- 29-11-2012 11:08 | 530 visninger | 0 kommentarer

Det er sjældent, at der går så lang tid mellem mine blogs, men jeg har været temmeligt ophængt den sidste uges tid. Nu er jeg klar igen!

For ser I... Der sker altså meget på en uge. Først og fremmest har jeg jo været på landet og besøge min far og lillebror. Det var faktisk hyggeligt, omend lidt anstrengende i længden. Jeg er virkelig ikke god til folk for længe af gangen lige for tiden og slet ikke min far og lillebror. Sidstnævnte er virkelig blevet teenager så det basker og han har rigtigt travlt med at rette på min far. Min far hopper altid i fælden og de diskuterer derfor ALT HELE TIDEN. Det er pænt anstrengende i 2 dage. De bliver ikke uvenner eller gør det på en ubehagelig måde, men der er hele tiden stikpiller i luften.
Jeg gjorde alt for at fungere helt normalt i de 2 dage trods stress og det viste sig i sidste ende at have været dumt. Det betød nemlig at min far sagde, at han overhovedet ikke troede jeg havde stress eller var deprimeret, hvilket jeg så sad og prøvede at argumentere for i et kvarter, hvor han bare kiggede på mig med det der "jeg-ved-bedre-blik". Det gjorde ondt. Jeg ønsker jo ikke at lide af stress, så hvorfor sætte mig i den situation? Hvorfor skal jeg ende med at sidde og argumentere for dét? Det gjorde mig egentlig rigtigt ked af det, og det var præcis det jeg gerne ville undgå, da jeg ventede med at fortælle ham det. Jeg tænkte ikke så meget over det da, men jeg har tænkt meget over det siden jeg kom hjem søndag, og jo mere jeg tænker over det, jo vredere bliver jeg i virkeligheden. I det hele taget har jeg en hel del vrede til overs for min far lige for tiden, og jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre ved det.

Nå men.. Søndag aften tog jeg til Roskilde sammen med Chap - min gode folkeskoleven jeg ikke har set i næsten 3 år. Det var så overdrevet hyggeligt. Vi satte os bare ind på en café og drak en øl og snakkede. Og snakken gik ikke på noget tidspunkt i stå. Det var ikke akavet eller noget som helst. Bare rigtigt, rigtigt hyggeligt. Og ovenpå to dage hos min far var det rigtigt dejligt bare lige at koble fra.
Jeg håber virkelig, at han snart besøger mig herinde. Han er en travl mand, men han virkede også som om, at han virkelig havde hygget sig. Det var dejligt at se ham igen, og det var dejligt at han stadig er den hjertelige søde dreng som han altid har været. Jeg blev der faktisk en hel time mere end jeg havde planlagt.
Så tog jeg jo så hjem, og fik mig da en god gammeldags forkølelse dagen efter. Vi havde nemlig i en times tid vandret rundt i regnen for at finde på hvor vi skulle gå hen; det var vist en pænt dårlig idé. Især med en uldtrøje og en utæt jakke, og en ret lang tur hjem.

Denne her uge er gået stille og roligt. Bjørn har været hjemme. Hans stress er også ved at blusse helt forfærdeligt op igen og han har rigtigt mange psykosomatiske symptomer. Han har altså været syg. Det har været hyggeligt, ingen tvivl, men det bekymrer mig, at han har det så skidt. I det mindste kan vi stadig få hinanden løftet lidt op, og det er godt nok rart. Han nærmer sig end ikke at være så depressiv som Bamse.

I går var jeg til lægen igen.
Og jeg kom rigtigt ked af det hjem igen. Hvorfor? Fordi jeg mistede tilliden til hende igen. En tillid jeg var rigtigt glad for at have fåe tefter bare ét møde med hende. Men hun havde travlt i går, og det kunne mærkes. Hun kunne nærmest ikke vente med at få lavet en ny aftale til om 14 dage og hun sagde alt muligt vrøvl. Alt sammen efter at jeg havde læst et MEGET, meget, meget personligt brev op til min mor, for hende, hvor jeg var begyndt at græde. Det var sindssygt grænseoverskridende for mig og da hun så bagefter bare havde vildt travlt med at komme videre, så gjorde det ondt. Især da hun gav mig ukorrekte oplysninger og slet ikke havde styr på sine sager - hun måtte hive den anden læge ind, og hun havde ikke gennemlæst journalen da jeg kom. Hun kunne nærmest ikke huske hvem jeg var og sagde: "Ah ja, vi har mødt hinanden før".
Jeg kan simpelthen ikke sidde og være så personlig overfor en der ikke engang kan huske hvem jeg er. Det er jo naturligt nok; hun har mange patienter og det er en måned siden jeg var der sidst, men... Lige meget hvor naturligt det er, så gjorde det ondt at ligge så meget af mig selv i det og have haft tillid til hende. Det krakkelerede. Hun sagde rimeligt hurtigt, at hun har tænkt sig at give mig en henvisning, og det er jo en god nyhed. Men hun vidste ikke noget som helst om reglerne for at få en, og hun anede ikke noget om tilskud til den. Det var så dér hun hev fat i den anden læge.
Det blev alt sammen til, at jeg skal derover igen om 14 dage (13 nu). Dér skal vi tage en depressionstest - fordi det skal man, for at kunne få en henvisning. Hvis den viser jeg har en depression, så kan hun skaffe mig en henvisning. Det irriterede mig, at hun havde så travlt i går, da hun ikke engang lige tog den med mig dér. Det betyder, at det bliver udsat yderligere 14 dage, at jeg skal have noget hjælp.

Og så skal jeg jo så finde en psykolog. Og jeg skal finde ud af, hvordan fanden jeg skal kunne betale 300,-+ hver gang jeg skal derhen. Jeg tror, at jeg bliver nødt til at spørge min far, om han vil hjælpe mig, med 100 kroner pr. gang eller et eller andet, og det huer mig virkelig ikke. Jeg er glad for, at jeg får en henvisning, faktisk. Det tror jeg virkelig, jeg har brug for. Det går mere og mere op for mig.

Men ja, jeg kom meget forhutlet hjem igår og skulle lige trække vejret. Så ringede Bjørn og vi talte frem og tilbage, og han kunne godt mærke den var gal. Ikke så lang tid efter brød jeg helt sammen, fordi jeg egentlig var så ked af det. Det er lidt dumt, men..  Ja.. Jeg havde bare virkelig håbet hende lægen kunne hjælpe mig. Ikke at hun ville udsætte mig. Og jeg havde ikke regnet med at skulle gøre noget så personligt og så havde hun ikke engang tid til det. Det ender med at have været 2 mdr siden, at jeg var til den første samtale med hende, og bagefter skal jeg jo også vente på at en psykolog har tid. Argh...
Så jeg græd og græd og Bjørn var så sød. Han er virkelig så dejlig. Han sagde at det var okay, at jeg græd, og det kunne han godt forstå, at jeg gjorde. Og at han syntes at jeg er stærk, og at jeg næsten er endnu mere stærk når jeg godt tør være ked af det overfor ham. Og så græd jeg endnu mere.
Men til sidst faldt jeg til ro. Jeg skulle vist bare tude igennem.
Lægen bad mig om at skrive videre på brevet til næste gang; det har jeg ikke tænkt mig.

I går gik ellers med at passe Kitty og hendes storesøster og det var hyggeligt. I aften skal jeg passe Kitty igen. Har jo haft ekstra timer i denne måned så kommer til at tjene ret pænt på det. Det er dejligt. Især nu hvor jeg ikke har nogen SU...
Har jeg sagt det?

Jeg er udmeldt fra mit hold på skolen, men får lov at gå til eksamen. Det er dejligt, men økonomisk ret skidt. Det er opsparing der går med det. Sådan er det bare.

Nå, men nu bliver den her blog altså for lang, og jeg skal have vækket Bjørn. Den stakkel har hovedpine, men vi aftalte at få noget ud af dagen.

Møs.

- 21-11-2012 12:00 | 582 visninger | 0 kommentarer

Hold da op.. Af en der normalt ikke har ret mange ting i kalenderen at være, må jeg sige at de næste dage bliver noget voldsomme for søde lille mig. Lige pludselig var der 20 ting der blev planlagt og nærmest alle i forlængelse af hinanden; Bare tanken om det lige nu, er mig lidt uoverskuelig, men mon ikke det går.

I aften skal jeg besøge min storebror og hans kæreste.
I morgen aften skal jeg passe børn og i morgen formiddag burde jeg tage ind på min skole for en kort bemærkning.
Fredag har jeg lovet mig selv ud til Bjørn og en god film.
Lørdag skal jeg passe børn og så går turen hjem til min far.
Jeg sover hos min far til søndag, hvor jeg efter aftensmaden skal mødes med en af dem der var mine bedste venner i folkeskolen; Chap. Vi skal ud og drikke en kop noget varmt og ses for føreste gang i... 2-3 år! Det bliver spændende og hyggeligt, selvom at vi begge to er i en lidt hård tid. Hans kæreste gennem 2 år+ er lige gået fra ham og han er ret ked af det. Efterfølgende skal jeg så hjem.

Så ja.. Der er knald på! Men jeg har også været så pokkers isoleret de sidste par uger, at det bliver sgu nok meget rart.

I går fik jeg endelig et brev fra min skole. Der står at jeg bliver udmeldt om en uge, hvis jeg ikke tager til samtale inden da, så det gør jeg naturligvis. Jeg vil gerne have lov til at gå til eksamen, og jeg vil også meget gerne undersøge muligheden for liiige at få SU i december. Havde de sendt brevet 4 dage senere, så havde det ikke været noget problem med min SU, for så havde de ikke kunnet nå at udmelde mig, men nu må vi se. De kan nok godt finde ud af et eller andet. I hope. Ellers må min opsparing jo bare gå til det - har ikke rigtigt andre muligheder.

Jeg har fået lidt mere styr på hverdagen. Spise rmorgenmad, frokost og aftensmad nu og jeg får også lavet De Fem Tibetanere langt de fleste dage. Mig og Bjørn har det også fortsat dejligt, selvom der ikke skal ret meget til at gøre mig sur, ked af det eller mut. Det lader til at gå, for jeg er blevet bedre til at kommunikere. For det meste i hvert fald.
En af grundene til, at jeg tager hjem til min far er, at Bjørn skal arbejde og til julefrokostgøjl lørdag. Søndag får han sine nevøer på besøg. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne kombinere en tur "hjem" med at slippe for at sidde og være ked af, at Bjørn er afsted, så var den her weekend oplagt.

Bamse har jeg ikke hørt fra i en måned, og det plejer at betyde at jeg nok snart får en sms. Nu må vi se. Nu vil jeg få liv i Bjørn, der er småsyg i dag, og så vil jeg gå i bad og få vasket lidt op, så jeg er klar til at besøge min storebror.