Valérie Perrin: Alt du skal vide om forfatteren og hendes bøger

Valérie Perrin er forfatteren bag bogen Vand til blomster, en roman som millioner af læsere verden over har kaldt noget af det smukkeste, de nogensinde har læst.

Nu er hun tilbage med sin fjerde roman, Tata, og her kan du blive klogere på kvinden bag bøgerne, hvad den nye roman handler om, og hvorfor alle hendes romaner fortjener en plads i din bogsamling.

af

- d. 05. maj 2026

Valérie Perrins romaner er bøger, man ikke glemmer. De handler om mennesker, man genkender, om liv der ligner det virkelige, og om følelser, der er universelle.

I år udkommer hendes fjerde roman på dansk, Tata, d. 27. august - Forudbestil den allerede nu.

 

Om Tata:

Tata er Valérie Perrins fjerde roman og udkommer på dansk den 27. august. Titlen er det franske ord for faster, og det siger noget om, hvad bogen handler om: familiens bånd, og hvad der sker, når alt det, vi troede vi vidste om dem, viser sig at være noget helt andet. 
Vi møder Agnès, en anerkendt filminstruktør, der efter en skilsmisse er vendt tilbage til Paris med sin teenagedatter. Hun er i en slags tomrum, passiv og isoleret fra verden omkring sig. Så ringer en politikommissær og meddeler hende noget, der simpelthen ikke kan lade sig gøre: hendes elskede faster Colette er fundet død i en lille by i Bourgogne. Problemet er, at Colette allerede er begravet. For tre år siden. 
Agnès tvinges ud af sit tomrum og tilbage til et sted, hun aldrig troede hun ville se igen. Hvem er kvinden i graven, hvis det ikke er tanten? Og hvis den døde virkelig er Colette, hvem er det så, der har ligget i hendes grav i tre år, og hvorfor lod Colette som om, hun var død? 
Colette efterlader en kasse med kassettebånd til Agnès, og gennem dem begynder mysteriet at folde sig ud. Det er en fortælling om en kvinde, som Agnès aldrig rigtig kendte, men som det viser sig har levet et liv fuldt af hemmeligheder, valg og mod til at forme sin egen skæbne. 
Tata er allerede blevet modtaget med stor begejstring i Frankrig og bogen var på Lire Magazines liste over årets 100 bedste bøger.
Tata er en roman for dig, der elsker historier, der gemmer på lag og hemmeligheder, og som vil have dig til at sidde og bladre videre langt efter, at det burde være sengetid. 
 

Om Valérie Perrin:

Få forfattere har formået at erobre hjerterne på læsere verden over med den samme stille og uforglemmelighed som Valérie Perrin. Den franske forfatter, fotograf og manuskriptforfatter, født i 1967, er i dag et af de mest elskede navne i europæisk skønlitteratur, og det er fortjent til mindste detalje. 

Forfatteren voksede op i Gueugnon, en lille by i Bourgogne, med en far der var fodboldspiller. Hun droppede ud af gymnasiet og rejste som 18-årig til Paris på eget initiativ. Ved siden af forfattergerningen arbejder hun som fotograf og manuskriptforfatter, og hun bor i dag med sin mand, den franske filminstruktør Claude Lelouch, på Montmartre. 

Perrin debuterede som 48-årig med Glemt på en søndag i 2015. Det var ikke et tilfælde, at romanen kom netop da. Om sin debut har hun selv sagt: "Som 48-årig er vi ikke gamle, men heller ikke unge. Vi er erfarne." Livserfaring og modenhed kom til at præge hendes forfatterskab fra start, og det er netop den dybde og menneskekendskab, der gør hendes bøger så stærke. 

Det helt store internationale gennembrud kom med anden roman, Vand til blomster, der udkom i 2018. Bogen spredte sig som ringe i vandet, bogstaveligt talt fra mund til mund, og nåede ud til læsere over hele verden uden støj og reklamekampagner, men på den bedste måde: fordi den rørte folk dybt. Den har solgt over en million eksemplarer i Frankrig alene og 400.000 i Italien, hvor den blev 2020's store lockdown-roman og årets mest solgte bog. I Norge blev den den mest solgte bog i hele 2022, og den franske litteraturkritik kaldte den "verdens smukkeste roman". 

Det, der gør Valérie Perrin unik, er hendes evne til at tage det stille og det oversete og gøre det til noget storslået. Hendes romaner handler om menneskene i periferien, dem vi sjældent lægger mærke til, og alligevel føler vi os dybt set, når vi læser dem. Hun skriver om livets store og ubesvarede spørgsmål med en varme og en præcision, der efterlader læseren forandret. 

 

Læs alle Valérie Perrins romaner 

 

Om Tre (2021):

Nina, Adrien og Étienne mødes i 1986, er alle ti år og bor i den samme lille by. De lover hinanden, at de engang vil forlade provinsens trummerum og erobre Paris. Men livet viser sig sjældent at gå, som vi planlagde det som børn. 
I 2017 finder man en bil på bunden af en sø nær den by, de voksede op i. I bilen er et lig. Den lokale journalist Virginie dækker sagen og opdager, at sporene leder hende til de tre gamle venner, der for længst er drevet fra hinanden. Mens hun nærmer sig sandheden, begynder fortidens hemmeligheder at dukke op og forandre alt. 
Tre er en roman om venskabets skrøbelige og sejlivede bånd, om det vi bærer rundt på i stilhed, og om det, vi aldrig rigtig giver slip på. Perrin trækker tråden fra barndommens uskyld til voksenlivets skår med en sikker hånd og stor empati. Bogen lå på norske bestselgerlister i månedsvis og modtog strålende anmeldelser i hele Norden. 

 

Om Vand til blomster (2018):

Violette Toussaint lever et stille liv som kirkegårdspasser i en lille by i Bourgogne. Dagene tilbringer hun med den lokale præst, graverne og bedemændene, og hendes dør står altid åben for dem, der har brug for en kop kaffe og et lyttende øre. Men hvad har egentlig fået en smuk kvinde i sin bedste alder til at søge dette særegne tilflugtssted, taler ingen om. Ikke endnu. 
Vand til blomster er den roman, der forvandlede Valérie Perrin fra en lovende debutant til en international stjerne. Det er en livsbekræftende og eftertænksom fortælling, der stille og sikkert sniger sig ind under huden på dig og aldrig rigtigt slipper igen. Violette er en af de mest uforglemmelige kvindeskikkelser i nyere litteratur: sårbar og stærk, morsom og sørgmodig, omringet af de døde og alligevel mere levende end de fleste. 
Er der en roman, der fortjener en plads i din bogsamling, er det denne.
 

Om Glemt på en søndag (2015):

Justine Neige er 21 år og har altid boet hos sine bedsteforældre sammen med sin fætter Jules, efter at de mistede begge forældreparene i bilulykker, da de var små. Hun arbejder på det lokale plejehjem Hortensiahaven, og hun er glad for det. Især det at sidde med de ældre og lytte til deres historier. Særligt den næsten hundredårige Hélène fanger Justines hjerte, og hun begynder at nedskrive den gamle kvindes livshistorie i en blå notesbog. 
Men mens Justine hjælper Hélène med at bearbejde minder om kærlighed og krig, finder hun selv modet til at grave i sin fortid efter svar på spørgsmål, hun aldrig turde stille. Og en dag begynder de pårørende at modtage mystiske telefonopkald fra plejehjemmet, og alt vender på hovedet. 
Perrins debut er efter eget udsagn hendes mest poetiske roman, og det kan man mærke. Den rummer humor, nostalgi og melankoli i den smukkeste balance og viser, at Perrin aldrig har skullet finde sit eget stemme. Den var der helt fra begyndelsen. Glemt på en søndag vandt den franske boghandlerpris Choix des libraires Littérature og er oversat til 20 lande. 

 


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner