- 24-02-2012 22:52 | 860 visninger | 0 kommentarer

Jeg har lagt mærke til at selvskade er et emne, der har præget nogle blogs herinde igennem tiden, og også lige for tiden, samt i nyhederne.
Og der farer altid titusind tænker igennem mig, når jeg læser ordet. 1. Hvorfor gør de det?, 2. Nej det er ikke for opmærksomhedens skyld, og 3. Jeg har jo selv været en af dem...
I perioden slut 2004/start 2005 til jeg tog på efterskole i 2006/2007, var jeg en cutter.
Og grunden til at jeg fortrænger perioden er fordi jeg overhovedet ikke har været stolt af den. Én ven vidste, at jeg skær i mig selv. Faktisk er jeg usikker på om to andre også vidste det, men den ene her vidste det helt bestemt.

Og jeg kan ikke rigtig forklare, hvorfor jeg gjorde det, eller jo måske, for jeg kendte godt grunden til når det skete. Det var når alting gik mig på. Mine trælse forældre (som de nu er, når man er teenager), skolen hvor jeg blev mobbet, en forelskelse i en dreng, jeg ikke kunne gøre mig klog på (og som jeg stadig ikke er klog på ). Når dårlige tanker, som om jeg var elendig til alting og ingen venner eller liv havde, så søgte jeg til kniven. Den dulmede den smerte jeg følte inden i. Den dulmede alt det trælse, jeg følte, bare for fem minutter. Jeg skar aldrig særlig dybt, kun overfladiske sår, men nogle gange skete det, at kniven fik lov til at stikke dybere, hvilket to mikroskopiske ar på min venstre arm vidner om.
Når sårene var der, sørgede jeg altid for lange trøjer eller svedbånd til at skjule arrene med. Engang afværgede jeg arrene med at være fra en kat, da det var sommer og varmt, og min mor spurgte til dem.Jeg kan ikke rigtig huske, hvad der gjorde at jeg stoppede helt. Måske fordi denne ene ven blev så ked af det hver gang, jeg gjorde det i stedet for at snakke med ham om problemerne. Men jeg husker i hvert fald, at det ikke er sket siden efterskolen, og jeg begyndte at komme sammen med den ven en måned, inden jeg begyndte der.
Han blev alt i alt min redning. Så selvom personen er fuldkommen ude af mit liv nu og har været det i tre år, så skylder jeg ham sgu mit liv.
Grunden til at jeg skriver denne blog, er fordi jeg blev mindet om den periode af mit liv, jeg tydeligt har fortrængt. Men de to små ar vil altid være der, og de bringer forfærdelige minder med sig, og det ønsker jeg ikke selv for min værste fjende.

Den periode har været en af mine mørkeste nogensinde, fordi jeg blev mobbet i folkeskolen og ikke følte mig velkommen der. Og den dag i dag bliver jeg stadig pisse sur, når jeg hører om mobbe politik på selvsamme skole den dag i dag, for jeg kan fandme roligt sige: Der bliver ikke gjort en skid ved det!
Efterskolen gjorde det bedre, men ikke helt, da folk igen fandt mig for underlig (dog med undtagelse af nogen), men jeg har altid taget tingene nært til mig og frygter at fejle over for andre. Det er først nu her på det sidste halve år, at jeg har turdet slå hånden i bordet og sagt "Fandme nej! Jeg har også grænser!"

Mit håb til alle cuttere, der støder på denne blog, er at de stopper i tide og får den hjælp de har brug for. Hvis I ikke føler nært bånd til jeres forældre (ligesom jeg heller ikke gjorde), så opsøg en ven eller en voksen I stoler på, ring til børnerådgivningen og få snakket om de problemer I går med.

For det var det, der reddede mig i sidste ende, at jeg havde en person, som oprigtigt holdte af mig og som lyttede til mig, når jeg havde brug for det.