforfattere. I sit indlæg fortæller hun, hvad hun selv har læst på det seneste og hvilke titler hun varmt anbefaler, både til voksne og til børn. 

Sara deler også lidt om sin egen skriveproces, sine to aktuelle udgivelser og om glæden ved at skabe nye læsere. Læs med og få inspiration til din næste bog – uanset om du er til spænding, humor eller hyggekrimi for hele familien.

af

- d. 02. december 2025

 

 

Af Sara Blædel

Den seneste måned har jeg haft drøntravlt med at lancere mine to seneste udgivelser, Ilka – Jagten på Anita og De Berygtede – mysteriet om den blå dame’, så jeg har simpelthen ikke haft tid til at læse helt så meget, som jeg plejer. Det skal der snart laves om på.
 
Noget af det seneste jeg har læst er Iben Albinus’ For rigets sikkerhed – en roman, der er inspireret af virkelige hændelser i Forsvarets Efterretningstjeneste.
OG kors, hvor har jeg grinet af mig selv. Jeg plejer at sige, at sådan nogle spionhistorier ikke rigtigt er noget for mig. Det var de så, skulle jeg ellers hilse at sige. Jeg er røg lige igennem den.
 
Historien er bygget op om en kilde, der personligt var involveret, da hele FE-sagen rullede og daværende spionchef, Lars Findsen, blev varetægtsfængslet. Den er dødhamrende spændende og persongalleriet og beskrivelserne er så fængende, at man kan dufte og se Forsvarets Efterretningstjeneste for sig. Godt, jeg ikke arbejder der, siger jeg bare!
Så hvis du ligesom jeg har været fordomsfuld og tænkt, at det med spioner ikke lige er dig, så er mit gæt, at du også vil blive overrasket.
 
Jeg er jo netop debuteret som børnebogsforfatter med De Berygtede – mysteriet om den blå dame. Jeg har længe haft lyst til at skrive til børn, men jeg skulle have den rigtige ide og pludselig kom den bragende. Jeg har haft en fest med at skrive den, og jeg tror, at de voksne som kender mit forfatterskab vil kunne genkende mig i tonen. Med serien om De Berygtede håber jeg, jeg kan være med til at ændre læsekrise til læseglæde. Min opskrift er en flok modige og fantasifulde børn og en masse spændende mysterier, der skal opklares. Det var nemlig det, der gjorde det for mig, da jeg var barn.
 
Jeg er nærmest lavet af Enid Blytons De 5. Det var dem, der vakte min læseglæde og gjorde mig til læser generelt, og derfor vil jeg stadig anbefale den serie. Ja, den er lidt old school, men den kan nu stadig et eller andet, ellers ville den heller ikke have overlevet på boghandlernes hylder i så mange år. Og så kan serien fange flere generationer, hvis der er bedsteforældre eller mødre eller fædre, der husker bøgerne fra deres egen barndom. Det er altid hyggeligt at give historier, man selv har holdt af, videre.
 
Til de lidt større børn vil jeg anbefale Andreas Boeskovs’ Skyggedetektiverne. Andreas skruer lidt op for krimielementerne, men passer samtidig på sine læsere og pakker det, der for nogen vil være skræmmende, ind i en humoristisk tone.
 

 

Sara Blædels anbefalinger til dig:

 

Sara Blædels udgivelser:

 


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner