Ny kogebog i bestsellerserien Valdemarsro

Valdemarsro står bag nogle af de allermest populære kogebøger og nu er Ann-Christine Hellerup Brandt, forfatteren bag, klar med flere lækre opskrifter.

Valdemarsro Vegetar aftensmad udkommer den 16. september 2025 og kan forudbestilles nu.

Læs mere om bogen her

af

- d. 21. maj 2025

 

Inspirerende grundbog til det vegetariske køkken.
Ann-Christine Hellerup Brandt, kvinden bag Valdemarsro, har en stor forkærlighed for det vegetariske køkken – selvom hun ikke selv er vegetar. Hendes grundlæggende tilgang er den samme som altid: Maden skal være nem at tilberede og fuld af god smag. 
Valdemarsro Vegetar Aftensmad fungerer som en praktisk og inspirerende basisbog for alle, der vil udforske det grønne køkken. Opskrifterne er tilpasset almindelige danske familier og tager udgangspunkt i velkendte retter – nu bare i en grøn udgave. Der anvendes friske, naturlige ingredienser, og retterne er både næringsrige, lette at lave og venlige for både smagsløg og pengepung. Fælles for alle opskrifter er, at smagen er i centrum. 
 
Bogen byder på en bred variation af hverdagsretter, der passer perfekt til familiens aftensmad – lige fra cremede pastaretter og varme gryderetter til ovnbagte favoritter og eksotiske indslag fra det asiatiske, mexicanske og indiske køkken. Valdemarsro Vegetar Aftensmad henvender sig ikke kun til vegetarer, men til alle, der har lyst til at spise mere grønt – hvad enten det er en fast livsstil eller blot en måde at indføre kødfri dage et par gange om ugen.
 
Valdemarsro vegetar aftensmad er den fjerde i rækken af kogebøger til aftensmåltidet i den populære serie.
 
OM FORFATTEREN
Ann-Christine Hellerup Brandt (f. 1978) står bag Valdemarsro.dk, der dagligt besøges af rigtig mange danskere, der har glæde af de uendeligt mange opskrifter, som Ann-Christine udvikler til sine kogebøger, website og app.
Hun er forfatter til de storsælgende kogebogsbestsellere Valdemarsro – Aftensmad (2019) og Valdemarsro – Grøn aftensmad (2020) samt Valdemarsro – Jul (2021), Valdemarsro – Kager & desserter (2022) og Valdemarsro – Nem aftensmad (2024). Du finder alle bøgerne nederst på siden eller ved at klikke på titlerne.
Ann-Christine Hellerup Brandt fotograferer ovenikøbet selv de smukke billeder til sine bøger.
 
 
Q&A om Valdemarsro Vegetar med svar fra forfatteren:
 
Q: Hvad gør Valdemarsro vegetar aftensmad til en anvendelig grundbog for det vegetariske køkken?
 
A: Først og fremmest er der rigtig mange opskrifter i bogen! Jeg har fyldt bogen med 150 nye vegetaropskrifter som ikke er udgivet i mine tidligere bøger, og alle 150 opskrifter er hovedretter. Ofte er det nemlig der hvor der er behov for inspiration og her er virkelig meget godt at komme efter.
 
 
Q: Hvilke typer retter kan man finde i bogen, og hvilke køkkener er repræsenteret?
 
A: Hele familien kan spise med og der er mange opskrifter som man kan genkende, blot lavet i en lækker vegetarudgave. Fx millionlinser i stedet for millionbøf og svampe bourguignon og paprikagryde. Der er også lækre madvafler med toppings, grøn streetfood og mad fra såvel det asiatiske, indiske, TexMex og italienske køkken. Jeg har fyldt bogen med både nye grønne retter, klassiske vegetarretter, nye grønne fortolkninger af klassiske retter og der er rigtig mange nye opskrifter i bogen.
 
 
Q: Hvordan beskrives opskrifternes sværhedsgrad og tilgængelighed i forhold til ingredienser og tilberedning?
 
A: Opskrifterne er generelt nemme og der er en rigtig god balance mellem hurtige hverdagsretter og måltider til weekenden, som man kan hygge sig med at tilberede. Alle ingredienserne kan købes i de fleste supermarkeder, og alle kan være med i køkkenet. Jeg gør mig altid meget umage for at lave opskrifter, som alle kan være med på, uanset erfaring i køkkenet eller hvor man kan handle. De ingredienser der skal bruges til bogen, er helt almindelige grøntsager, linser, bønner, gode oste og langt det meste indgår, sandsynligvis som en del af ens basisvarerne i køkkenet i forvejen.
 
 
Q: Hvem henvender bogen sig til ud over vegetarer?
 
A: Bogen henvender sig til alle, der gerne vil spise grønt indimellem. Både unge mennesker, familier og ældre der gerne vil have ny inspiration til madlavningen. Rigtig mange spiser gerne måltider uden kød et par gange om ugen, og her er bogens opskrifter et oplagt valg. Bogen er god til alle der er vant til at lave vegetarisk mad, men også til alle der med det vegetariske køkken bevæger sig ind på et nyt område og gerne vil være sikker på at lave noget der smager dejligt og få succes i køkkenet.
 
 
 

Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner