En tekst, jeg skrev rigtig hurtigt. Jeg ved ikke, hvad jeg blev inspireret af.

Ødelagt og forvirret, hendes øjne sitrer rundt i rummet, mens hendes organer vibrerer under huden på hende. Hun lever på livets højdepunkt og falder straks ned på bar bund, når natten forvandler sig til dag.
Hun ligger nøgen i badekarret og puster bobler op i luften og ser på dem flyve op i luften og blive ødelagt, når de rammer det bare loft. Hun vrikker med sine tæer bare for at mærke, at hun stadig har fødder.

Hun lytter til den utætte vandhane og naboen, der råber af sin kone. De skændes om økonomi og at han glemmer børnene. Han skal altid på arbejde og hun får straks ondt af ham. Han er blot en travl far, der bliver tvunget til at arbejde til langt ud på natten for at forsørge sin hjemgående hustru og fire børn.
Han har tit fortalt hende, at han overvejede at begå selvmord og hun advarede ham om, at man kunne få en hjerneskade af en overdosis med hovedpinepiller.
Den dag sank han ned i hendes sofa og gemte sit ansigt i hænderne, mens han græd højlydt om, at verdenen var nået til dens ende.
Tit når hans kone havde smidt ham ud, så kom han over til hende og spurgte om husly til natten. Hun bød ham ind og serverede varm te med ekstra meget sukker i.
Hele natten så snakkede han højt om, hvor meget han fortrød, at han fik sine børn og han remsede altid op hvorfor han ikke var mand nok til at være far. Han drak tit whisky ude på toilettet og gav børnene McDonalds til måltiderne når konen var ude med veninderne.

Hun sagde aldrig noget, men hun stirrede blot på ham. Det fik ham tit til at snakke langt ud på natten og hun lod ham indtil han faldt i søvn, fordi hun vidste, at ingen lyttede til ham alligevel.

En dør bliver smækket i og han råber skældsord på tyrkisk. Hun forstår ikke hvad han siger, men hun lægger et øre til væggen. Der sker ikke mere, men hun kan næsten høre ham trække vejret derinde fra. Hun forstiller ham sidde på deres seng med blomstrede lagn og gemme sit ansigt i sine hænder, mens han prøver at græde lavmælt så hans yngeste datter ikke vågner.
Men det mislykkedes og straks begynder hans to-årige datter at skrige og græde uhæmmet. Først så beder han barnet om, at sove igen, men sønnen græder højere. Han råber efter hans kone, men hun er gået ud på badeværelset med whisky flasken.
Datteren skriger højere for, at få hendes far over til sig. Hun trænger til at blive holdt om.
Han rejser sig vredt op og går over til hendes vugge og skriger hende ind i hovedet: "Hold kæft!". Han klasker hende en med sin hånd og hun forbliver stille, fordi det er ikke første gang hendes far har lagt en hånd på hende.

Der er helt stille derinde fra og hun bevæger sig væk fra væggen af. Nu kan hun kun høre den utætte vandhane. Hun har på fornemmelsen, at han ikke vil komme forbi i nat alligevel. De sidste dage har han virket opgivende, selvom hun har givet ham et smil hver gang de mødtes udenfor, når de skulle hente deres post.
Hun ved, at mennesker som ham ikke forbliver i live særlig længe og hun fortryder altid, at hun ikke fortæller ham, at han er hendes bedste ven, selvom de ikke kender hinandens navne. Han er den eneste grund til, at hun ikke føler sig ensom. Hun føler sig som en del af familien, når hun ligger i sit badekar og lytter til hvad der sker bag væggen.
En dag så knækker han, tænker hun og kigger på sine hænder, som er blevet rynket af at være i bad i over en time. Vandet føles koldt, men hun fryser ikke. Hun vrikker igen med tæerne, fordi hun føler sig bevidstløs.

Hun tænker tilbage på sin far, som hun ikke kender til længere. Han slog tit hendes mor efter aftensmad hver gang hun skuffede ham. Engang slog hende op til flere gange, fordi en kartoffel var for hård. Engang smadrede han hendes ansigt ind i et spejl, så det gik itu, fordi hun var syg og kunne ikke gøre huset rent.
De skændtes altid og hun så dem aldrig nogensinde holde om hinanden. Hun vidste godt, at hendes mor ikke var et menneske, der ville forblive i live særlig længe og det indså hun for alvor, da hun stod og så på hendes mors kiste beklædt med liljer blive ført ned i graven. Skyerne forblev altid på himlen siden den dag og forvandlede dagene mørke.

Pludselig kan hun høre hendes nabo græde derindefra. Hun sætter sig op i badekarret og banker stille på væggen, men han banker ikke tilbage som han plejer. Hun bliver urolig og overvejer, at gå over til ham, men noget afholder hende.
Straks mærker hun en knude vikle sig fast nede i hendes mave og den strammer livet ud af hende. Kuldegysning ramte hendes krop og bevægede sig ud til hendes fingrespidser, da hun hørte skuddet.
Hun lægger øret til væggen og kan høre datteren skrige højt, fordi hun så det hele, mens konen styrter ind i rummet og skriger højt op mens hun samler hans livløse krop i hendes arme. Han er væk. For alvor denne gang.

Og hun ryster mens hun lytter til det hele. Hun tror ikke på det, så hun lader være med at lade det trænge igennem til hende. Da hun lytter til konens gråd, så synker hun ned i badekarret og nægter at komme op igen fra det kolde vand.
Hun kan høre en ambulance i det fjerne og det er der hun indser, at hun har mistet sin bedste ven, for hun ser hvide liljer for sig.  

Hans navn var ikke italiensk, selvom han sagde det i en accent, som italerne ville more sig over. Hans navn var kort og ligetil, yderst dansk og kedeligt.
Han fortalte tit sine kollager på arbejdet, at han levede et liv som en lidenskabelig forfatter og brugte flere timer ude i byen sammen med vennerne. Han pralede med, hvor mange kvinders hjerter han havde erobret gennem årene. De var altid imponeret over ham. De forstod ikke, hvordan et menneske kunne være så høj på sig selv. Han fløj næsten hjem fra arbejde bare af, at snakke om sig selv. Hans ord var sprudlende og fyldige med så meget mening gemt bag. Han var et vidunder, et helt igennem fantastisk menneske.

Han fløj altid hjem til sig selv alene og han dalede straks ned, da han trådte ind i sin lejlighed. Når lyset blev tændt, så, så alting anderledes ud. Stuen var tom og grå, mens opvasken ude i køkkenet stadig var der ligesom i morges.
Han smed skoene og jakken blev smidt over sofaen. Han sagde ikke et ord, ikke engang til sin kat, som lå og sov. Den lejlighed havde ikke været fyldt med ord i mange måneder og det kunne mærkes gennem den tunge vægt af intetheden.
Han satte sig ned ved spisebordet og tændte for sin computer. Han havde den helt rette historie og den skulle handle om ham selv. Han havde tit drømt om, at skrive en selvbiografisk bog om sit liv og hvad han havde været igennem, men problemet var, at han var en mand uden livserfaring. Han levede ikke noget liv, dog så fandt han det underholdende, at holde liv i historierne og løgnene, som han fortalte andre mennesker. Trods alt så var hans fantasi ikke helt forsvundet. Han havde bare ikke nok mod til, at gøre noget ved drømmene om et meget bedre liv som en helt ny mand.

Han huskede ikke sin barndom eller sine forældre. De var vist døde og lå begravet sammen på en kirkegård langt væk. Han syntes, at det var en smuk tanke, at blive begravet med den, man elsker.
Han elskede dog ikke nogen og havde aldrig prøvet. Han havde mødt mange kvinder gennem sit liv, men de alle ville både have hans opmærksomhed og penge. Han kunne ikke leve både for dem og ham selv. Efter få måneder så forlangte de babyer og en diamantring. Han var bare ikke parat til, at love noget, der skulle holde til døden skiller.

Han var dog sikker på, at kvinden i hans historier, ville en dag vise sig for ham. Han var helt sikker på, at hun havde rødt hår og grønt skær i øjnene.
Han kiggede altid efter hende i supermarkeder, fordi han havde på fornemmelsen, at hun gemte sig der; iblandt agurker og skummetmælk.

Imens han ventede de mange ensomme år, så skrev han om hende og han var kommet hjem fra arbejde den dag for, at skrive, men i stedet stirrede han på den tomme skærm. Han prøvede, at finde hende frem i hans hukommelse, men han kunne næsten ikke bevæge sine fingre. Han vidste ikke om, det var den tunge luft af støv eller om han for første gang virkelig var ideforladt. Han havde ikke skrevet i flere måneder, men han havde beroliget sig selv med, at det nok skulle komme.
Han troede på, at han kunne skrive en bog på en nat og den bog skulle handle om ham. Alle skulle vide, hvem han var, fordi venner var blot bekendte, der delte drinks med ham på hverdage og alle omkring ham på arbejdet, slugte hans løgne om ham selv råt og de nåede aldrig, at se hvor meget han havde brug for en ven.

Det var som om, at de aldrig nåede under huden på ham. De så hans ydre og valgte, at tro på det. De vidste slet ikke, at han var mere end blot et ansigt.
Han stod nemlig op hver morgen til en sol, der ikke endnu var stået op på himlen og ordnede sit ansigt. Hver morgen stillede han sig foran spejlet og klædte sit ansigt på med den rette maske, der passede til både hans humør og omgivelserne. Masken var malet op med en glad mund og hvide tænder. Øjnene var intetsigende og blå, selvom hans rigtige øjenfarve var grøn.
Han tog altid på arbejde uden mange tanker for alle dage mindede om hinanden. Himlen var grå og skyet, mens de samme mennesker gik forbi ham på gaden. Bilerne kørte forbi og fuglene var endnu ikke stået op.

Han hilste altid pænt på alle kollagerne, når han kom til arbejdet. Han smilede et smørrede smil på og lod forestillingen om hans liv begynde. Han pralede højt om, hvor han tilbragte sin nat og han nævnte samtlige natklubber, selvom han brugte endnu en nat på at stirre på en tom skærm. Kollagerne lyttede intenst fordi alle hans historier var anderledes. De var misundelige over hans interessante liv. Han var godt nok det mest interessante menneske, de nogensinde havde mødt. Han skulle nok blive noget stort, sagde de til ham og han fløj atter hjem med de kærlige ord hvilende i hans tanker. I et øjeblik så levede han i deres ord og troede fuldt ud på dem.

Det hele ændrede sig altid når han trådte ind i sin lejlighed og fik atter øje på opvasken, der stadig var der. Han smed skoene og derefter jakken over på sofaen.
Klokken var mange og han indså, at han slet ikke havde spist i flere dage eller været i bad. Han havde kun stirret på den tomme skærm og håbet på, at det kom tilbage. Hvad end det så var.
I et øjeblik blev han overvældet af ensomheden, som trængte sig ind i ham og vred løs i hans hjerte og organer. Han kunne ikke sige et eneste ord.
Han opdagede pludselig, at han stod og græd. Han havde aldrig prøvet, at græde før. Han fangede en tåre med sin hånd og stirrede på den. Tåren var lille og blank, men efterhånden så faldt der flere tårer ned på hans hånd og dannede sig en sø.
Han stirrede ned i tårerne og så sit eget spejlbillede. Han lagde mærke til, hvordan hans ansigt stadig så glad ud, selvom han stod og græd.  Smerten var bidende, men alligevel smilede han og hans blå øjne strålede af glæde.
Han kunne narre hvem som helst med det udtryk bortset fra ham selv.
Han gav slip på tårerne og lod dem falde ned på gulvet og sprede sig indtil de tørrede ind og forsvandt. Han bevægede sig ud på toilettet og fik øje på sig selv i spejlet. Han havde aldrig givet sig selv tid til, at kigge på sig selv. Han så slet ikke ud, som i hans fantasi.
Han kunne ikke forstå, at det han så i spejlet, var virkelighed. Han var faret vild i historier og løgne om ham selv. Han tog stille hænderne op til hans ansigt og mærkede huden, som var lavet af glas.

Han trak vejret stille ind og sank de sidste tårer, hvorefter han tog fat i siden på masken og tog den af. Han gav slip på masken og lod den falde til gulvet og blive knust i flere tusind glasstykker.
Braget fra masken gav ham et chok og for første gang i lang tid, åbnede han øjnene og så sig selv i spejlet.  Han var blevet en gammel mand gennem årene og han lagde mærke til, at hans ansigt var visket ud på grund af alle de år, hvor det var gemt væk og udenfor chance for, at fange lidt sollys, og det efterlod ham ansigtsløs.
Han kunne slet ikke genkende sig selv. Han stod foran en fremmed mand.
Han rykkede tættere på spejlet for, at lære manden af kende og det første han fik øje på, var hans grønne øjne, der kæmpede sig igennem hans nøgne ansigt.
Hans så ud af de grønne øjne, som klare vinduer til en helt anden verden og han så alle mulige smukke historier om sig selv, som var skrevet med ord så sprudlende og med så meget mening bag. Det var ikke kun smukt, det var helt igennem ærligt.