- 28-02-2013 08:55 | 417 visninger | 3 kommentarer

Eller... Jeg har jo to og den ene har fået mere opmærksomhed end den anden. Det her er den "anden". Stakkels blog. Min første blog, som ellers før har været brugt så flittigt. Hej blog. Hej folk. Har I det godt?

Jeg skal have tøj på og afsted til undervisning lige om lidt, så jeg har faktisk ikke rigtigt tid til alt det her. Men jeg ville bare sørge for, at få lidt ord skrevet ned og så forhåbentligt huske, at jeg har en blog her i den næste tid.

Jeg har det godt. Jeg er godt nok stresset og har ondt i fødderne, for min chef er på ferie, så jeg arbejder stort set fuldtid. Og har mit studie, selvfølgelig. Så der er nok at se til. Men jeg har det godt. Jeg læste lige mit sidste indlæg - der var jeg bekymret om min eksamen og om optagelsesprøve til kor.

Jeg fik 12 i min eksamen og jeg kom med i koret. Og det er skidesjovt og befriende at synge igen. Jeg er også begyndt til Zumba - jo jo! Og.... Ja. Det går egentlig bare stille og roligt travlt fremad. 

- 13-01-2013 18:39 | 446 visninger | 0 kommentarer

Nå, men.. Jeg fik afleveret min eksamen. Så nu er der bare tilbage at vente på knald eller fald. Det føles underligt, når al energi forlader en så snart man har skrevet under på den tredje forside og rækker stakken af fældet regnskov henover bordet. Det føltes også underligt, at jeg aldrig rigtig fandt energien igen til eksamen nummer to. Kom aldrig rigtig op i gear og engagement selvom jeg havde glædet mig helt vildt til at skrive eksamen i netop det fag. Mit yndlingsfag. Men luften var gået af ballonen. Og selvom jeg prøvede at puste mig op igen, så var det som om, at der altid var et lille nåleprik, hvor luften sneg sig ud af konstant. Og så afleverede jeg eksamen nummer to. Og nu er luften helt væk, nåleprikket er udvidet og så må jeg bare vente på at energien vender tilbage. 

Der er tusind tanker i mit hoved og de nægter at falde til ro. De vil heller ikke give hinanden ro til at snakke, så det er bare en stor omgang larm. Som ikke stopper før tankerne falder på plads. Og det gør de ikke ligenu. 

På tirsdag har jeg meldt mig til optagelsesprøve til et kor. Jeg savner at synge helt sindssygt, nogle dage føles det lidt som om, jeg har tabt mig selv. Men jeg er så nervøs, for jeg har ikke sunget for fremmede i noget, der minder om tre år og hvad nu hvis jeg slet ikke kan synge mere? Hvad nu hvis, jeg slet ikke kan finde ud af harmonien, når prøven står på flerstemmighed? Det har aldrig været min stærke side og jeg er allerede ved at tisse i bukserne af flovhed nu over at jeg garanteret ikke kan finde ud af det. 

Så står den på to dages arbejde og det stresser mig også.

Torsdag skal jeg alt for tidligt op og til den dér hovedstad for at holde møde. For alvor går mine specialetanker igang og det føles også som om, det er for meget oppe i hovedet på mig. Udover det ærgrer jeg mig gul og blå over at have fået min 2. prioritet i valgfag med lortelærer og emne, der på ingen måde passer ind i min specialeidé. Og jeg kan ikke få lov til at bytte om af den latterligt simple grund, går jeg ud fra, at faget bliver udbudt i et mikro-kaffe lokale i stedet for noget, der minder om et auditorium. Pisse-uretfærdigt, hvis du spørger mig. Og ja, jeg føler mig lidt som en stædig fire-årig, der tramper i gulvet over ikke at få sin vilje. Men på den anden side: Det er en målrettet vilje og det er vel ikke for meget at bede om at få tilbudt fag, som er relevante for ens speciale, er det? 

Jeg er også lidt en fire-årig i trodsalder, når det kommer til mit arbejde. Siden september har jeg luftet, at jeg gerne vil have fri i nogle uger til sommer, fordi jeg gerne vil rejse med min familie. Vi rejser aldrig sammen og nu er der en særlig anledning. Først fik jeg at vide, at jeg bare kunne planlægge. Så fandt vi ud af, at det ikke kunne lade sig gøre, at jeg planlagde, før vi vidste, hvordan de fuldtidsansatte skulle have ferie. Og det er ikke planlagt nu. Nu har min deltidskollega planer, som til enhver tid trumfer mine rejsedrømme. Og det er noget pis-lort, for jeg beder fandme aldrig om noget deroppe. Og når jeg så beder om noget, så bliver der set igennem fingre med det.
 Der er selvfølgelig ikke nogen, der siger at al håb er ude, men det ser fandme håbløst ud. Og det pisser mig af. Overvejer faktisk næsten at opsige min stilling, hvis det går helt ad helvedes til, selvom jeg godt selv kan høre, at det lyder helt vanvittigt. 

Suk. Det var rart, at få lidt af tankerne ud. Det er rart med et fristed af en art. Nu håber jeg bare, at tankerne stilner snart, så jeg kan få lov til at nyde det dér, de kalder ferie.