Så er det blevet tid til at stemme på Årets forfatter! Her er de fantastiske forfattere, som kæmper om titlen som Årets forfatter 2023.
På årets Bogforum uddeler Plusbog.dk endnu engang prisen 'Årets forfatter'. Ligesom de mange foregående år har det været meget svært at vælge blot tre nominerede kandidater blandt det stærke danske forfatterfelt. Det er 7. gang, at vi skal uddele prisen og vi glæder os meget til at se, hvem I læsere synes skal vinde den flotte pris.
“Vi må indrømme, at det er utrolig svært at begrænse os til bare tre nominerede forfattere, fordi vi har så mange fantastiske forfattere i Danmark, og hvert år kommer der nye til. Ligesom de andre år er der blevet debatteret længe, før vi nåede frem til finalisterne. Årets tre nominerede er valgt ud fra deres unikke måder at fortælle deres historier på, så vi husker dem og vil snakke om dem. Vi er glade for, at det er Plusbogs læsere, der skal være med til at vælge, for alle tre forfattere så dygtige, at det er svært at vælge én vinder,” fortæller Helene Kristensen fra Plusbog.dk.
De nominerede til prisen som Årets forfatter 2023 er:
Jesper Stein har et stort forfatterskab med sig. Jesper debuterede tilbage i 2008, som forfatter, men det var først da han i 2012 skrev sin første krimi, at endnu flere læsere fik øjnene op for ham. Med sin krimi-serie om Axel Sten får læserne krimi med masser af kant og spænding. Jesper Stein har ligeledes skrevet to ærlige romaner om sit eget liv, hvor man som læser kommer helt ind under huden på familien. Hver gang Jesper Sten udgiver en ny Axel Sten krimi, stryger bogen direkte ind på bestsellerlisten, som "City" også stadig er. Derfor er det også helt fortjent, at vi har valgt at nominere Jesper Stein til Årets Forfatter 2023.
Siden Katrine Engberg udkom med krimien Krokodillevogteren tilbage i 2016, har der været fart på forfatterlivet. Katrine nåede at skrive fem fantastiske bøger i den populære krimiserien om Jeppe Kørner og Anette Werner, inden hun skiftede spor. Sidste år startede Katrine en ny serie om efterforsker og privatdetektiv Liv Jensen og allerede i år kommer bog to. Katrine har et trofast publikum, som bare elsker hendes skrivestil. Så på baggrund at hele to populære krimiserier med den ene bestseller efter den anden, synes vi, at Katrine Engberg fortjener at blive nomineret til Årets Forfatter 2023.
Det er måske ikke mange, som kendte så meget til Benjamin Koppel, inden han udkom med romanen "Annas Sang". En fantastisk familieroman, som er skrevet med baggrund i Benjamins egen familiehistorie. Bogen udkom sidste år og har siden da ligget høj på bestsellerlisten stort set hele tiden. Koppel skriver helt fantastisk, og læserne kommer med ind i det allerdybeste i Koppel-familien. Selvom Benjamin stadig er rimelig ny i bogbranchen, så har han med "Annas sang" virkelig rørt mange læsere. Når en bog bare bliver ved med at være populær i et år, ja så var vi faktisk ikke i tvivl om, at Benjamin Koppel skulle have en plads i finalefeltet til prisen som Årets Forfatter 2023.
Du kan stemme til og med d. 30. oktober. Vi offentligører vinderen "Årets Forfatter" fredag d. 3. november kl.17.30 på Bellacenen.
Håber vi ses !