Jeg har en veninde, som kæmper hver dag for at falde til - både studiemæssigt og i livet.
Jeg har set hende kæmpe med tingene i snart et år.
Og i dag - i dag håber jeg at hun er kommet videre mod enden af den mørke tunnel, hun har kæmpet igennem så længe.
Jeg har fulgt hende længere end jeg har kendt hende uden for skærmen.
Jeg har fulgt op og nedture på afstand og tæt på. Jeg har tit taget cykelturen på en halv time for at være der på mærkelige tidspunkter af døgnet - uanset om det har været for at snakke eller bare for at have en rigtig hyggelig aften sammen.
Egentlig er det aldrig lykkedes mig at lukke en person så meget ind på livet af mig, på så kort tid, som jeg har med hende.
Jeg ved ikke om det har været, fordi jeg har manglet et vigtigt punkt i mit liv. At have en at kunne betro mig til. Og den flig hun lukkede op for mig, gjorde alt. Jeg havde aldrig kommet igennem 2011 uden hende ved min side.
Hun er en af dem jeg ser mest til i løbet af en måned. En af dem, som jeg i hvert fald hører fra hver dag. Hun er en af de personer, jeg først tænker på, når jeg keder mig eller når det handler om at lave planer en weekend.
Og at jeg nu kun har et kvarters cyklen over til hende, gør det hele meget lettere.
For jeg ved at hun trækker meget på mig i hverdagene og generelt, men for mig gør det ikke noget. Jeg er hendes veninde, og jeg vil altid være der for hende. Og for mig er hun en af mine bedste veninder den dag i dag. Hun kender mig allerede utrolig godt, selvom vi ikke engang har kendt hinanden i et år. Og jeg bliver overrasket over, hvor godt hun faktisk kender mig - fordi jeg af og til føler, at jeg ikke kender hende på samme måde. Jeg ved, at hun ikke fortæller mig alt, men det respekterer jeg, for der er en grund til at hun ikke gør det.
En ting, jeg husker om hende er, at hun mener, at hun kommer til at skubbe folk væk, afværge dem med grin og smil, og lade som om at verden er ok, selvom den ikke er det.
Og jeg ved udmærket godt at den er gal med hende, selvom hun ikke siger det.
Men igen, så ved jeg også, at har hun brug for at lette hjertet til mig, så gør hun det.
Derfor er jeg også altid parat til dag eller aften sammen med hende, fordi jeg ved hun har brug for det. For jeg har lige så meget brug for hende, som hun har brug for mig.
Jeg ved, at der er sider af hende, jeg aldrig kommer til at lære at kende helt - men er der nogensinde det med nogen? Skjuler vi alle ikke bare et eller andet for vores nærmeste?
Men jeg har accepteret, at jeg aldrig får den fulde side af hende at se, for den side jeg ser af hende nu - den ville jeg for alt i verden ikke undvære. Det er den side, der gør hende til en af de bedste veninder i min verden den dag i dag.
Og det håber jeg at du ved nu.