Juledagene byder på hygge, forkælelse og samvær. For mange af os giver fridagene også god mulighed for at bruge tiden på det allerbedste: Nemlig at fordybe os i dejlige bøger.Her giver vi dig foreslag til fem bøger, som kunne være et godt bud på hyggelige læsestunder i julen.
Charmerende kærlighedsroman om at være ung og forelsket, hvor 1980’erne danner en skøn ramme om fortællingen.
Vi er i 1986. 16-årige Eleanor er netop flyttet til byen med sin mor og søskende – og sin utilregnelige stedfar. Hun føler sig småtyk og forkert, og hun falder udenfor med sit ildrøde hår og mærkelige bukser, der holdes sammen med sikkerhedsnåle.
Da hun stiger ind i skolebussen på sin første skoledag, finder hun den sidste ledige plads ved siden af Park. Han er smuk og cool og falder også udenfor, på sin helt egen måde.
Næste dag er pladsen ved siden af Park ledig igen. Og snart sidder de sammen hver dag. Langsomt får de øjnene op for hinanden og forelsker sig, sådan som man forelsker sig førstegang, når man er 16 år.
“Jeg har slugt denne bog i én mundfuld…læst til langt ud på aftenen, og været helt besat af denne fine kærlighedshistorie. Selvom det er et portræt af teenage kærlighed, er bogen så velskrevet, og appetitlig, at jeg som voksen stadig blev helt ør. Jeg skal helt sikkert læse mere fra denne forfatter!…og meget gerne en fortsættelse, der fortæller lidt mere om Eleanor og Park, for de to er da bare for skønne!” skriver anmelder Mariaelskerbøger på Plusbog.dk
Dette er den uafhængige efterfølger til den skønne roman Jordemoderen fra Hope River.
I Trange tider i Hope River får vi et kært gensyn med personerne i det lille samfund omkring Hope River under Depressionen i Amerika.
Vi er i West Virginia i 1934. Sygeplejersken Becky Myers har været væk fra Hope River nogle år, da dr. Blum, som hun har arbejdet for, mister sit hus og sin lægepraksis. Det er ikke det eneste, dr. Blum har mistet. Hans kone er død, og i et år har han nu gået tavs rundt, som om han har mistet forstanden.
Da han endelig åbner munden er det for at sige to ord ‘Hjem’ og ‘Patience’, og Becky forstår, at de må hjem til Hope River og til deres gode veninde, jordemoderen Patience Murphy.
Depressionen har ramt det lille samfund omkring Hope River hårdt. Det er trange tider, og det er ikke et nemt liv, der venter. Ikke alene skal Becky skaffe tag over hovedet og mad på bordet med den hjælpeløse dr. Blum på slæb, men hun må også kæmpe en hård kamp for at genfinde håbet i en fuldstændig håbløs situation.
Aftalt spil
Elle Kennedy - Indbinding: Hæftet
Aftalt spil er første bind i den populære Off-campus serie. Serien er blevet rost til skyerne og er for alle med hang til en god historie fyldt med vidunderlig humor og atmosfære. Underfundig og romantisk og med karakterer fulde af personlighed. Læs mere
Sød, letlæst og dejlig roman og e-bog om kærlighed, der er fortalt med humor og lune.
Den nørdede og ambitiøse musikstuderende Hannah er forelsket i Justin, så hvordan skal hun fange hans opmærksomhed? Den eneste måde er, at gøre ham jaloux. Også selvom det indebærer, at hun skal privatundervise den irriterende, barnlige, selvtilfredse ishockey-holdkaptajn, Garrett, i bytte for en såkaldt ’date’.
Garrett Graham har aldrig drømt om andet end at blive professionel ishockeyspiller. Men hans faldende karakterer truer drømmen, og han bliver nødt til at få en privatlærer. Og hvem kunne være mere oplagt end Hannah? En sarkastisk brunette som kan sikre ham de karakterer, han behøver og som samtidig har brug for ham.
Men da et enkelt, uventet kys fører til mere og det går op for Garrett, at han ikke bare vil være en brik i et barnligt spil.
“Det er en af de bøger, som man ikke kan lægge fra sig, men vil læse hele tiden, men samtidig har lyst til at spare på, fordi den er så skøn at læse.
Jeg kan rigtig godt lide Elle Kennedys måde at skrive på. Det er let at læse, og man keder sig overhovedet ikke på noget tidspunkt. Jeg er også glad for hendes måde at skifte mellem at “være” Hannah, eller Garret. Det gør, at man føler, man kender dem begge rigtig godt. Og jeg blev usigeligt glad, da jeg efterfølgende kunne læse, at det er en serie. Det betyder der kommer flere – og dem skal jeg helt sikkert have fat i.
Det er ikke nogen “dyb” bog, som man lærer en hel masse af. Det er kærlighed og sex! Ja, hvis du er sippet med det, kan det godt være du ikke skal læse med, men jeg synes på intet tidspunkt, at det bliver hverken vulgært, eller for meget. Det passer bare ind i historien. Og det handler meget mere om venskab og kærlighed.” skriver anmelder Christina Rand på Plusbog.dk
Den selvstændige fortsættelse til Aftalt spil hedder Lagt på is.
Livsbekræftende og gribende debutroman fra franske Clélie Avit, der er til alle fans af Jojo Moyes.
Elsa ligger i koma på hospitalet efter en frygtelig skiulykke. Lægerne er ikke optimistiske, og der meldes ikke om bedring eller livstegn fra den unge kvinde. Hun kan høre alt, hvad der bliver sagt, men hendes lammede krop kan ikke reagere.
Ved siden af Elsas stue ligger en såret mand, som har kørt spritkørsel og slået to mennesker ihjel. Thibault kan ikke tilgive sin bror for den handling, og han ønsker derfor ikke at besøge ham. Thibault kommer kun på hospitalet, når hans mor har brug for et lift. Han forvilder sig en dag ind på Elsas stue ved en fejl. Han begynder at tale til Elsa, selvom hun ikke reagerer.
Langsomt begynder Thibault at nære følelser for Elsa. Men lægerne, familien og de nærmeste venner har opgivet og påtænker at frakoble Elsa de livsnødvendige maskiner. Kan Thibault se og mærke noget, som de andre ikke længere kan? Kan kærlighed påvirke sanserne?
“Min reaktion, da jeg nåede den sidste side var; NEJ, NEJ, NEJ, den kan da ikke være slut allerede! Virkelig velskrevet bog! Forfatteren formår at fange læseren fra første side, og skriver så levende, at når man læser om en der er ved at kvæles, hiver man selv efter vejret, og når en anden er opslugt af sorg, græder man næsten med. Eneste minus er at den er alt for kort. Jeg glæder mig allerede til at læse fortsættelsen, for sådan en SKAL der komme” skriver anmelder Anne på Plusbog.dk
Endnu en sjov roman fra forfatteren bag Britt Marie var her og En mand der hedder Ove. Denne giver dog også masser af stof til eftertanke!
Elsa er 7 år gammel og ikke helt almindelig. Hun er ret klog og har kun én ven. Det er mormor på 77, som har været kirurg og et geni engang. Nu er hun Elsas superhelt og nabo, der skyder med paintballgevær efter ubudne gæster og kører bil uden kørekort. Folk siger, at mormor er tosset. Men mormor kan fortælle historier om kongeriget Miamas, hvor alting er anderledes end i hverdagen. Indtil den dag mormor bliver syg og sender Elsa ud på et sidste lokalt eventyr for at sige undskyld til ejendommens beboere – en flok af militante boliglejere, fanatiske kaffedrikkere, emsige damer og drukkenbolte.
Med enestående komisk træfsikkerhed og bankende hjerte fortæller Fredrik Backman en historie om at miste en, man elsker, og om bid for bid at komme under huden på dem, man bor dør om dør med, og dem, man elsker allermest.
“Fantastisk fortælling om Elsa, som mister sin mormor til kræften. De to har haft et helt specielt bånd og mormor sender da også Elsa på en skattejagt rundt i den ejendom, som Elsa bor i. Det lukker op for en masse fortællinger – gode og sørgelige.
Jeg må indrømme at det tog mig lidt tid og fange bogens pointe, men da jeg så gjorde, så ramte den mig også med 180 km i timen. Da jeg læser de sidste kapitler er det med tårerne trillende ned af kinderne, da man ikke kan lade være med at leve sig helt ind i Elsas univers.
En virkelig velskrevet bog, både sjov og sørgelig på samme tid. Hvis man giver sig hen til bogen kan den virkelig ramme ind og den sætter ens egen virkelighed lidt på spidsen. Selv om Elsa er en meget speciel 7-årig, næsten 8, så kom jeg alligevel til at tænke en del på mine egne børns virkelighedsopfattelse, om de også ser mig som en superhelt. En virkelig fantastisk bog, som absolut kan anbefales.” skriver anmelder Chr1975 på Plusbog.dk