Må man gøre H.C. Andersen til detektiv i en krimi?

H.C. Andersen skrev trofast dagbog i hele sit liv med undtagelse af en periode i 1834, hvor han netop var ankommet til København efter et langt udlandsophold. Dén pause faldt forfatterne Anders Klarlund, Jacob Weinreich og Thomas Rydahl over og fik ideen om at skrive krimien ’Mordet på en havfrue’ med en handling, der ligger i netop den periode.

 

”Det er en periode, hvor Andersen er nede i et hul – også karrieremæssigt - efter et langt udlandsophold, og så bliver han i vores bog rodet ud i et mord, som han bliver beskyldt for. Og nu skal rode sig ud af igen og ikke mindst finde ud af, hvad der er sket,” fortæller Thomas Rydahl, men de var også klar over, at ideen var lidt kontroversiel, for kan man gøre noget så ikonisk som eventyrforfatteren H.C. Andersen til detektiv.

 

”Nej, det kan vi ikke! Tænkte vi. Det er jo nærmest helligbrøde at vride stoffet til vores formål. Men så igen: det er jo også præcis det, Andersen gjorde. Han tyvstjal. Der er nærmest intet, der er originalt af det, han lavede. Så har han gjort det originalt, fordi han var den store kunstner, han var, men han står på skuldrene af alt muligt andet. Og dét synes vi legitimerede, at vi også godt måtte gøre det. Man må godt lege med urkunstneren i dansk litteratur,” mener Rydahl og suppleres af Jacob Weinreich:

 

”Det er næsten profant at bruge Andersen. Derfor har vi tænkt utrolig meget over, hvordan vi behandler ham respektfuldt, men også får skildret mennesket Andersen. Det skulle skrives med respekt og respektløst på en og samme tid.” 

 

 

H.C. Andersen er mere myte end menneske, og de skulle ind i mennesket, fortæller Anders Klarlund:

”Der er få mennesker på denne jordklode, der er bedre skildret end H.C. Andersen. Så der var rigeligt materiale at komme ind på. Men vi skulle bag myten og have gjort ham til et helt menneske i bogen, og det har været allersjovest i processen. Altså at gøre ham til et menneske.”

 

Thomas Rydahl nikker og fortæller, at de samtidig ikke ønskede at skrive en historisk roman, som skulle være et portræt af Andersen.

 

”Vi ville lave en spændingsroman, som fungerede i sin egen ret, hvor H.C. Andersen er detektiven, og vi kunne bruge alt det udenom ham. Så det var vigtigt for os, at sproget ikke var et gammeldags sprog, men moderne, levende og dynamisk, og det, synes jeg, er lykkedes, samtidig med, at man ikke kan undgå, at der kommer gamle ord op, da det er en gammel tid.” 

 

 

Krimiens præmis helt kort er, at Andersen hjælper politiet med at opklare mord, har tavshedspligt og så skriver et eventyr over forløbet i stedet. Forfatterne besluttede hurtigt, at eventyret bag denne bog skulle være ’Den lille havfrue’.

 

”Den er blandt de første, han skrev, og den passede godt til at skildre den indre rejse, han var på i den periode. Alle har set Disney-udgaven, men vi læste eventyret igen, og det slog os, hvor mørkt, grumt og dystert, det egentlig er. Siden læste vi mange andre af hans oprindelige tekster og fik kun bekræftet, at den her glade eventyr- og hyggedigter, som mange har i hovedet, er bare en lille flig af sandheden, for der ligger et helt andet menneske og en helt anden litteratur bag,” fortæller Jacob Weinreich.

 

Anders Klarlund supplerer:

”Vi valgte det H.C. Andersen eventyr, der indeholder den forvandling, han selv gennemgik i sit eget liv. Han satte sig tidligt for at gennemgå en personlig forvandling og skulle gå fra fattig barndom i Odense til stor eventyrdigter. Og dén forvandling er der dramatisk gods i, for vi kan alle relatere til at ville være noget andet, end vi er. Så hele forvandlingstemaet i ’Den lille havfrue’ sprang i øjnende som det mest aktuelle”.