10 stærke debutromaner du skal læse

Vi anbefaler 10 skønne debutromaner - både danske og udenlandske - som du ikke må gå glip af.

af

- d. 22. marts 2022

Når en forfatter debuterer med sin første roman, kan det gå begge veje: Enten rammer de hovedet på sømmet i første hug, og resten af deres forfatterskab blegner i forhold til, eller også er det tydeligt, at forfatteren er usikker på sin stil, og dermed først finder sin retning i de kommende romaner.

Uanset hvad, så er de 10 romaner herunder vores bud på 10 fantastiske debutromaner:

 

1. Hvis der skulle komme et menneske forbi - Thomas Korsgaard

Korsgaards debutroman om drengen Tue, der vokser op på en gård udenfor Skive i en familie uden overskud, høstede masser af stjerner ved anmelderne, da den udkom i 2017. Siden har Korsgaard skrevet de to efterfølgende bind i serien om Tue; En dag vil vi grine af det og Man skulle nok have været der. Thomas Korsgaard vandt den fornemme pris De Gyldne Laurbær 2021 for Man skulle nok have været der.

Køb Hvis der skulle komme et menneske forbi her:

 

2. Ungeenheden - Fine Gråbøl

Fine Gråbøl vandt Bogforums Debutantpris 2021 for sin sorgfulde og kritiske roman om livet i Ungeenheden - et bosted og fællesskab i København for en gruppe psykisk syge unge mennesker.

Køb Ungeenheden her: 

 

3. Før vi ved af det vender lyset tilbage - Sofie Due

Leah flytter til København for at finde ud af, hvem hun er, når hun ikke er medlem af Pinsekirken i en fin lille roman om at flytte sig fra det velkendte til noget nyt. Før vi ved af det vender lyset tilbage er en roman om ungdom, tro og fællesskaber. 

Køb Før vi ved af det vender lyset tilbage her:

 

4. Og sådan blev det - Maren Uthaug

En ung pige tvinges væk fra sin samiske verden og skal nu vokse op i Sønderjylland. Hele livet føler hun sig fremmedgjort og tager derfor som voksen tilbage til barndommens land for at finde sin familie - et møde, der på ingen måde bliver, som hun forventer. Og sådan blev det er en grum fortælling om familiehemmeligheder, underjordiske væsner, overvægtige hunde, vanvid, onani og overlevelse.

Maren Uthaug har siden debutromanen skrevet flere smukke romaner, men hun er nok bedst kendt for sin blog Marens blog med de ikoniske stregtegninger. Du finder alle Marens bøger her.

Køb Og sådan blev det her:

 

5. Nattens blomst - Nillou Zoey Johannsen 

Den unge Ziba vil læse videre, men bliver til sin store fortrydelse tvangsgift. Hun nægter dog at være indespærret i sit eget hjem og sind, så hun følger sine egne veje. Nattens blomst er en gribende debutroman om en kvindes kamp for et liv i frihed i 50'ernes Teheran, en fortælling om at være pige og kvinde i et land, hvor du ikke er fri. Om at slås for frigørelsen og prisen for at gøre det. 

Køb Nattens blomst her:

 

6. Højsangen fra Palermovej - Annette Bjergfeldt

Annette Bjergfeldte høstede masser af roser for romandebuten Højsangen fra Palermovej, og hun blev nomineret til MARTHA-prisen 2021. Bogen er en saga fra Amager om tre generationer, der lever under samme tag. Om morfaren, der købte huset i 1921, og om tvilligesøstrene Esther og Olga, som slås med deres skyhøje forventninger til tilværelsen. En frodig og vildtvoksende fortælling om jagten på århundredets kærlighed. Og om at miste stort og give det hele en chance til.

Køb Højsangen fra Palermovej her:

 

7. Trioen - Johanna Hedman

Trioen blev én af de mest omtalte bøger i Sverige, da den udkom sidste sommer, og den har derfor været meget hypet, inden den udkom på dansk. Bogen handler om tre unge mennesker i 20'erne, som forelsker sig på kryds og tværs. Om deres indbyrdes forhold og de forskellige sociale klasser, de kommer fra. Handlingen skifter imellem Berlin, Paris, New York, London og Stockholm.

Køb Trioen her:

 

8. Vi troede vi skulle - Marie Hougaard

Marie Hougaard har skrevet en fantastisk og humoristisk roman om IKKE at have børn. Bogen handler om parforhold, familierelationer og venskaber i forandring. Om de ting vi ikke selv kan vælge, og de forventninger vi har til hinanden og til livet. Det er en veloplagt debutroman om livet i midten af 30'erne. Vi følger Hannah og Jonas, som er ved at indse, at de nok får brug for hjælp, hvis de vil have børn. Hvordan forholder man sig til det, når man troede, at det var noget, som kom af sig selv? Og hvad med alle dem, der spørger? Og hvad nu, hvis man egentlig bare er lidt i tvivl om det hele?

Køb Vi troede vi skulle her:

 

9. HOMO Sapienne - Niviaq Korneliussen

Niviaq Korneliussen vandt som den første grønlandske forfatter Nordisk Råds Litteraturpris i 2021 for selvmordsromanen Blomsterdalen. Men faktisk har hun før den skrevet den vidunderlige roman HOMO Sapienne om fem unge grønlændere i Nuuk. Fem historier om opbrud, identitet og kærlighed, som er vævet ind i hinanden. For romanen blev hun nomineret til både Politikens Litteraturpris 2015, Nordisk Råds Litteraturpris 2015 og BogForums Debutantpris 2015.

Køb HOMO Sapienne her:

 

10. Dage uden sult - Delphine de Vigan

Dage uden sult er Delphine de Vigans debutroman, som oprindeligt blev udgivet under pseudonymet Lou Delvig. Bogen kan med fordel læses som en forløber til den autofiktive, verdensomspændende succes Alt må vige for natten, som blev Delphine de Vigans gennembrudsroman. Laure er 19 år og anorektiker. Under et længere hospitalsophold forsøger hun at forlige sig med de et ekstra kilo, der er nødvendige for hendes overlevelse. Langsomt vænner Laure sig til trygheden på den lille hospitalsstue. Og efterhånden opstår en ny sult efter livet uden for murene.  

Delphine de Vigan har efterfølgende udgivet flere litterære mesterværker. Du kan købe alle hendes bøger her.

Køb Dage uden sult her:


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner