- 22-11-2012 12:55 | 363 visninger | 0 kommentarer
ihh ved simpelhen ikke hvad jeg skal kalde min erindring! .. min erindring handler om at jeg en dag bliver slået af min papfar og bliver så sur jeg truer ham til døde, men lader hver og går ud i en skov hvor jeg prøver at begå selvmord .. det skete den 18/12-2010 .. og har derfor så bare kaldt den: 18 december. tænkte på om du/i vil læse den og komme med en god titel?
18. december
Jeg mærkede et tryk i maven og mistede balancen, jeg ramte gulvet, det var hårdt og koldt, føltes som is. Jeg hørte en stemme i det fjerne, råbe og skrige efter mig. Alt var så sløret, men begyndte langsomt at blive klart for mig. Jeg mærkede, at jeg blev løftet fra jorden, sat på en stol. ¨Du er ingen ting, ingen ting!: hørte jeg en stemme sige i det fjerne. Alt blev pludselig klart for mig, jeg sad på en stol foran mit mareridt, skaber, fjende og ikke mindst min papfar. Jeg var helt udmattet, jeg følte jeg var bedøvet fra top til tå, men samtidig stiv af skræk. Han blev ved med at råbe mig ind i hovedet, at jeg ikke var god nok, at jeg aldrig ville blive til noget og at jeg ikke var elsket af nogen. Jeg hørte et stort klask tæt på mit øre, det gik op for mig jeg lige havde fået en lussing. Alt var tydeligt nu. Jeg rejste mig og så Benny i øjne, som råbte så meget at han fik, fråder i munden Uden selv at vide hvad der skete, lå han på jorden og tog sig til ansigtet. Min højre hånd dryppede med blod. Jeg mærkede et raseri gik op i mig, for det var ikke nok for mig han bare lå der. Jeg gik mod hoveddøren, det eneste jeg tænkte på var om jeg virkelig var noget, om jeg nogensinde ville blive til noget. Benny blev ved med at råbe ¨du er ingenting!¨. Det var nok, min grænse var overtrådt. Jeg gik hurtigt ind på mit værelse, åbnede min private skuffe og tog min dolk. Adrenalinen pumpede rundt i mig, jeg gik over til Benny som var begyndt at komme sig efter slaget, jeg var skrækslagen. ¨Bliv læggende¨ råbte jeg, alt var stille. Han kiggede bange på mig, som en hund der lige havde fået skæld ud. Jeg tog kniven frem og truede ham, mit næste træk var meget afgørende for alt i min fremtid. ¨Jeg troede du kunne forandre mig på en god måde¨ råbte jeg. Tårerne løb langsomt ned af mine kinder, jeg kunne også mærke en stor klump i halsen, der gjorde at det nærmest gjorde ondt at synke. Jeg kunne se Benny begyndte at komme til sig selv og koncentrerede han sig nu mest om at komme op. ¨kig på mig når jeg taler til dig! se hvad du har gjort mig til¨. Benny kiggede mig nu dybt i øjne, ¨du er syg i hovedet¨ sagde Benny. ¨du har dræbt mig, inden i¨ Jeg gik langsomt med små skridt hen imod ham, jeg rakte kniven frem mod hans ansigt. ¨Hvordan tror du det er, hele tiden at blive slået, få skæld ud, og få at vide at man ikke er god nok? Jeg gør alt hvad du siger!¨ jeg mærkede et sus i kroppen, der nærmest fik mig til at kaste op, for hvis jeg slog ham ihjel, hvem var så bedst? Benny lukkede øjne, tog sig til hovedet og tiggede som en hund om at jeg skulle lade hver. Jeg kunne heller ikke få mig selv til det, for en kraft inden i mig blev ved med at sige nej, ¨jeg kan ikke, jeg er ikke ligesom dig¨. Jeg vendte ryggen til ham og gik, jeg hørte en mands stemme græde bag mig. Det var en stormfuld 18. december, man kunne nærmest mærke kulden derudefra. Jeg gik ud i gangen tog en lommelygte, tog sko på, og smed T-shirten for at mærke kulden og gik udenfor. Det var så koldt, at når min næse løb frøs vandet til is. Sneen gjorde nærmest ondt at få på sig, men smerten gik langsomt væk. Mine tænder klaprede så meget det føltes som et kæmpe tryk i kæbben hver gang tænderne klaprede. Jeg gik ud i haven, der var et svagt lys fra månen der lyste haven lidt op. Jeg gik tværs igennem haven, ved siden af mig var min skygge. Den lignede lidt en morder, som var på vej ud for at finde sit næste offer, som skulle tortureres og bagefter slås ihjel. Det blæste helt vildt, så meget at de tynde fine træer ville ligge ned. Jeg tændte lommelygten, foran mig var der en skov jeg ville ind i, det var nemlig den skov, som skulle afgøre det hele. Jeg trådte ind i skoven, den var mørk og kold, så mørkt at lommelygten ikke kunne lyse mere end fem meter før mørket havde sat en barriere for lyset. Herinde blæste det heldigvis ikke så meget, men nok til der nogle gange faldt store sne bunker ned fra træerne foran næsen på mig. Det begyndte at blive så koldt for min krop, at jeg kastede op. Af udmattelse og træthed satte jeg mig ned i sneen op af et træ. Jeg begyndte at synge lidt for mig for at gøre mig rolig og tryg. Tårerne begyndte igen at trille ned af min kind, men der gik ikke lang tid før tårerne frøs fast. Jeg førte kniven langsomt op til halsen, det slog mig pludselig, at jeg aldrig rigtig fik kigget ordentligt på den smukke stjerneklare nattehimmel. Når jeg tænkte over det, var der så meget jeg ikke have haft nået. Hvis det sluttede der, døde jeg kun som 12 årig, jeg havde et helt liv foran mig. Tænk hvis der nu sad en pige ude i verdenen og ventede på mig? hvorfor slog alt det mig der, da jeg alligevel snart skulle forlade alle mennesker? Mine tanker blev afbrudt af en stemme i mit hoved, der blev ved med at sige ¨du er ingenting, ingen vil nogensinde komme til at elske dig, du bliver aldrig til noget¨. Kniven blev trykket mere og mere ind mod min strube, som om et eller andet havde besat mig til at blive ved til min hud gav slip, men der var kun et problem. Min hud gad ikke give sig, den var ikke klar til at give sig, ligesom min krop ikke er klar til at dø. Jeg fjernede kniven fra struben, men jeg var ikke færdig, for jeg skulle have en straf, for det jeg havde gjort. Jeg smed lommelygten og rakte min venstre hånd ud, som jeg skulle tage imod noget. min højre hånd med kniven, blev ført over min venstre hånd. Jeg lukkede øjnene, for det der skulle ske nu ville være så smertefuldt, at det ville være bedre ikke at kigge. Min højre arm var helt spændt og klar til at hugge i min venstre hånd. Jeg mærkede pludselig et sug i min venstre hånd, det gjorde ikke engang ondt, jeg mærkede blot blodet løbe ned af min hånd. Tværtimod føltes det godt, jeg havde aldrig følt mig så i live som der. Jeg havde aldrig følt mig så uovervindelig, som der.
- 01-08-2012 00:57 | 756 visninger | 2 kommentarer
jeg savner min kæreste helt sindsyg meget!! min kæreste er i italien ligenu og er sammen med en masse unge på vores alder (14-17år) som hun tager i byen med ovs. .. inden hun tog afsted tænkte jeg: cool nu kan vi lige få en pause fra hinanden og lige hygge med vennerne.. Men nu savner jeg hende rigtig meget .. hun har været væk i 10 dage nu, hun kommer heldigvis hjem om 5dage nu .. har aldrig prøvet at savne en person sååå meget før ..
Kan i derude der læser det her ikke skrive om i har prøvet at savne en ven/veninde/kæreste så meget så jeg ikke føler jeg er den eneste.. og er der noget man kan gøre for ikke at savvnne en person så meget? føler næsten det er forkert at savne en person så meget..
sidst vi så hinanden havde vi også lige været sammen en måned i træk næsten så glædet mig lidt til at komme væk .. men nu savner jeg hende bare rigtig meget ..
- 23-06-2012 01:40 | 657 visninger | 6 kommentarer
Hvad fanden er Normal?! hvem har ikke prøvet at få af vide ¨du er ikke helt normal¨? er der noget dårligt i ikke ligne alle andre som render rundt og ligner hinanden og tror det er sejt? det er da ikke specielt intressandt at møde nogle der ligner alle andre? en af mine venner havde lige fået en par nye bukser til 1200kr. som faktisk ikke var spcielt pæne men som var G-star hvor jeg havde min bukser på til 400kr. .. han snakkede løs om hvor dyre de var og det var G-star hvor jeg bare tænkte FEDT at mine ikke bukser ikke var dyre end hans for dem jeg har var ihvertfald dobbelt så fede. jeg tror faktisk snart ikke man tænker over hvor fedt ens tøj ser ud? mere hvor dyrt det er? det er tit man møder en ven som siger: Arrh hvad! har lige købt de her par sko til 1400kr. !! er det ikke vildt!!
og der tænker jeg: jo .. det var ret vildt at du overhoved gad købe de sko til 1400kr. når du kan få nogle til 700kr faktisk er pænere. Alle prøver at ligne hinanden for ikke at skille sig ud, men hvorfor? kan godt forstå man ikke vil skille sig ud, men hvorfor skiller man sig ud ved ikke at gå i det samme dyre tøj som alle de andre? hvorfor skiller man sig ud hvis man ikke går med voks? Den dag man kommer i skole med nogle lidt for stramme bukser og en t-shirt med super-man logo på, der ser man først hvem der er virkelige venner. I Dont F*cking Care hvad folk synes om min til selvom jeg tit får kommenteret på den. Er stolt af min stil, ellers vil jeg jo ikke gå med dem, og alle der siger at den er grim .. Jeg vågner sgu nok ikke op hver dag for at imponere dig, så hvis ikke du kan lide min stil så bare lade hver med at kommenter på den
-Stenhøj
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Mand
Alder: 15 år
Oprettet: 8. jun. 2012
Login: 18-03-2013 22:02
Uploads: 4
Blog indlæg: 6
|
|
Mit navn er Markus
Jeg er 14år gammel og bor i Herlev omkring københavn. jeg har en sød kæreste på 15 som jeg har været sammen med i et år jeg er ikke en specielt hård type, mere ret blød i det, fordi jeg har HSP (Høj Følsom Person) ikke fordi man kan mærke det på mig på grund af min ar i sjælen.
|
|
|
|
|