10 skønne bøger du skal læse denne sommer

Sommeren er over os, og for mange betyder det lidt ekstra tid til at læse. Har du lyst til lidt inspiration til sommerlæsningen, anbefaler vi her 10 bøger du skal læse denne sommer. 

af

- d. 09. juni 2020

Sommertid er læsetid. For er der noget bedre end at hoppe ud i solen med en god bog under armen? Det skulle da lige være to! Roen sænker sig, og imens fuglene kvidrer, kan du lade dig indfange af fængslende krimier, skønne romantiske fortællinger og finurlige humoristiske historier. Lige nu er der masser af ny skøn sommerlæsning på vej, og Plusbog anbefaler herunder 10 skønne bøger, du skal læse denne sommer. 
 
 

Villa Serenas hemmelighed af Domenica De Rosa

 
Er du til en vaskeægte feel good-roman, så skal du have Villa Serenas hemmelighed med på din sommer must-read-liste! Handlingen udspiller sig i Toscana, hvor Emily Robertsen bor i et restaureret drømmehus. Hun har tre smukke børn og en dejlig mand. Men en dag dumper han hende ud af det blå på SMS. Pludselig befinder hun sig i et fremmed land uden at kunne tale sproget, og singlelivet med børnene er ikke uden problemer. Men snart dukker en ny mand op. Kan hun give sig hen til ham? Så venter der et helt nyt liv forude.. Læs den og bliv hvivlet med af den eksotiske sommerstemning!
 
 
 

Satans sommer af Janni Pedersen og Kim Faber

 
Sommertid er også krimitid. Og hvis du endnu ikke har læst Janni Pedersen og Kim Fabers nyeste krimi, har du noget at glæde dig til! Her møder vi igen politikommissær Martin Juncker og hans tidligere makker Signe Kristiansen. Juckers fars gamle makker bliver fundet skudt i hovedet, og Juncker er tvunget til at forholde sig til det. Han vil ellers helst ikke tænke på fortiden og har siden sin fars død kæmpet med mareridt. Men nu begynder hans datter at stille spørgsmål.. Samtidig bliver et hovedløst lig fundet, og da der ser ud til at være en forbindelse til det store terrorangreb fra Vinterland, beslutter Signe Kristiansen sig for at finde ud af, hvad der er sandheden.
 
 
 

Tre kvinder af Lisa Taddeo

 
”Totalt vanedannende.” Sådan er bogen om de tre kvinder Sloane, Maggie og Lina blandt andet blevet beskrevet, og Tre kvinder er virkelig en helt særlig læseoplevelse. Bogen skildrer tre virkelige kvinders liv og seksualitet og er skrevet, efter forfatter Lisa Taddeo har fulgt kvindernes liv tæt i 8 år. Det er et intimt indblik i tre moderne kvinders meget forskellige liv og relationer til deres nuværende og tidligere partnere. Der er både fokus på fortid, nutid og fremtid, og bogen indbyder virkelig til refleksion, længe efter du har læst den sidste side. Hvis du vil læse en anderledes fortælling denne sommer, skal du vælge denne.
 
 
 

Alt det jeg aldrig fortalte dig af Celeste Ng

 
I en forstad til Ohio bliver pigen Lydia en dag fundet liggende død i en sø. Hvordan kan det være sket? Lydia var forældrenes yndlingsbarn, og de havde altid haft et mål om, at hun skulle opnå alle de ting i livet, de ikke selv havde haft mulighed for – hun skulle være læge og populær. Nu er faderen tynget af skyldfølelse, og hendes mor er knust. Storebroderen er helt sikker på, at de lokale banditter er indblandet. Kun lillesøsteren, der lægger mærke til alt, ved, hvordan Lydia endte i søen i stedet for at leve det liv, hun ellers var udset.
 
 
 

Mørkt bedrag af Colleen Hoover

 
Mørkt bedrag er til dig, der kan lide spænding. Den romantiske thriller handler om forfatteren Lowen, hvis karriere fra begyndelsen halter gevaldigt. Men så får hun tilbudt at færdiggøre bestsellerforfatteren Verity Crawfords kommende bøger, fordi hun ifølge sin mand ikke længere selv kan skrive. Lowen bruger de næste uger i bestsellerforfatterens hjem for at læse hendes noter igennem. En dag falder hun over en ufærdig selvbiografi, der blandt andet indeholder information om nogle forfærdelige begivenheder, der ødelagde familien. Skal Lowen vise papirerne til Verity Crowfords mand? For hvad er der egentlig sket med hende? Virkelig uhyggelig og virkelig god!
 
 
 

Vildskud af Julie Hastrup

 
Julie Hastrups serie om drabsefterforsker Rebekka Holm er enormt populær. Over én million eksemplarer af serien er der trykt alene her i Danmark. Det nyeste og ottende bind i serien hedder Vildskud. Her er Rebekka Holm taget til Stockholm, fordi hendes kæreste er indlagt der efter et drabsforsøg. Hun frygter, at han aldrig nogensinde bliver sig selv igen. Samtidig er hun vred på hans makker, for han kunne have forhindret, det gik så galt. Men hvor er han henne? Og hvordan skal hun tage hævn? Da hun vender hjem fra Sverige, bliver hun opsøgt af en barndomsven. Hans søn har modtaget dødstrusler, og nu er han pludselig forsvundet.. Julie Hastrup har gjort det igen: Endnu en pageturner!
 
 
 

Den lille cafe ved den endeløse strand af Jenny Colgan

 
Er du til romantik i sommersolen, er det Den lille cafe ved den endeløse strand, du skal pakke i strandtasken. Jenny Colgan er kendt for sine mange skønne og virkeligt populære romantiske fortællinger, og denne bog er den anden i serien om Flora MacKenzie. Historien foregår på den lille skotske ø Mure, hvor Flora har sin lille café. Et tilflugtssted for både de lokale og turister. Flora er glad, når ikke lige hun tænker på sin kæreste, der virker fjern. Hendes bedste veninde Lorna har fået et godt øje til øens læge Sarif, der efter at have mistet hele sin familie kom til øen som flygtning. Men snart vil chokerende nyt ændre hele hans liv. Læs den og bliv tryllet til Skotland!
 
 
 

Mysteriet i Genbrugsen af Anna Grue

 
Vil du læse en ’hyggekrimi’, så er Anna Grues Mysteriet i Genbrugsen et godt bud. Det er første bind i den nye serie, hvor vi lærer efterlønneren Anne-Maj Mortensen at kende. Hun kommer på sporet af noget lusket, da en række frivillige i en genbrugsbutik pludselig dør. Politiet har ikke umiddelbart mistanke om en forbrydelse, da alle de frivillige er ældre mennesker. Men Anne-Maj Mortensen fornemmer noget andet og sætter sig for at opklare mysteriet, samtidig med hun tackler familiemiddage, haveabrejde hundeopdragelsen og alt det andet, der hører til i en helt almindelig ualmindelig hverdag. En skøn og anderledes krimioplevelse.
 
 
 

Uden varsel af Lee Child

 
Uden varsel er bog nummer 24 i serien om actionhelten Jack Reacher. Forfatter Lee Child leverer gang på gang en medrivende fortælling om Reacher, og det kvitterer læsere verden over for. Faktisk siges det, at der hvert niende sekund bliver solgt en bog om Jack Reacher rundt omkring i verden. Uden varsel skuffer ikke. Her begynder fortællingen, da Jack Reacher i en bus bemærker en ældre mand med en kuvert bugnende med penge i lommen. Han formår at forhindre et røveri, men den ældre herre er efterfølgende for bange til at tage imod mere hjælp. Hvilken klemme kan byens rivaliserende bander mon have på ham, siden han er så fyldt med frygt?
 
 
 

Hvis bare du var min af Mhairi McFarlane

 
Laurie bliver chokeret, da hendes kæreste pludselig en dag slår op med hende, efter de har været sammen i mere end 10 år. Og det gør det ikke nemmere, at de fortsat skal se på hinanden hver eneste dag, fordi de arbejder i den samme virksomhed. Men det bliver værre endnu, for kort tid derefter begynder snakken at gå på kontoret: Ekskærestens nye kæreste er gravid! Heldigvis skal det snart vende for Laurie. Pludselig en dag befinder hun sig i en defekt elevator sammen med kontorets playboy Jamie Carter, og en ny idé opstår: Han har brug for en kæreste for at imponere cheferne, og hun vil gerne give kontoret noget andet at tale om. Et nyt samarbejde er begyndt! Læs den, hvis du er i humør til smil og kærlighed!
 
 
Rigtig god fornøjelse med sommerlæsningen og god sommer!
 
 

Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner