- 09-05-2013 07:32 | 204 visninger | 3 kommentarer
Så jeg kan godt skrive under på, at det er et rimeligt chokerende øjeblik, når den dér vildt irriterende og larmende "jeg kommer lige hjem klokken 3 om natten og er pisse ligeglad med om mine naboer sover"-nabo pludselig bliver forvandlet til "jeg brænder lige en lejlighed ned"-brand. Det er rimelig chokerende at ligge i sin seng og vende og dreje sig og blive enig med sig selv om, at verden fandme også er beboet er åndssvage, respektløse idioter og pludselig opdage, at al den larm er gnister, flammer og brandmænd, der hamrer på alle naboers døre.
Det er også lidt skræmmende, at vi ikke har opfattet, at nogen bankede på vores dør, fordi alt andet larmede så forbandet meget. Og det er også skræmmende, at trække gardinet lidt fra og kigge ud i et hav af røg. Ingen af os turde gå ud, for hvad nu hvis de andre var blevet bedt om at blive inde. Det var ikke til at forstå, hvad der foregik og vi hørte kun tingene halvt. Noget om røgdykkere, naboens dør der blev sparket ind og måske noget om psykisk syg person, som måske var derinde. Jeg kunne mærke panikken i mig, da jeg forestillede mig, at flammerne ville trænge ind i vores lejlighed også. Og røgen, der slangede sig ud, da de havde fået tvunget sig ind. Jeg klamrede Shy Boys dyne om min nøgne krop og min mobil i min hånd. Nåede ikke at tænke over at tage tøj på. Da nogen endelig opdagede os og min lysende telefon i vinduet, kom de stormende og hamrede på vinduet. Vi måtte godt lige komme ud nu. Så det gjorde vi.
Og så stod jeg der. I bare tæer og dynen om mig. Græsset var koldt og vådt under mine fødder. Vi fik ekstra tæpper fra politiet med blå skrift på. Oplyste vores cpr-numre. Shy Boy var sød og viklede sit tæppe om mine bare fødder. Fandt ud af, at branden var i lejligheden skråt bag os, men ellers fik vi ikke meget at vide at de folk, som rendte rundt og slukkede med vand og skum og gik på taget for at sikre sig, at det ikke bredte sig. Udover en indsparket dør og slem røgstank var der ikke sket noget hos vores nabo. Men lejligheden bag ham er sort som kul. Hun var heldigvis ikke hjemme. Og jeg tænker på, hvornår hun mon kommer hjem. Om hun får noget at vide inden. Hvordan hun reagerer. Stakkels kvinde.
Vi var heldige. For vi bor i små lejligheder, hvor vi tænker: "Jeg vågner jo, hvis der sker noget". Og det gør man bare ikke. Vi var heldige, at en ung mand skulle hente sin bror i byen, så han var oppe. Vi var heldige, at vores nabo passede en lille-bitte hund, som nægtede at gå i seng og stod og kradsede på døren og gøede. Vi var heldige, at de hurtigt opdagede, at der rent faktisk VAR tale om brand, så brandmændene ville rykke ud. Og vi er heldige, at det ikke har bredt sig. Og at der ikke er sket nogen af os noget.
Og jeg køber en røgalarm i morgen.
- 08-05-2013 13:00 | 183 visninger | 2 kommentarer
For 794 dage siden skrev jeg et blogindlæg om at være skruk. Om at min kæreste skulle tage at holde op med at være sød sammen med børn. Og om at han skulle holde op med at sige "nåh" af de samme snotunger, som mig. Om at mennesker skal holde op med at tage deres søde snotunger med ud i offentligheden og at bekendte i det hele taget skal holde op med at poste scanningsbilleder, "jeg skal snart føde-" og "nu har jeg født den skønneste lille guldklump"-opdateringer. Og billeder af små smilende unger og chokoladeindsmurte ansigter. Hold op med det. (Hold også op med at bruge det faktum, at du har skudt en unge ud, som tilladelse til at lave statusopdateringer om afførings-konsistens - men det er helt anden ikke-skrukhedsskabende-snak - det er bare pisseirriterende og klamt og hvad med at give din dreng laktosefri mælk?!).
Jeg kan huske, at dengang var jeg så skruk, at jeg gik og aede min mave og drømte om, at der var liv derinde. Jeg kan også huske, at jeg har følt, at noget blev taget fra mig, når jeg med rystende hænder tissede på en pind. Jeg ville ikke rigtig være gravid, men blev alligevel lidt skuffet over, at jeg ikke var. Og jeg kan huske, at jeg lavede en regel om, at jeg i hvert fald ikke skulle have børn, for de, som havde mistet på forfærdelig vis, fik. Det kunne jeg ikke gøre mod dem.
794 dage. Jeg har ikke været skruk alle de dage siden. Men det har altså stået på on/off i to år nu. Og ligenu er ingen undtagelse. Jeg er skruk i dag. Jeg var det igår. Og i sidste uge. Og i sidste måned vel også. Nogle dage er det værre end andre. Nogle dage vil jeg skide hul i det hele og forsøge. Andre dage kan jeg ikke overskue tanken om, at have et barn, før jeg er færdig med uddannelse, morgenkvalme, syltede agurker og Ben&Jerry (jeg regner med, at de bliver en fast del af min graviditet), karrierestart, at jeg ikke har været på kærestetur i New York (og Rom og Asien og Venedig... og skrue uden ende!).
- 06-05-2013 21:43 | 181 visninger | 3 kommentarer
Jeg plejer at kunne sige med løftet pande, at jeg faktisk godt kan lide den jeg er. Og jeg mener det også. Tror jeg da. For der skete noget den anden dag, som virkelig fik mig til at tænke over, hvordan jeg har det med mig selv.
Jeg synes faktisk, at jeg er et godt menneske. Jeg er sød, betænksom, rar, snaksalig, når man først lige får åbnet op for mig, venlig, ærlig. Sjov. Jeg kan godt lide at være social. Specielt med mennesker, som jeg kender godt. Men jeg kan også rigtig godt lide at være alene. Jeg kan godt blive lidt... klaustrofobisk af at være sammen med for mange mennesker for længe. Specielt mennesker, som jeg ikke kender. Jeg er ikke særligt god til at smalltalke ret længe ad gangen. Jeg synes, at snak om vejret og "hvad laver du så og hvad skal du imorgen og kan du godt lide... hvad fanden ved jeg?"-snak hurtigt kan blive for meget. Og jeg er måske i virkeligheden pissebange for pauser og stilhed, så jeg konstant tænker over, hvad jeg kan sige bagefter, inden det bliver akavet. Og så går jeg så meget i tænke-funktion, at jeg ikke bare lader den sociale situation være helt naturlig. Så kan jeg nogle gange se mig selv sidde helt udenfor den sociale situation og fatte hat af, hvordan jeg kan blive en del af den igen. Så jeg tænker tit, at andre virkelig kæmper en kamp for at lade mig være en del af det hele. Og at de synes, jeg er pissebesværlig at være sammen med, fordi de hele tiden skal trække mig med ind i samtalen. Hvilket sikkert ikke er rigtigt, men hvad ved jeg. Jeg kan bare føle mig så passiv, frustreret, ja, nærmest lammet i sociale situationer. Fordi jeg er bange for at sige noget dumt, for at ende udenfor min comfortzone, for at høre folk sige, at de ikke kan lide mig eller at de synes jeg er kedelig.
I London sagde en til mig, at hun synes det var helt vildt fedt, at jeg ville med dem ud at spise. Jeg var helt overvældet over, at de overhovedet havde gidet at spørge om jeg ville med. For hvem skulle gide, at tage mig med, når der var så mange andre at vælge imellem? Jeg kunne kun få fremstammet et underligt, akavet ja. Som i mit hovede lød som om, jeg i virkeligheden ikke rigtigt satte pris på at være der. Og det kunne ikke være fjernere fra virkeligheden. Jeg hyggede mig og var lykkelig over at være med.
Da vi skulle sige farvel i lufthavnen krammede hun mig og sagde, at hun var så glad for at have lært mig at kende, for jeg var en dejlig pige. En anden sagde faktisk det samme. Og jeg var helt overvældet.
Herhjemme, da jeg måtte melde afbud fra sidste uges øver skrev en anden pige, at det var hun ked af, for hun havde glædet sig til at give mig et kram. Igen; overvældet. Over at nogen var ked af, at jeg ikke kunne komme. Over at nogen ikke ser min tilstedeværelse som fuldstændig ligegyldig.
Og da de samme piger så havde besluttet sig for at arrangere en sommerhustur for syv piger og jeg var den ene.... Jeg mener... De kunne jo nemt vælge en anden - men de har valgt at spørge mig. Og jeg kunne ikke rigtigt forstå det. Jeg blev utroligt glad og utroligt rørt og så utroligt undrende. Hvorfor lige mig, når der er så mange andre mennesker, de kunne vælge? Hvorfor har de lyst til at være sammen med mig.
Og så gik det op for mig, at det sgu da er en skrækkelig tanke at have om sig selv. Fy. Men hvordan slipper man af med det?
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 23 år
Oprettet: 29. jun. 2009
Login: 23-05-2013 18:40
Uploads: 1.083
Blog indlæg: 660
|
|
Take me to the rainbow, dear.
Ung pige flyttede fra provinsen til storbyen. Hvad min blog kommer til at indeholde og handle om, kan jeg ikke forudse, men følg med og tag del i min sommer, mit efterår, min vinter, mit forår, min forvirring, min glæde, min sorg, mine tanker, mine eventyr, mine oplevelser, mine fantasier, mine minder, mine drømme, min kærlighed - mit liv.
Se også: www.piece-of-my-mind.blogspot.com
|
|
|
|
|