blogImage223
blogImage223

Jane Austen - 200 år senere

I dag er det præcis 200 år siden, en af Englands mest populære forfattere – Jane Austen – døde. Det har vi valgt at markere med et indlæg om forfatteren, der blandt andet gav os STOLTHED OG FORDOM.

af

- d. 18. juli 2017

Kærlighed med en twist

Jane Austen er kendt for at skrive romantiske kærlighedshistorier med en twist af ironi og samfundskritik. Hun skaber ofte et lille mikrokosmos på landet, hvor vi lærer alle de forskellige samfundskomponenter – eller rettere karakterer – at kende. Jane Austens fokus er, hvad der sker, når en ung kvinde i 1800-tallets England bliver giftemoden. I Jane Austens bøger fører det til en universel romantik, som vi stadig den dag i dag, kan sætte os ind i og længes efter, men for Jane Austen fører det også til en del humor og en chance for at kigge lidt nærmere på det samfund, hun lever i.

På trods af hendes dybe forståelse for, hvad piger i den giftedygtige alder gennemgår, så blev Jane Austen aldrig selv gift – på trods af flere tilbud.

Jane Austens egen historie er en, der fascinerer mange, og der er blevet skrevet en del bøger om hende, ligesom filmen Becoming Jane fra 2007 også kigger nærmere på Jane Austen og kærligheden.

Jane Austens værker

Jane Austen er i dag kendt i hele verden som forfatteren bag værkerne Fornuft og følelse (1811) Stolthed og fordom (1813), Mansfield Park (1814), Emma (1815), Northanger Abbedi (1818) samt Overtalelse (1818).

Northanger Abbedi og Overtalelse blev udgivet efter hendes død i 1817, og det samme gjorde nogle af hendes kortere værker som f.eks. Lady Susan (1871) og det udfærdige manuskript, der på engelsk har fået titlen Sandition (1817).

Faktisk tørstede verden så meget efter nyt materiale fra Jane Austen, at vi i dag er så heldige, at vi både kan læse de skriverier, hun foretog som ung, samt en del af hendes breve.

 

 

Jane Austen findes i dag i mange former

Den dag i dag elsker vi stadig Jane Austen. Hendes bøger udkommer gang på gang og bliver oversat igen og igen – Jane Austen er stadig en yderst populær forfatter!

Hendes romaner er blevet adapteret til film og tv flere gange f.eks. holder mange af den kendte BBC version af Stolthed og fordom fra 1995 med Colin Firth i rollen som Mr. Darcy. Selv samme bog fik 10 år senere endnu en udgave i form af en film med Keira Knightley i rollen som Elizabeth Bennet.

Men det er ikke kun de almindelige adaptioner, man finder i Austens univers, men også viderefortællinger og nyfortolkninger. Stolthed og fordom er blandt andet blevet til en zombiefortælling i Pride and Prejudice and Zombies af Seth Grahame-Smith, et mordmysterie i Døden kommer til Pemberly af P. D. James – den førstnævntes filmatisering udkom i 2016 og tv-adaptionen af den sidste i 2013, og Jane Austens historie om Elizabeth Bennet og Mr. Darcy fik i 2004 et hint af Bollywood med filmen Bride and Prejudice.

Stolthed og fordom er lidt en favorit, når det kommer til genfortællinger og nyfortolkninger, men de andre bøger er ikke glemt! F.eks. er teen- kultfilmen Clueless fra 1995 en moderne genfortælling af Emma.

Elizabeth bliver til Bridget

Men den mest populære genfortolkning eller genfortælling af Stolthed og fordom er nok for mange fortællingen om Bridget Jones!

I Bridget Jones' dagbog af Helen Fielding fra 1996 møder vi en heltinde, som måske ikke minder helt så meget om 1800-tallets giftemodne piger, men en moderne version, som vi alle – på godt og ondt – kan spejle os i. Vi møder også den lidt arrogante og reserverede Mark Darcy og den charmerende Daniel Cleaver.

Så i både Stolthed og fordom og Bridget Jones’ dagbog møder læseren og heltinden en reserveret Mr. Darcy, og det er rent faktisk også Colin Firth, der har fået rollen som Mark Darcy i filmatiseringerne af Bridget Jones bøgerne – der i dag tæller fire bøger!

Du kan læse mere om Bridget Jones og bøgerne om hende i indlægget Rækkefølgen på Bridget Jones.    

 

Man må sige, at Jane Austen er en af de forfattere, som har formået at fange læsere i hele verden igennem nu 200 år, og fascinationen med hendes univers, karakterer og hende selv ser ikke ud til at stoppe lige foreløbigt!


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner