- 03-12-2012 23:38 | 436 visninger | 0 kommentarer
Jeg er egentlig gået i seng, men har måttet opgive at falde i søvn. Jeg tænker alt for meget, og der har været for meget run på i dag, til at jeg bare lige kan falde ned og til ro. Det er frustrerende, men sådan er det vist bare.
Bjørn sagde i dag, at han gerne vil have vi er mindre sammen og snakker mindre sammen. Til at starte med gjorde det ondt, men jeg ved jo godt, at det ikke handler om mig, eller om, at han er træt af mig. Det kommer sig af, at han er blevet rigtigt stresset igen og de sidste dage har været meget pressede. Han har været på arbejde lørdag, søndag og i dag, og egentlig har han bare haft brug for ro. Især fordi han 1. ikke har kunnet sove og først er faldet i søvn kl. 3 i et par nætter nu, 2. han har en opgave til skolen, der skal laves inden fredag, og han er ikke rigtigt kommet igang. Han har ikke energi til det. Når vi så er sammen så får han ikke lavet det han burde og han får ikke noget tid alene, hvor han bare kan koble af. Han vågner med mig, tager på job, kommer hjem til mig igen, forfra. Stort set, i hvert fald.
Og jeg forstår ham godt. Hvis jeg ikke havde et øjeblik alene om dagen, så ville jeg også blive skingrende sindssyg. Og det er jo ikke min situation lige nu; jeg har rent faktisk hele dagen for mig selv - hver dag.
Det er også derfor det gør lidt ondt, når han siger det, fordi jeg ved, at det betyder endnu flere timer helt alene. Men.. Hvis jeg ikke giver ham plads og ro så betyder det, at jeg har en sur og irritabel kæreste, og det betyder, at vi kommer op at skændes.
Det skete fx i går aftes, hvor han formåede at blive virkelig sur over, at jeg sagde, at jeg nogle gange følte, at han var lidt for god til at være sand. Han følte jeg satte ham op på en piedestal som han slet ikke havde fortjent, og at han nogle gange godt bare ville være almindelige Bjørn, uden alt muligt. Han skældte mig ud og bad mig om at skrue ned. For mine følelser for ham. Eller.. I hvert fald for at udtrykke dem. Han kunne ikke rumme det. Det gjorde mig ked af det. Jeg havde lidt sådan en følelse af at have givet ham en gave, som han så bare smed tilbage i hovedet på mig og sagde: "Jeg vil ikke have den!"
Men vi fik snakket det ud, og vi fik reddet de misforståelser ud, som der nu engang var.
Det er den slags mærkelige reaktioner, udbrud og skænderier som kommer ud af det blå, når han bliver rigtigt presset, og jeg vil meget hellere give ham plads og ro end jeg vil skændes med ham.
Jeg kan tage den slags meget personligt. Det første jeg tænkte var virkelig, at han var træt af mig. At han ikke gider mig. At han ikke elsker mig og ikke har lyst til at bruge tid sammen med mig. Men.. Jeg fik jo tænkt mig om, og så forstod jeg det godt. Så jeg sagde til ham, at det er okay. Han skal nok få al den ro af mig, som han har brug for, og vi aftalte, at når jeg kunne mærke, at han er irritabel, så må jeg meget gerne sige, at jeg skal ordne nogle ting og lægge på (hvis vi snakker i telefon), og hvis han er her, så kan jeg evt. bare lave et eller andet selv og så lade ham stene hvad end han nu har brug for.
Ikke for min skyld - men for hans. Og vores, egentlig også, for ingen af os synes det er sjovt, når der bliver bidt hoveder af.
Jeg bliver også nødt til at se på det her forhold i til mit forrige. Det var med en som jeg aldrig så. Som jeg, når jeg var heldig, måtte ringe og sige godnat til et par gange om måneden, når jeg gik i seng. Som det sidste meget lange stykke tid kun fik et par sms'er fra pr. dag og.. Ja.. Som råbte af mig, når vi endelig snakkede sammen. Jeg er sygt priviligeret, og jeg har prøvet det der var værre end det jeg er i nu. Han er min nærmest hver dag. Og hvis jeg formår at give ham plads, så er han min i meget lang tid endnu, tror jeg.
Men hvorfor er det så, at jeg ligger og spekulerer? Jeg ved det ikke helt. Der er bare så mange ting.
- Jeg er kun kommet ind på det éne flexhold og kan derfor ikke få SU
- Det er snart jul, og det har jeg slet ikke lyst til
- Jeg skal nok snart starte til psykolog
- Jeg er vred på min far
- Jeg har dårlig samvittighed overfor Lobster, fordi jeg er så asocial. Men jeg har undskyldt, og hun forstod
- Jeg køber alt for mange dyre julegaver og har ikke ret mange penge
- Jeg kan ikke hitte ud af hvordan min juleferie skal hænge sammen
- Jeg er træt af at være ked af det
- Jeg kan ikke sove. Hvorfor? Hvordan kommer jeg til det?
Åååh...
Nå... Bjørn kan heller ikke sove, så han ringede. Nu ser vi Numb3rs...
Godnat og sov godt folkens
- 02-12-2012 17:15 | 467 visninger | 0 kommentarer
Det er 2. december i dag. Det betyder, at der er 22 dage til jul. At det åbenbart er nødvendigt med sne (tak, små vejrguder.......... ARGH). At det er 1. advent, og at jeg har givet min første adventsgave til min dejlige kæreste Bjørn (han blev vildt glad - Tak til Cool Water). Og.. Ja.. Det er søndag, så alting ånder fred og ro.
Der er sket forskellige småting de sidste par dage. Fx har jeg ansøgt til to flexhold på GSK, så jeg kan få noget SU. Jeg bedømte, at det nok er fornuftigt at finde en måde at have en fast indtægt på, men samtidigt har jeg jo også indset at pt. kan jeg ikke følge normal undervisning. Jeg ved ikke, om jeg bliver optaget, for et af fagene jeg valgt var Samfundsfag B, og der findes åbenbart ingen uddannelser hvor det er et krav (hvis man har Historie B ). Så.. Det er spændende. Engelsk A og Samfundsfag B.. Det er jo ikke dårlige fag at have og jeg tror godt, at jeg kan overskue de afleveringer der måtte være.
Derudover har jeg siddet og søgt efter en psykolog og har efterhånden snævret det ind til 3 der ser fornuftige ud. Den ene er tæt på og de to andre er vist inde i byen. Det gik op for mig, at jeg synes det er pænt grænseoverskridende. Jeg vil gerne have hjælp og er samtidigt i tvivl om, om nogen kan hjælpe mig. Kan en psykolog hjælpe mig? Kan vedkommende sige noget til mig, som jeg ikke allerede ved? Svaret er jo nok ja. Jeg bliver jo nødt til at stole på, at de kan deres kram. Jeg har aldrig før haft de tanker. Før nu hvor jeg selv sidder og skal lede efter en. Og jeg er lidt bange. Jeg er bange for at skulle åbne op overfor en helt fremmed, og jeg ved ikke om jeg er i stand til det. Derfor er det også vigtigt, at jeg finder den rigtige. Jeg har besluttet, at det skal være en kvinde, for jeg tror, at jeg har meget svært ved at være tryg ved en mand. Nu må vi se; Jeg skal jo også lige have min henvisning før det bliver aktuelt.
Min far har forresten sagt, at han godt vil sponsere. Det betyder, at det ikke bliver så slemt for mig at skulle betale for psykologen, og det betyder sgu meget for mig.
Så har jeg været alene hjemme. Det har været dejligt, selvom jeg kan mærke, at jeg er ved at få ret dårlig samvittighed over min måde at passe mit venskab med Lobster. Jeg bliver inde hos mig selv det meste af tiden, og selv når Lobster faktisk er hjemme, bliver jeg her. Jeg kan ikke rigtigt rumme for meget selskab, og lige nu får jeg bare mest ro af at være sammen med Bjørn. Men efterhånden virker det sgu nok som om, at jeg vælger ham frem for hende, og jeg må hellere finde en måde at få sagt undskyld. Hun kom hjem i dag og havde et kalenderlys med til mig; Det var rigtigt sødt. Og så kom Krølle, som jo er hendes ekskæreste. Jeg hader vores tynde vægge. De har lige knaldet. 2 gange. Det er simpelthen så snotdumt. Han er dybt ulykkelig over bruddet og har været det i flere måneder nu, og hun er kommet videre. Det der med at begynde at knalde med ham er simpelthen så dumt. Men det må hun jo om.... I morgen har vi en aftale om at vi skal købe julegaver og spise middag sammen ude, og det bliver virkelig rart. Her får jeg nok også taget mig sammen og får undskyldt for mit asociale væsen.
Jeg tror godt, at hun forstår, at jeg bare har brug for ro, men det er bare meget rart at forklare hende det.
Bjørn får Peder på besøg i dag og de skal lave middag og sådan.. Det betyder jeg har aftenen for mig selv (faktisk har jeg haft hele dagen, for han har været på arbejde). Det er godt og skidt på samme tid. Skidt fordi jeg savner ham, og godt fordi han har brug for lidt andet selskab end mig - kan jeg mærke. Med alle hans sygedage går han og er ved at blive sindssyg. Det er ikke pga. mig, men fordi han føler sig indelukket. Han er virkelig typen, der ikke kan gå derhjemme for længe uden til sidst at bide hovedet af en hver gang man åbner munden..
Men vi har det godt. Vi havde en alvorlig samtale den anden dag, der fik mig til at stortude i en times tid. Jeg lå virkelig og hulkede og igen viste det sig, at den mand er den bedste i verden til at trøste mig. For han trøster mig ikke. Han fortæller mig bare, at det er okay at græde og være ked af det. Han synes ikke jeg er ynkelig, eller at jeg burde tage mig sammen. Det kan jeg mærke.
I dag fortalte han mig, at hans tidligere bolleven, som han engang var sin ekskæreste utro med og som han i øvrigt har fortalt meget om, dengang vi bare var venner (alá vi har et virkelig godt sexliv, blabla), har "prikket" til ham på Facebook i dag. Hun slettede ham, da han sagde, at han havde fået en kæreste og siden har hun kun skrevet til ham en enkelt gang. Jeg er sygt utryg ved hende, fordi jeg ved 100% at enhver henvendelse fra hende er et bootycall. Og den der viden omkring, at han lod sig friste af hende da han var sammen med sin ekskæreste er bare så fucking ubehagelig. Jeg var meget tæt på at blive rigtigt ked af det, da vi snakkede om det. Han spurgte, hvordan jeg havde det med, at han fortalte om at hun havde henvendt sig, og jeg sagde direkte, at jeg syntes det var møgubehageligt og gjorde mig rigtigt utilpas. Samtidigt er jeg jo også glad for, at han siger det. Hvis jeg selv havde set det, var jeg blevet endnu mere utilpas. Jeg er glad for, at han ikke holder det hemmeligt for mig.
(...Nu knalder Lobster og Krølle igen. Seriøst!!)
Nå, men derfor kan det altså stadig godt være ubehageligt. Og til sidst sagde jeg, at jeg ikke havde lyst til at snakke mere om det, fordi jeg virkelig var ved at blive ked af det. Lige siden har det siddet lidt i mig, selvom jeg gør hvad jeg kan for at glemme det lidt og være glad. Det er virkelig noget jeg gerne vil tage op med en psykolog. Det kan ikke passe det skal ødelægge halve til hele dage den slags.
Jeg har ikke fået købt ind i dag, fordi jeg ikke orker at gå ud i sneen. Så det må vente til i morgen. Vi har vist også mad nok i virkeligheden. Masser af rugbrød og pålæg.
Jeg fik forresten SU, selvom jeg er blevet udmeldt. Jeg tror, at det er en fejl, og at de har tænkt sig at bede om at få pengene pænt tilbage, når de opdager det, men det må jeg jo tage som det kommer. Det ville da være ret nice hvis det går dem næsen forbi og jeg skal jo trods alt til eksamen... Om 18 dage.. Jeg har ikke gjort noget som helst tyskagtigt i 2 mdr., så det bliver pænt spændende.
Fuck hvor jeg vrøvler. Jeg synes altid, at jeg kommer herind for faktisk at skrive et reelt indlæg om noget vigtigt og det ender altid sådan her... Jeg undskylder..
... Nu knalder de fandeme igen.
- 29-11-2012 11:08 | 465 visninger | 0 kommentarer
Det er sjældent, at der går så lang tid mellem mine blogs, men jeg har været temmeligt ophængt den sidste uges tid. Nu er jeg klar igen!
For ser I... Der sker altså meget på en uge. Først og fremmest har jeg jo været på landet og besøge min far og lillebror. Det var faktisk hyggeligt, omend lidt anstrengende i længden. Jeg er virkelig ikke god til folk for længe af gangen lige for tiden og slet ikke min far og lillebror. Sidstnævnte er virkelig blevet teenager så det basker og han har rigtigt travlt med at rette på min far. Min far hopper altid i fælden og de diskuterer derfor ALT HELE TIDEN. Det er pænt anstrengende i 2 dage. De bliver ikke uvenner eller gør det på en ubehagelig måde, men der er hele tiden stikpiller i luften.
Jeg gjorde alt for at fungere helt normalt i de 2 dage trods stress og det viste sig i sidste ende at have været dumt. Det betød nemlig at min far sagde, at han overhovedet ikke troede jeg havde stress eller var deprimeret, hvilket jeg så sad og prøvede at argumentere for i et kvarter, hvor han bare kiggede på mig med det der "jeg-ved-bedre-blik". Det gjorde ondt. Jeg ønsker jo ikke at lide af stress, så hvorfor sætte mig i den situation? Hvorfor skal jeg ende med at sidde og argumentere for dét? Det gjorde mig egentlig rigtigt ked af det, og det var præcis det jeg gerne ville undgå, da jeg ventede med at fortælle ham det. Jeg tænkte ikke så meget over det da, men jeg har tænkt meget over det siden jeg kom hjem søndag, og jo mere jeg tænker over det, jo vredere bliver jeg i virkeligheden. I det hele taget har jeg en hel del vrede til overs for min far lige for tiden, og jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre ved det.
Nå men.. Søndag aften tog jeg til Roskilde sammen med Chap - min gode folkeskoleven jeg ikke har set i næsten 3 år. Det var så overdrevet hyggeligt. Vi satte os bare ind på en café og drak en øl og snakkede. Og snakken gik ikke på noget tidspunkt i stå. Det var ikke akavet eller noget som helst. Bare rigtigt, rigtigt hyggeligt. Og ovenpå to dage hos min far var det rigtigt dejligt bare lige at koble fra.
Jeg håber virkelig, at han snart besøger mig herinde. Han er en travl mand, men han virkede også som om, at han virkelig havde hygget sig. Det var dejligt at se ham igen, og det var dejligt at han stadig er den hjertelige søde dreng som han altid har været. Jeg blev der faktisk en hel time mere end jeg havde planlagt.
Så tog jeg jo så hjem, og fik mig da en god gammeldags forkølelse dagen efter. Vi havde nemlig i en times tid vandret rundt i regnen for at finde på hvor vi skulle gå hen; det var vist en pænt dårlig idé. Især med en uldtrøje og en utæt jakke, og en ret lang tur hjem.
Denne her uge er gået stille og roligt. Bjørn har været hjemme. Hans stress er også ved at blusse helt forfærdeligt op igen og han har rigtigt mange psykosomatiske symptomer. Han har altså været syg. Det har været hyggeligt, ingen tvivl, men det bekymrer mig, at han har det så skidt. I det mindste kan vi stadig få hinanden løftet lidt op, og det er godt nok rart. Han nærmer sig end ikke at være så depressiv som Bamse.
I går var jeg til lægen igen.
Og jeg kom rigtigt ked af det hjem igen. Hvorfor? Fordi jeg mistede tilliden til hende igen. En tillid jeg var rigtigt glad for at have fåe tefter bare ét møde med hende. Men hun havde travlt i går, og det kunne mærkes. Hun kunne nærmest ikke vente med at få lavet en ny aftale til om 14 dage og hun sagde alt muligt vrøvl. Alt sammen efter at jeg havde læst et MEGET, meget, meget personligt brev op til min mor, for hende, hvor jeg var begyndt at græde. Det var sindssygt grænseoverskridende for mig og da hun så bagefter bare havde vildt travlt med at komme videre, så gjorde det ondt. Især da hun gav mig ukorrekte oplysninger og slet ikke havde styr på sine sager - hun måtte hive den anden læge ind, og hun havde ikke gennemlæst journalen da jeg kom. Hun kunne nærmest ikke huske hvem jeg var og sagde: "Ah ja, vi har mødt hinanden før".
Jeg kan simpelthen ikke sidde og være så personlig overfor en der ikke engang kan huske hvem jeg er. Det er jo naturligt nok; hun har mange patienter og det er en måned siden jeg var der sidst, men... Lige meget hvor naturligt det er, så gjorde det ondt at ligge så meget af mig selv i det og have haft tillid til hende. Det krakkelerede. Hun sagde rimeligt hurtigt, at hun har tænkt sig at give mig en henvisning, og det er jo en god nyhed. Men hun vidste ikke noget som helst om reglerne for at få en, og hun anede ikke noget om tilskud til den. Det var så dér hun hev fat i den anden læge.
Det blev alt sammen til, at jeg skal derover igen om 14 dage (13 nu). Dér skal vi tage en depressionstest - fordi det skal man, for at kunne få en henvisning. Hvis den viser jeg har en depression, så kan hun skaffe mig en henvisning. Det irriterede mig, at hun havde så travlt i går, da hun ikke engang lige tog den med mig dér. Det betyder, at det bliver udsat yderligere 14 dage, at jeg skal have noget hjælp.
Og så skal jeg jo så finde en psykolog. Og jeg skal finde ud af, hvordan fanden jeg skal kunne betale 300,-+ hver gang jeg skal derhen. Jeg tror, at jeg bliver nødt til at spørge min far, om han vil hjælpe mig, med 100 kroner pr. gang eller et eller andet, og det huer mig virkelig ikke. Jeg er glad for, at jeg får en henvisning, faktisk. Det tror jeg virkelig, jeg har brug for. Det går mere og mere op for mig.
Men ja, jeg kom meget forhutlet hjem igår og skulle lige trække vejret. Så ringede Bjørn og vi talte frem og tilbage, og han kunne godt mærke den var gal. Ikke så lang tid efter brød jeg helt sammen, fordi jeg egentlig var så ked af det. Det er lidt dumt, men.. Ja.. Jeg havde bare virkelig håbet hende lægen kunne hjælpe mig. Ikke at hun ville udsætte mig. Og jeg havde ikke regnet med at skulle gøre noget så personligt og så havde hun ikke engang tid til det. Det ender med at have været 2 mdr siden, at jeg var til den første samtale med hende, og bagefter skal jeg jo også vente på at en psykolog har tid. Argh...
Så jeg græd og græd og Bjørn var så sød. Han er virkelig så dejlig. Han sagde at det var okay, at jeg græd, og det kunne han godt forstå, at jeg gjorde. Og at han syntes at jeg er stærk, og at jeg næsten er endnu mere stærk når jeg godt tør være ked af det overfor ham. Og så græd jeg endnu mere.
Men til sidst faldt jeg til ro. Jeg skulle vist bare tude igennem.
Lægen bad mig om at skrive videre på brevet til næste gang; det har jeg ikke tænkt mig.
I går gik ellers med at passe Kitty og hendes storesøster og det var hyggeligt. I aften skal jeg passe Kitty igen. Har jo haft ekstra timer i denne måned så kommer til at tjene ret pænt på det. Det er dejligt. Især nu hvor jeg ikke har nogen SU...
Har jeg sagt det?
Jeg er udmeldt fra mit hold på skolen, men får lov at gå til eksamen. Det er dejligt, men økonomisk ret skidt. Det er opsparing der går med det. Sådan er det bare.
Nå, men nu bliver den her blog altså for lang, og jeg skal have vækket Bjørn. Den stakkel har hovedpine, men vi aftalte at få noget ud af dagen.
Møs.
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 103 år
Oprettet: 14. apr. 2009
Login: I går, 14:16
Uploads: 649
Blog indlæg: 545
|
|
Jeg kaldes Chefinden..
"Hvor vil du hen? Det' nærmest en synd ikk at vide, men om ikk andet, så har jeg drømmen ved min side. Som en trofast følgesvend i tide og utide, en cocktail af fremtid og datid, forsøgt levet i nutid"
- Som person er jeg glad, ubeslutsom(!), hurtigt modnet, oftest positiv (men også nogle gange fandens pessimistisk), rolig, og aalt muligt andet. Jeg har nemt ved at sætte mig i folks sted, og have empati, det er efter min mening både en styrke og en svaghed..
- Folk kalder mig Hippiehopper, da jeg af sind og holdninger er den vildeste hippie, da jeg samtidig er vild med hiphop og er hvad mange ville betegne som en "hiphopper", har jeg gjort som Hvid Sjokolade og ladet de to ting smelte sammen..
- Jeg er interesseret i politik, selvom jeg ofte bliver så sur på det hele, at jeg ville ønske jeg var fuldstændig ligeglad. Det var en kort forklaring (: meget mangler.. oplev det i mine blogs ;D
|
|
|
|
|