DBBA fejrer 10 års jubilæum

I år er det 10 år siden Plusbog uddelte den allerførste DBBA-statuette og det skal fejres!

Vi markerer jubilæet ved at uddele en helt særlig Jubilæumspris til en af de tidligere vindere af DBBA-prisen og du kan være med til at vælge hvem.

 

Læs mere her.

 

af

- d. 22. september 2026

10 år med DBBA – nu hylder vi en tidligere vinder

For 10 år siden besluttede Plusbog.dk at stifte en helt særlig pris. Baggrunden var egentlig enkel: Vi syntes, der manglede en pris, som hyldede de mennesker, der hver dag gør en stor indsats for at få endnu flere til at læse bøger. Derfor blev DBBA - Danish Book Blog Award - født.
Siden har prisen udviklet sig i takt med de sociale medier og den måde, vi deler vores læseoplevelser på. For 10 år siden foregik bogbloggernes formidling primært på hjemmesider og blogs. I dag er Instagram for mange blevet den naturlige ramme om det, vi stadig kalder en bogblog. Nye platforme og formater er kommet til, men én ting er den samme: Bogbloggerne spiller en vigtig rolle i at inspirere andre til at læse.
Vi har gennem årene haft stor respekt for det arbejde, der ligger bag at have en bogblog. Det kræver både tid, kreativitet og engagement at drive en profil på sociale medier, som hele tiden skal vedligeholdes, opdateres og fyldes med nyt indhold. Og samtidig skal man følge med i de mange nye bøger, læse dem og formidle sine oplevelser, så andre får lyst til at finde netop deres næste læseoplevelse.
Derfor betyder det også enormt meget for os at opleve, hvor meget DBBA-prisen betyder for bogbloggerne. At prisen stadig har en plads efter 10 år, er for os et stærkt bevis på, at der er brug for at anerkende det store arbejde, der bliver lagt i bogformidlingen.
 

Fra bogblog til nye muligheder

DBBA handler ikke kun om at vinde en pris. Vi har fra begyndelsen ønsket, at prisen også skulle være med til at åbne døre og skabe nye muligheder for dem, der brænder for bøger og formidling.
Det har vi blandt andet set med nogle af vores tidligere vindere. Da Nor og Far Læser vandt DBBA-prisen i 2021 blev de inviteret i i TV for at tale om prisen og det, at formidle litteratur og i dag udgiver de også bøger selv - en udvikling, der begyndte efter deres DBBA-kåring.
Det er netop den slags muligheder, vi gerne vil være med til at skabe. For hos Plusbog.dk brænder vi for bøger, men også for alle dem, der er med til at få bøgerne ud til læserne. En pris som DBBA kan måske være et lille skub på vejen, åbne en dør eller give mod på at tage næste skridt.
Bogbloggernes betydning bliver kun tydeligere. I år har Go' Morgen Danmark eksempelvis inviteret flere bogbloggere ind i studiet for at anbefale bøger til sommerlæsningen, hvilket viser, hvordan bogformidlingen har udviklet sig, og hvordan bogbloggerne i dag er blevet en naturlig del af samtalen om litteratur.
 
Når vi ser tilbage på de første 10 år med DBBA, er det spændende at se, hvor meget miljøet omkring bogbloggerne har udviklet sig. Selve ordet ”bogblogger” har næsten fået en bredere betydning. Det handler ikke længere nødvendigvis om at skrive lange anmeldelser på en traditionel blog. Det kan lige så vel være en Instagram-profil, videoer, billeder, reels og andre kreative måder at dele sin kærlighed til bøger på.
Samtidig oplever vi et helt særligt sammenhold blandt landets bogelskere. Der bliver delt anbefalinger, læseoplevelser og begejstring på kryds og tværs, og fællesskabet er med til at få endnu flere til at opdage nye bøger og forfattere.
 
Derfor synes vi, at 10 års jubilæet er den perfekte anledning til at kigge tilbage på dem, der har været med til at skrive DBBA's historie.
 

Hvem fortjener Jubilæumsprisen?

I anledning af DBBA's 10 års jubilæum uddeler Plusbog.dk i år en helt særlig Jubilæumspris. Prisen går til én af de tidligere vindere af DBBA - en bogblogger, som har gjort sig særligt bemærket gennem årene, og som fortjener at blive hyldet endnu en gang.
 
Nu er det jer, der skal hjælpe os med at finde vinderen. Du kan nemlig stemme på den tidligere DBBA-vinder, som du mener fortjener Jubilæumsprisen.
 
For os er jubilæet ikke bare en anledning til at fejre en pris, der har eksisteret i 10 år. Det er først og fremmest en anledning til at sige tak til alle de bogbloggere, der gennem årene har brugt tid, energi og kreativitet på at få flere til at læse.
 
Vinderen afsløres til årets BogForum fredag d. 30. oktober kl. 18.00 på Bellascenen. Vi ses!
 
Du kan stemme til og med d. 19. oktober.
 

 

Her er de sidste 10 års vindere af DBBA-prisen:

 

2016: Paperback Castles

Det var et enstemmigt dommerpanel, der valgte Rikke med bloggen Paperback Castles som den første vinder af Danish Book Blog Award. Vinderbloggen tog juryen gennem en næsten fuldkommen blogoplevelse. Hhun inviterede os ind i et eventyrligt univers, hvor bøgerne og kærligheden til bøgerne og læsningen var i centrum. Hendes sprog var flot og fortællende, og bloggen var stilistisk flot med stemningsfulde billeder, både af bøgerne og af bloggeren selv.

2017: Bibliotekat

I 2017 vandt Kat Pachniuk med bloggen Bibliotekat på baggrund af sin smukke, inspirerende blog, med hvilken hun har en vision, om at få flere børn og unge til at læse.

2018: Bogoplevelsen

Bogoplevelsen, med Mette Sofie Kirkedal bag tasteturet, blev tildelt prisen i 2018, og her var det især bloggens fokus på at fremme børnelitteraturen, både i hjemmet og i skolerne, der gjorde udslaget. 

2019: Book me up, Scotty!

I 2019 blev prisen tildelt bloggen Book me up, Scotty! af Maria Johansen. Maria Johansen, havde ventet tre finaler på, at det var hendes navn, der blev råbt op. I den fjerde finale lykkedes det! Med sin blog arbejdede Maria på at udbrede budskabet om bogens mange glæder. 

2020: Litteratur.dk

Ditte Engels Hermansen skriver på litteraturdk om et bredt udsnit af skønlitteratur. Hun er især vild med poesi og romaner, som hun flittigt deler smukke billeder og læseoplevelser af.  

2021: Norogfarlaeser

Nor og far Jakob har et stort fokus på at udbrede budskabet om bogens mange glæder hos børnene. Siden de vandt i år 2021, har de udgivet bogen Sådan bliver du bogblogger hvor Nor deler sine bedste tips, idéer og giver dig inspiration til din egen bogblog.

2022: Linedalbro

Line Dalbro Schaumann er en bogblogger med mange års erfaring og med både hendes bogblog og instagram, inspirerer hun både børn og voksne med sine alsidige og dybdegående anmeldelser og inspirerende billeder.

2023: Julie.ottosen

Julie Ottosen har imponeret læserne og juryen, med hendes ærlige og præcise boganmeldelser. Derudover spreder hun masser af læseglæde og anbefaler bøger til børn.

2024: Bogmennesket

Emilie Schultz-Nybye har en gennemført profil og et skarpt blik for trends i booktok-miljøet. Hun engagerer sig aktivt med sine følgere gennem forskellige lege og spørgsmål, hun præsenterer nichebøger og finder små litterære perler, som hun generøst deler, så flere kan få glæde af dem.

2025: Litfix

Julie Rasmine Larsen står bag profilen Litfix, en gennemført og æstetisk profil, hvor kærligheden til bøger og fællesskab tydeligt mærkes. Hun deler både på Instagram og på sin blog, hvor man også finder en læseklub og masser af dybdegående anmeldelser. Julie har en stor passion for litteratur og har for længst cementeret sin plads, som en af de mest engagerede bogbloggere i Danmark.

 


Tags:

Del vores blogindlæg
med dine venner