- 14-12-2007 21:03 | 1.048 visninger | 5 kommentarer
Jeg vil gerne dedikere denne her blog til det at blive teenager.
For at åbne op for dørene til en tid som desværre for længst er overstået, vil jeg starte med at lulle jer ind i situationen ved at pege "Nik & Jay" ud. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg bedre skulle kunne forklare jer, hvordan det har været at blive teenager for mig; end "Det vi gør", "Hot!" og "Ryst din Røv" - og at sætte "Tag mig tilbage" på og tænke, hvornår man måske selv sad og tænke en sådan tanke. Og så - på et split sekund sidder man her selv, og kigger tilbage. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Det ville i al fald blive glædens tårer så.
Jeg har de bedste og de dårligste minder fra at være de 13-16 år. Jeg har minder om de bedste venner, jeg nogensinde troede, jeg skulle få. Venner, som virkelig betød meget for mig - venner, som jeg ville dø for. "Venner", som jeg den dag i dag sjældent ser, sjældent skænker en tanke. Jovist har en, to, fem piger hængt ved, som stadig har betydning, specielt fordi der er så mange minder forbundet ved dem. Jeg føler, at hele min fortid kunne tegnes på de her fem personligheder. Jeg, som jeg var, kunne tegner på de her piger.
Og så sidder jeg her en fredag aften og får de vildeste flashbacks, når jeg sætter Nik & Jays første album på. Jeg kan pludselig huske ting, som jeg ikke har tænkt på siden, de skete. Se 13-årige piger få deres første kærester, opleve op- og nedture, eksperimentere, opleve nye mennesker, opleve mennesker, som een ingenting sagde. Bare opleve - ingenting og alting, meget og så alligevel alt for lidt.
Jeg kan nu huske hvordan det var at blive uvenner med sine bedste veninder. Noget som i dag ligger mig fuldstændigt fjernt - hvorfor i al verden skulle jeg skændes med dem, som betyder mest? Men det var jo der vi formede os, det var der vi lærte, at vi ingenting fik ud af det. Og alligevel blev vi ved. Tiden, som er betegnet ved, ikke at blive klogere, selvom det man blev ved med at gøre, gjorde ondt, sårede og ødelagde. Tiden, som var for hurtigt overstået til, at man fik sat sig ned og tænkt tingene igennem.
"Tag mig tilbage" synger de, og jeg kan ikke lade være med at tænke, hvorvidt jeg gerne ville tilbage? Tilbage til dengang, hvor man var så opsat på ikke at lære noget, af det man foretog sig, at man kunne gå ind i en lukket dør igen og igen og igen, uden at overveje at stoppe op og tjekke, hvorvidt den kunne åbnes. Tilbage til dengang, hvor jeg helt sikkert har smidt flest "jeg elsker dig"'er ud til folk, til dengang hvor ingenting rigtig synes at have større mening, end at det blev overgået den næste dag...
Det her er for alt i verdenen en tankestrøm, jeg ved ikke om det giver nogen mening. Men en ting er sikkert, for en gangs skyld ved jeg faktisk noget; tag mig tilbage - bare for en dag, bare for en stund. Det kan ikke passe, at jeg ikke igen skal have følelsen af, at alting er nyt; at alt man oplever bringer et eller andet hidtil ukendt med sig. Tag mig tilbage til dengang, hvor intet var umuligt, hvor intet var givet på forhånd.
S.J.
- 12-12-2007 15:47 | 924 visninger | 0 kommentarer
and these people aren't your friends
Jeg må nok hellere begynde mine blogs her med den sang, jeg har på repeat, mens jeg skriver. De plejer at præge mig - ubevidst eller bevidst. I dag har The Postal Services (TPS) "This Place is a Prison" fået æren.
Kan man føle sig som fange i sig selv? I ved... føle, at de ting man gerne vil, kan man ikke, og grunden til, at man ikke kan det, er og bliver een selv. Når man gang på gang siger til sig selv "fra nu af stopper du med...", selvom man godt ved, at det aldrig, aldrig bliver til noget. Nogle af jer, vil måske tænke, at det jeg formulerer bare er et langt og kludret "ubeslutsomhed" eller "mangel på vilje". Men jeg tror faktisk ikke, at det er det, det handler om. Kan det ikke være, at nogle ting, er et man bare ikke i stand til?
Kan man hige for meget efter noget? Kan man ville noget så meget, at man gør det umuligt? Ville det være bedre at forholde sig mere passivt til sine ønsker med tanken om, at det hele nok skal komme til een? Lad mig citetere TPS: "What does it take to get a drink in this place? What does it take, how long must I wait?" - er både muligt at hige for meget og være for passiv? Hvordan finder vi i så fald middelvejen? Er middelvejen i det hele taget noget, vi kan finde? Eller skal den komme til os?
I mine øjne er livet virkelig for kompliceret til at tænke sådan over det i det daglige. Jeg er bare glad for, at jeg kan få mine frustrationer ud her, selvom de nok stadigt lurer i baghovedet. Hvorfor beskæftiger vi os i det hele taget med spørgsmål, som vi ikke kan svare på? For at føle os endnu mere utilstrækkelige - er det virkelig det vi higer efter? Eller er det vi lærer, mens vi stiller disse spørgsmål at affinde os med situationen, med sandheden. Er det vi lærer at finde den gyldne middelvej ved at affinde os?
Jeg ved det ikke, sjovt nok...
Så når vi føler os fanget i os selv, så føler vi os vel blot fanget i vores uvidenhed; som fanger i vores egen mangel på at kunne løse de spørgsmål, som måske endda præger os allermest. Men er vi så fanger af ingenting egentligt? Eller fanger af alting?
"I know there's a big world out there
Like the one I saw on the screen
In my living room late last night
It was almost too bright to see"
S.J.
- 08-12-2007 17:43 | 937 visninger | 5 kommentarer
... noget, man bestemt ikke havde planlagt, og ikke kunne tænke andet end "fuck!".
Det hænder, at vi laver fejl, det hænder, at vi ender i noget, vi ikke ønsker. Men det hænder også, at vi trækker på skuldrene og tænker "det er jo ikke verdens undergang...".
Er det generelt sådan, at vi er blevet for gode til blot at trække på skuldrene? Eller er det kun mig, der oplever, at hver eneste gang, jeg møder modstand og sidder i situationer, hvor jeg helst ikke så mig selv, så er jeg tilbøjelig til at tænke "hvad der ikke dræber mig, gør mig kun stærkere"? Og hvor er vi i det hele taget, hvis vi er blevet så realistiske, så rationelle, at der aldrig er noget, der er så slemt, at det ikke er godt for noget andet?
Det er måske bedre end alternativet. At enhver modgang knækker, ødelægger og rammer dybt. En negativ konsekvens af at pålægge sit hele liv rationalitet, fremfor sårbarhed og dybe følelser er vel, at det i sidste ende kan ende med, at vi mister evnen til at føle - og således også evnen til overhovedet at eksistere.
Kan man indstille sig selv til at blive så ligeglad, at ingenting betydet noget længere?
Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her indlæg, men hvad jeg prøver at pointere er, at jeg godt kan finde skillelinjen mellem "jeg er ligeglad" og "jeg lader alting gå mig på" meget svær at definere. Og jeg snart ikke, hvad der er sundest? For der er ingen tvivl om, at vi alle af og til bliver trætte af de personer, som simpelthen skal have hjælp til alle deres millioner af problemer. De som simpelthen ikke kan komme igennem en dag uden at finde et eller ved livet, som gør det ondt, surt og slet ikke værd at leve. Men jeg tror, at vi, der på den anden side, er tilbøjelige til at ryste problemerne af os, som var de "ingenting", skal stoppe op og efterrationalisere af og til - inden det hele hober sig op, og ja - ender med at blive uløseligt. Men som først nævnt - hvor går grænsen? Hvornår er et problem så stort, så alvorligt, at det næsten er nødvendigt, at man ligger sig i dynen og græder? Og sig nu ikke, at hvis problemet er stort nok, så vil jeg ikke kunne lade være - for det kan jeg!
Rationaliteten længe leve. Hvor er det dejligt, at man kan iagttage selv sigselv så rationelt, at man kan stille for og imod op overfor hinanden. Og jeg er sikker på, at jeg nok skal nå mit bløde punkt en dag og opleve, at jeg er nøjagtig så opmærksomhedskrævende og sårbar som alle andre. Men jeg tror helst, at jeg vil udskyde den dag lidt endnu.
At vågne op til noget, man bestemt ikke havde planlagt, og ikke kunne tænke andet end "fuck!", hvorefter man illustrativt ryster på hovedet - ryster enhver bekymring om rigtigt og forkert af sig.
S.J.
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 18 år
Oprettet: 29. nov. 2007
Login: 22-12-2007 21:41
Uploads: 5
Blog indlæg: 5
|
|
Livskriterier -
individualitet, musik, retfærdighed, paradokser, udfordring og måske vigtigst af alt - et klap på skulderen
Egentlig er jeg af den opfattelse, at det jeg selv ville kunne sige om mig selv i en situation som denne, ville være stærk forvrænget og præget af en åbenlyst forskruet selvopfattelse.
Mit bedste råd til at forstå mig, må uden tvivl være at læse mine blogs, som forhåbenligt snart vil være her i uanede mængder.
|
|
|
|
|