blogImage78
blogImage78

Derfor får du det bedre af at læse

Har du svært ved at finde tid til at læse de bøger, som du egentlig gerne ville læse? Der er faktisk en god – helbredsmæssig – grund til at læse flere bøger. Læs her om alt det positive bøger kan gøre ved sindet.

af

- d. 07. februar 2017

Da jeg gik i ottende klasse, fik jeg en meget streng dansklærer. Han var ældre (dengang synes jeg, han var tudsegammel), han havde hvidt skæg med en gul stribe, fordi han røg masser af cigaretter, og så skældte han hele tiden ud. Jeg var bange for ham.

Jeg var hunderæd for at sige noget i timerne. Jeg er en introvert perfektionist, så jeg var bange for at få skæld ud, hvis jeg sagde noget forkert. Det var først i slutningen af 9. klasse, at jeg sluttede fred med ham. Vi skulle opføre skuespillet “Jeppe på bjerget”, og jeg skulle spille Jeppe. Jeg øvede derfor lange monologer med ham. Der er en monolog, hvor Jeppe skælder ud, og fordi jeg jo øvede med min lærer, skældte jeg ham ud. Jeg stod og råbte af ham. Og på den måde fik jeg fred, og var ikke længere bange for ham.

   

Efter jeg er blevet voksen, har jeg erfaret, hvor meget jeg lærte af min dansklærer. Jeg lærte at være kritisk over for litteratur – men også, at det er ok at nyde alt, man læser. Uanset hvad det er. I ottende klasse spurgte han ud i klassen, hvorfor “man” læser, og så skrev han alle grundene op på tavlen. Fordi vi var bange for ham, var der ingen, der sagde det mest indlysende: Fordi vi bliver underholdt.

Men vi fik sagt mange andre gode grunde. Denne hændelse kom jeg til at tænke på, da jeg for nogle år siden læste Peter Løhrs artikel i Børsen, der omhandlede bøger og deres helbredende effekt.

Mange læseheste kan nikke genkendende til det faktum, at bøger gør noget fantastisk positivt ved vores sind. Men kan bøger ligefrem helbrede?

Læs en bog – og modvirk stress

Det mener man i England. Her kan man få bøger på recept, hvis man er for eksempel er deprimeret eller lider af stress. I England hedder det: ”Books on Prescription”, og det indikerer, at der her er tale om litterær medicin.

Grunden til, at lægen udskriver en litterær oplevelse på recept er fordi, forskning viser, at regelmæssig læsning eksempelvis kan begrænse risikoen for demens med 35% og reducere stressniveau med hele 68%.

Lånere mødes med helbredende litteratur på særligt bibliotek

I Danmark har vi desværre ikke litterær medicin på recept, men flere af landets biblioteker har taget ideen til sig; et bibliotek med litterær medicin.

På Køge Bibliotek mødes lånere med helbredende litteratur under mottoet ”Hellere Lykke-Per end lykkepiller”. Lånere kan altså finde bøger, der er opdelt efter mentale lidelser. Familietræthed? Prøv Jonathan Franzens Korrektioner. Deprimeret? Få et indblik i et andet liv med Khaled Hosseinis Drageløberen

Litterær medicin opstod under første verdenskrig

Konceptet med, at litteratur skulle være ideel som terapi, er ikke nyt, men fandtes i USA allerede under Første Verdenskrig. Når veteranerne vendte hjem fra krigen, oprettede man biblioteker som behandlingsenheder, hvor sygeplejersker og bibliotekarer samarbejdede med at behandle veteranerne med udgangspunkt i bøger.

Litteratur har helbredende effekt

Det lyder jo meget fint – men også lidt skørt. Men faktisk har litteratur også herhjemme understreget en helbredende effekt. Det skyldes eksempelvis højtlæsning af og for folk med psykiske og depressive lidelser. Dette praktiseres på Aarhus Universitetshospital. Her samles patienter i grupper, hvor der læses højt for hinanden. Dette er alt fra digte til den store mastodont Forbrydelse og straf af Fjodor Dostojevskij. 

Grunden til, at højtlæsning praktiseres på landets sygehuse, er at man med højtlæsning tvinges til at være i kroppen og i hovedet på samme tid. Patienterne på Aarhus Universitetshospital oplever, at de typisk enten har for meget i hovedet – eller for meget i kroppen med fysiske tvangshandlinger. Når man læser højt, kobler man de to verdener sammen og skaber en form for balance. Derudover skærper højtlæsning koncentrationen som særligt svækkes ved for eksempel depression.

De vidunderlige bivirkninger bøger har for sindet

Man behøver nu ikke at have en sindslidelse for at nyde de positive bivirkninger af højtlæsning – eller de andre positive bivirkninger, som læsning har. Når man læser, åbnes der nemlig en ny verden, og man får adgang til andre personers bevidsthedsindhold. Man sætter sin egen forståelse og oplevelse af verden på spil, og der rykker ved ens fastlåste verdensforståelse. Derudover er læsning også god emotionel træning. Man træner følelserne ved at læse om de sanser og små detaljer, vi oplever på skrift i bøgerne.

Og så skal vi heller ikke glemme det fantastiske kick, det er, at kunne rejse i tid og sted og pludselig være inde i hovedet på en person af det modsatte køn i en helt anden kultur.

Egentlig er det også ret ”syret”, at vi kan sidde og stirre på et stykke papir i så lang tid, mens fantasien kører, og vi ser imaginære billeder foran os. Og ret fantastisk.


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner