blogImage366
blogImage366

Bogfriisen anbefaler 5 bøger til stranden

Solen skinner allerede, badevandstemperaturen stiger, og hvad er bedre end at læse en god bog i strandkanten? Her giver den dygtige bog-blogger, Tina Friis fra Bogfriisen.dk, dig 5 bøger som hun har med på strandturen.

af

- d. 25. maj 2018

Solen skinner, fuglene synger og alting blomstrer i denne exceptionelt flotte maj måned. Pludselig kan sommerferien anes - også selvom dagene faktisk virker meget længere. De lune aftener giver endda mulighed for rolige læsestunder udendørs.

Som bogblogger læser man naturligvis en del af de nyeste bøger, men sommerferien er bestemt dér, hvor jeg blandt alle anmeldereksemplarerne, fletter bøger ind, som længe har ventet på mig i reolen… eller som jeg har ventet længe på.

1. Napoli-serien af Elena Ferrante

Dette gælder uden tvivl Napoli-serien af Elena Ferrante, som består af 4 bind om to veninder og deres venskab gennem flere årtier. Serien er blevet rost til skyerne i både aviser og på de sociale medier de seneste år - og når jeg ser et opslag fra en læser, som netop er gået i gang med serien, stikker det altid en smule i boghjertet. Så jeg glæder mig usigeligt meget til at kaste mig over første bind, når sommerferien rammer og jeg pakker strandtasken.

2. Bjørnen af Katine Marie Guldager 

Katrine Marie Guldager udkommer i juni med romanen “Bjørnen” og den vil jeg bestemt sørge for at få købt. Jeg har godt nok kun hørt en lille smule om bogen fra forfatterens instagram-profil - men Katrine Marie Guldager har optjent en hel del goodwill hos mig, siden jeg læste “En uskyldig familie” sidste år. Den kvinde kan noget med (mange) ord - så for mig er den nye bog et #mustread.

3. Kastanjemanden af Søren Sveistrup

Læseglæde er også forventningens glæde - og på Politikens Forlag udgiver de ganske snart “Kastanjemanden”, som jeg reelt set ikke har læst så meget op på endnu, MEN der er ét eller andet ved bogen, som får de små hår til at rejse sig, allerede inden jeg har læst den. Det elsker jeg. Bogen er skrevet af Søren Sveistrup, som blandt andet har skrevet “Forbrydelsen” på DR1.

Det bliver spændende at se, om den kan indfri mine forventninger.

4. Mercedes-snittet af Anne-Mette Hancock 

Ferietid er også dér, hvor man eventuelt kan genlæse bøger. Jeg skal bestemt genlæse en helt ny bog - nemlig “Mercedes-snittet” af Anne Mette Hancock, som jeg allerede har været så priviligeret at kunne læse e-bogs udgaven af. For mig vil de trykte bøger dog aldrig kunne erstattes - så når den håndfaste udgave lander med pakkeposten, vil den fuldende læseoplevelsen, som i øvrigt var 6 stjerner værdig. Krimien, som udkommer den 1. juni - er andet selvstændige bind i Anne Mette Hancocks serie om Heloise Kaldan og Erik Schäfer og efterfølgeren til "Ligblomsten".

5. Champagnepigen og Rygsvømmeren af Leonora Christina Skov

Skulle ferien byde på enkelte dage med mindre godt vejr - er anbefalingen og min egen plan helt klar: Lindhardt og Ringhof har netop genudgivet “Champagnepigen” og “Rygsvømmeren” - begge skrevet af Leonora Christina Skov, som pt. har bragende succes med autobiografien “Den, der lever stille”. Begge bøger er perfekte til en regnvejrsdag - ikke på grund af deres handlinger - men ganske enkelt, fordi de nye udgaver er alt for smukke til at komme med udenfor…

Med ønsket om en rigtig dejlig bog-sommer

God læselyst!

Tina, Bogfriisen


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner