- Da det gik op for mig, det var mit navn, de havde råbt op, blev jeg enormt overrasket. Jeg tror, jeg havde vænnet mig til at skulle gøre mig klar til at lykønske nogle andre, siger Maria Johansen, der driver bloggen
Book me up, Scotty!, om momentet, hvor hun fandt ud af, at hun er årets vinder af
Danish Book Blog Award.
Prisen blev uddelt på den store bogmesse Bogforum i weekenden, og Maria Johansen havde sammen med de øvrige fire finalister sat sig til rette foran den store scene, hvor
Plusbog.dk uddelte prisen sammen med prisen til
Årets Forfatter.
Det var ikke første gang, Maria Johansen stod klar til at høre vinderens navn blive annonceret. Hun har været i finalen i alt fire gange – lige så mange gange som prisen er blevet uddelt. Denne gang var det endelig hendes tur til at modtage den fine glasstatuette.
- Det var nok også derfor, jeg blev ekstra overrasket. Jeg tror, jeg måske lidt havde tænkt, at ’det kommer nok aldrig til at ske’, siger Maria Johansen.
Fakta DBBA-vindere:
Danish Book Blog Award er blevet uddelt fire gange. De forskellige vindere tæller:
2016: Paperback Castles 2017: Bibliotekattens Bøger 2018: Bogoplevelsen 2019: Book me up, Scotty!
|
Bøger og læsning kan ændre liv
Danish Book Blog Award er skabt for at hylde de dedikerede bogbloggere, der hver eneste uge bruger en stor del af deres fritid på at udbrede glæden ved læsning.
Maria Johansen bruger selv omkring 10 timer om ugen på sin blog- og tilhørende instagramkonto, for bøger og læsning betyder noget helt særligt for hende.
Hun bruger læsningen til alt. Når hun har brug for at forstå sig selv bedre, griber hun en bog. Når hun har det skidt, finder hun gennem bøgerne nogen at spejle sig i. Og efter en lang dag bruger hun bogen til at koble af og forsvinde ind i en anden verden.
Maria Johansen anbefaler:
- Hvis jeg skal fremhæve én læseoplevelse, der har gjort særligt indtryk på mig i år, så må det næsten blive Jeg løb mod Nilen af Alaa al-Aswany. Hans evne til at skabe nuancerede og intense portrætterer er exceptionel. Han beskriver begær, undertrykkelse, hykleri og magtmisbrug på opslugende vis, og midt i fortællingens brutalitet demonstrerer han sit talent for at løfte stemningen med komiske brudstykker. Den er bare fantastisk.
|
Derfor elsker hun også at bruge sin blog til at udbrede budskabet om, hvor meget litteraturen kan.
- Når jeg siger, at bøger og læsning kan ændre liv eller ændre den måde, vi tænker på verden, så går jeg jo ikke og bilder mig ind, at jeg kan ændre nogens liv. Men hvis jeg kan inspirere bare ét menneske til at gribe en bog i stedet for en for eksempel en fjernbetjening, så kan det være, at de kan se, at verden kan åbne sig på en helt ny måde, siger Maria Johansen.
Fakta DBBA-finalister:
16 forskellige bogbloggere var nomineret til DBBA. De fem finalister var Titlen.dk, Bausagerbooks, The bookish boegeskov, Bogtanken og altså Book me up, Scotty!
|
Bøgerne og læsningen kan noget, som andre medier ikke kan, og det er vigtigt for Maria Johansen, at vi husker på det. Derfor er en pris som DBBA, der hylder de danske bogbloggere også vigtig.
- Alle bogbloggeres største ønske er vel at udbrede budskabet om, hvad litteraturen kan, og hvilken betydning den har for mennesker. Og en pris som Danish Book Blog Award er med til at sætte fokus på det, når den hædrer de mennesker, der bruger deres fritid på det. Den er med til at understøtte budskabet om at læse hele livet, siger Maria Johansen.
5000 kroner og en mere kontrolleret hjerterytme
Maria Johansen fortæller, at det for de danske bogbloggere er et kæmpe skulderklap alene at blive nomineret til prisen. At løbe med prisen er stort.
Med statuetten og titlen følger en check på 5000 kroner, som Maria Johansen nu kan bruge til at udvikle bloggen. Hun har allerede masser af idéer til, hvor pengene skal gavne. Blandt andet vil hun meget gerne kunne promovere bloggen mere og blive mere synlig på Google.
- Jeg blogger jo helt frivilligt, men jeg elsker, når der en gang imellem følger nogle konsulentopgaver med i form af for eksempel at interviewe forfattere. Hvis jeg kan få bloggen placeret på Google, så jeg er til at finde, så kunne det måske også være en måde at få tilbudt flere spændende formidlingsopgaver. Så pengene falder bare et rigtig dejligt sted, siger Maria Johansen.
Og så følger der også en helt anden ting med prisen, som Maria Johansen vil kunne nyde de næste mange år.
- Den betyder også, at jeg måske nu kan begynde at slappe lidt mere af i oktober og november. Min puls har jo drønet derudaf i de måneder hvert år, fordi det har været så spændende. Nu kan jeg få styr på hjerterytmen, siger Maria Johansen grinende.
Fakta Book me up, Scotty!:
Maria Johansen står bag bloggen Book me up, Scotty!, som hun begyndte tilbage i 2015. Hun er født i 1987, cand. mag. i kultur og formidling og med egne ord ’afhængig af litteratur.
|