Har du læst sommerens bestsellers?

Plusbogs medlemmer har læst løs henover sommeren. Her kan du blive inspireret af sommerens bestsellers. Måske der er et par læseoplevelser iblandt, du skal nyde i sensommeren?

af

- d. 04. august 2020

Sommertid er læsetid. En bog i tasken og så ud i solskinnet – det er lykken. Denne sommer er vi igen blevet forkælet med en masse gode udgivelser, og mange af dem er strøget til tops på bestsellerlisten. 
 
Har du fået læst dem alle? Selvom kalenderen måske ikke længere siger ferietid, så er det også skønt at krydre en sensommereftermiddag med en lille læsestund i haven. Derfor har vi her samlet sommerens bestsellers, så du kan få inspiration til din sensommerlæsning, og der er noget for enhver læsesmag. 
 

Meter i sekundet af Stine Pilgaard

 
Stine Pilgaards Meter i sekundet har været ultrapopulær sommeren igennem. Handlingen er sprængfyldt med humor, klogskab og kærlighed og udspiller sig i en lille by i Vestjylland. Her bosætter et ungt par sig på en højskole, da han har fået job som lærer. Men hun har svært ved at vende sig til livet i det vestjyske og tilværelsen på højskolen. Selvom hun gerne vil passe ind, er det bare svært at falde til ro i rollen som påhæng og mor, når ens væsen er buldrende og bramfrit, og skal man nu også det? En skøn roman, der får smilet frem! 
 

 

Hævnen af Inger Wolf

 
Er du til krimier, og har du endnu ikke læst Inger Wolfs serie Pyromanen, så skal du virkelig glæde dig! Hævnen er det tredje bind i serien og skydes i gang, da en ti-årig pige forsvinder i den svenske by Lycksele. Spor i efterforskningen fører tilbage til en 30 år gammel sag, hvor offeret stak af efter bortførelsen, men gerningsmanden aldrig kom bag tremmer. Offeret fra dengang er Klara Larsson, der i dag arbejder som brandefterforsker hos Østjyllands politi. Hun bliver afhørt, og pludselig viser det sig, at der er flere forbundne sager, hvor fællestrækket er, at alle ofrene ligner Klara som lille..
 

 

Jeg kan se dig af Mari Jungstedt

 
Mari Jungstedt er blandt favoritforfatterne hos mange. Den garvede krimiforfatter mestrer i den grad krimiens kunst, og med Jeg kan se dig er vi nået til bog nummer 15 i Gotland-serien. Her er Frida Vallskog og tre studiekammerater taget til den isolerede ø Lilla Karlsö for at slappe af, men da Frida vågner efter en lur på stranden, opdager hun, at alle de andre tre er døde. Hvad er der sket? Hvorfor skulle de unge mennesker dø? Og hvorfor skånende morderen hende? Spænding fra start til slut!
 
 
Vil du have et overblik over rækkefølgen på Mari Jungstedts mange bøger, kan du læse mere her.

 

Vinterland af Kim Faber og Janni Pedersen

 
Drabsefterforsker Martin Juncker er trådt ved siden af og er derfor blevet forflyttet til en lille sløv provinsby. Livet ser umiddelbart ud til at have taget en stille drejning, men så sker der noget: En mand er blevet myrdet, og hans kone er væk. En sag for Juncker! Tilbage i København er hans tidligere makker stadig på sin post. Hun tror, hun skal have en stille jul, men så springer en bombe på et julemarked i Indre By. Nu må hun jagte gerningsmændene, og et tip tager hende et uventet sted hen.
 
Vinterland er det danske forfatterpar Kim Faber og Janni Pedersens anmelderroste debut, der i begyndelsen af sommeren blev efterfulgt af Satans Sommer.
 

 

Dødfunden af Gretelise Holm

 
Ellinor Green bliver fundet død i sit hjem i Vanløse, og det er ikke umiddelbart til at finde en dødsårsag. Har hun taget sit eget liv, eller har en anden? I løbet af de 256 sider kommer vi med på en rundtur til de forskellige afkroge af et levet liv. For Ellinor Green havde mange udfordringer: En datter med en kostbesættelse, en søn i krise, en utro ægtmand og en chef, der lige havde fyret hende. Har en af disse ting noget at gøre med hendes død? Eller skal svaret i virkeligheden findes et helt andet sted? En anderledes krimi!
 

 

Vi er kortvarigt smukke her på jorden af Ocean Vuong

 
Anmelderne har kaldt den ”suveræn”, ”eminent god” og ”sjælsønderrivende”. Vi er kortvarigt smukke her på jorden har rørt utallige. Bogen handler om styrken i at fortælle sin egen historie og samtidig om det udslettende i ikke at blive hørt. Her opdager sønnen Lille Hund en del af sin mors liv, han aldrig har kendt til. Bogen er en fortælling om den store kærlighed mellem en enlig mor og hendes søn i et moderne USA, og så skildrer den klasse, maskulinitet og transnationalitet i et moderne USA.
 

 

Forræderens børn af Leif Davidsen

 
En russisk mand bliver myrdet i Ringkøbing. Mordvåbnet er gift. Men hvorfor skulle den russiske mand dø? Det sætter Laila og hendes bror Tor sig for at finde ud af, da de begiver sig ud på en risikabel rejse fra Danmark til Volgograd. Hvem kan de stole på på deres rejse mod sandheden? Det er man som læser side efter side hele tiden i tvivl om. Det er nervepirrende! Leif Davidsen har med Forræderens børn skrevet endnu en spændingsroman, du bare ikke kan lægge fra dig.
 

 

Sensommerjagt af Anders de la Motte

 
I Sensommerjagt hører vi historien om, hvordan en dreng forsvandt fra sit hjem på en gård i Skåne en sensommerdag i 1983 og aldrig blev fundet. 20 år senere leder hans storesøster Veronica en gruppeterapisamtale i Stockholm. En dreng fortæller om sine uforklarlige barndomsminder om en drengs forsvinden. Pludselig er Veronica nødt til at sætte sig selv på spil og tage tilbage til Skåne og sin ødelagte familie i jagten på sandheden.
 
Den populære danske krimiforfatter Katrine Engberg er lige som mange af Plusbogs medlemmer helt vild med svenske Anders de la Mottes krimier. 
 

 

Sjælemaleren af Ildefonso Falcones

 
Dalmau Salas er ung maler i Barcelona i 1901. Her står de trange kår hos byens dårligst stillede i skærende kontrast til byens overklasse. Dalmau bliver splittet mellem to verdener: Hans familie og elskede, der kæmper for arbejderklassens rettigheder, og hans arbejdsverden, der er fyldt med rigdom og kreativitet. Den nye verden hos borgerskabet frister, og han sætter pludselig spørgsmålstegn ved sine egne politiske overbevisninger. Hvad er virkelig vigtigt for ham? Som mand og som kunstner? En medrivende fortælling om kærlighed, kunstlidenskab og kampen for idealerne. Læs den og føl dig suget tilbage i tiden!
 

 

Tour de chambre af Tine Høeg

 
Asta er i gang med at skrive på en roman, men en invitation til en mindehøjtidelighed forstyrrer hendes skriveproces. Mindehøjtideligheden er for August, der døde for 10 år siden, da de boede på samme kollegium, og han var kæreste med Astas bedste veninde Mai. Påmindelsen om tiden for så længe siden vækker minder om fester, længsler og vaklen til live inde i Asta. Og så er der jo lige dét, som Asta aldrig har kunne fortælle sin veninde.. En fantastisk fin roman om forelske, venskab og død. Og om begæret efter at skrive.
 
 
Vi håber, du er blevet inspireret til nogle nye læseoplevelser blandt de mange bøger, vores medlemmer har været ekstra begejstrede for denne sommer. Du kan finde flere anbefalinger lige her.

Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner