10. gang er lykkens gang
Tænk at et lille litterært hjørne på internettet kunne føre til Bellascenen på Bogforum
I et ren Leonordo DiCaprio-moment kunne jeg forrige fredag træde op på podiet på Bellascenen til Bogforum i København og lade mig hædre med den vel nok største anerkendelse man som bogblogger eller digital litteraturformidler kan få. Jeg vandt nemlig, endelig har man lyst til at sige, prisen som årets bogblogger 2025 (Danish Book Blog Award). En pris der er stiftet og blevet uddelt af Plusbog siden 2016 og en pris, der foruden pengepræmien og den flotte statuette også er en anerkendelse af det frivillige, men store arbejde, som bogbloggere landet over hver dag præsterer i læseglædens ånd.
Litfix startede som et projekt om online formidling, som jeg lavede under min studietid på Syddansk Universitet, hvor jeg læste dansk. Formålet var at bruge nye medier til at formidle litteratur online, det var tilbage engang i 2015. I starten kaldte jeg min instagramprofil for Levende litteratur og havde et ønske om at levendegøre den ældre lidt mere utilængelige litteratur, og her snakker vi de tunge drenge som Thomas Kingo og Adam Øehlenshcläger, og gøre netop den litteratur tilgængelig dér, hvor de unge færdes.
Da mit valgfag i medier og formidling var overstået, havde jeg vel en følgerskare på omkring 300. Entering Plusbog. For jeg blev nemlig tilbudt at være en del af et online anmelderkorps for Plusbog, hvor vi fik tildelt e-bøger, som vi så skulle anmelde. Og så kom navneskiftet og selve bloggen
litfix.dk. Et navn jeg den dag i dag stadig er meget glad for. Det er kort, det er nemt at huske, det er en måde at formidle mit slogan på: et dagligt fix af litteratur. Og så er resten næsten historie. Der gik nemlig ikke længe før både instagram og blog voksede med flere følgere og så fulgte forlagene og forfatterne, der begyndte at sende mig bøger.
Litfix har for mig været mange ting. Det har været noget jeg har brugt al min tid på, til noget jeg har brugt som hobby. Det har været noget jeg har drømt om at kunne leve af, til at være noget jeg ikke kan undvære men som samtidig ikke er mit levebrød. Litfix er mit hjertebarn. Det er min litterære baby. Det er mit fiktive åndehul. Det er mit altafgørende læsefællesskab. Det er litterære og popkulturelle fandoms. Det er blevet til venner og tusindvis af bekendte bogelskere. Det er en sidegesjæft, et frivilligt stykke arbejde, det er noget jeg har skabt og formet gennem vilde digitale tider og det er noget som jeg ikke, uanset hvor travlt jeg har i det virkelige liv med fuldtidsjob, hus, have, to små skønne drenge, kæreste, familie og veninder, kan undvære.
Litfix og bookstagram er for mig en måde at dyrke en hobby, som var det en sport. Så hvor nogen mødes i padel-hallen eller på fodboldbanen eller til en løbetur, der mødes jeg online og nørder fan-teorier, fan-art, fan-fiktion, fiktionsserier og film og ikke mindst litterære karakterer som afhang vores liv og sundhed af det. At læse for mig er som den motion, der skal holde mig i gang, når livet slår lidt for hårdt, for når verden er for dyster, så er litteraturen og mine bogfællesskaber et holdepunkt. Et lys i mørket. Og for det vil jeg altid være taknemlig.
Hvor skal Litfix så hen ad nu, hvor jeg har vundet Danish Book Blog Award 2025? Jeg føler jo, at det forpligter, men omvendt vil jeg heller ikke lave om på alt muligt. Det vil stadig være litterært nørderi og jeg er stadig bare en pige fortabt i fiktive universer. Ingen ved, hvad morgendagen bringer, men jeg bliver ved med at formidle litteraturen i mit lille hjørne af bookstagram, for jeg kan slet ikke lade være. Tak fordi I er en del af det.