Journalist og sangerinde Annette Heick anbefaler

 

Vi var på skiferie med et hold venner, som alle havde store teenagebørn. På et tidspunkt siger min 15-rige søn: ”Mor, jeg synes, jeg lyder dum, når jeg taler med de andre!” Efterfølgende har han bedt om at blive undervist hjemme i retorik. Det kan i sig selv synes lidt usædvanligt, men måske lidt mindre usædvanligt, når jeg tilføjer, at en af de drenge, han stod på ski med, var Søren Pinds søn. Søren Pind er godt skåret for tungebåndet – og som far så søn.                     

 

Jeg nævner det her, fordi min søns mor (!) også et par gange har måttet ty til en ordbog under læsningen af Søren Pinds nye bog, Frie ord. Og lad mig blot tilføje, at jeg er vild med det. Tænk at man i en alder af 47 og med en nyskrevet udgivelse kan blive udfordret på sit talesprog.

 

                        

 

Jeg ved – for det fortalte Søren selv - at redaktøren har forsøgt at trække de vanskeligste ord ud af det første forlæg. Men ”akkviscerede”…ja, det ord kendte jeg simpelthen ikke. Det kan nok lyde som en kritik, men jeg tror, at hvis man interesserer sig for dansk politik i samtiden, så er man også nysgerrig på sit sprog. På at vedligeholde og udvikle det. Sådan har jeg det i hvert fald. Men jeg er ligesom Søren Pind også hende, der holder fast i, at skråskrift nu engang er vigtig at mestre.                      

 

Der har været skrevet meget om ”Frie ord”. Jeg lægger mig i slipstrømmen af begejstrede læsere. Den er morsom og indsigtsfuld. Den giver et godt indblik i det ofte barske liv på Borgen og på rådhuset. Der lægges ikke fingre imellem, og Sørens pen er skarp. Hvis jeg skal sige det på Pindsk, så er bogen fuld af gode historier om tølpere og døgenigter.

 

Vi kan i også anbefale dig at læse Annette Heicks Datteren - hendes selvbiografi.