- 10-12-2012 11:37 | 475 visninger | 0 kommentarer
I dag er jeg vågnet op med en eller anden form for trods i mig. Jeg faldt i søvn lige efter at Bjørn havde sagt: "Misforstå mig ret, men lige nu er du Bamse. Du ER DEPRESSIV, og du bliver nødt til at få noget hjælp."
Det sårede mig helt vildt. Han mente ikke det med Bamse så slemt. I virkeligheden mente han nok bare; nu er det MIG der sidder med en depressiv kæreste, ligesom det var dig før. Men.. Det gjorde virkelig ondt. Jeg grænser mig ikke til Bamse og hans opførsel eller hans sind, for den sags skyld. Samtidigt gjorde det ondt, at han lagde så meget tryk på, at jeg skulle finde hjælp - Jeg er jo igang, for helvede.
Det gjorde også ondt fordi.. Det kan godt være jeg er meget ked af det, og rimeligt tit, men jeg har også mange (flest) dage hvor jeg er glad, smiler, griner med ham. Lægger han kun mærke til de triste dage? For så ved jeg virkelig ikke, om jeg kan rumme det her.
Han ender med at gå fra mig, hvis jeg bliver ved at være ked af det. Han er slet ikke typen, der kan rumme en syg person i sit liv, og han har alt for meget at tænke på selv. I går ville han ikke lade mig være der for ham, fordi han mente, at der ikke var grund til at tilføre endnu mere negativ energi til mig, end jeg havde i forvejen. Det gjorde ondt. For han tumler næsten ligeså meget med andre ting, og hvis han er der for mig, så er jeg der altså også for ham. Sådan er jeg indbygget. Desuden får jeg det jo godt af at få lov. Så føler jeg mig nyttig. Så føler jeg, at han har brug for mig. Han blev næsten sur på mig.
Og i nat drømte jeg så, at jeg endte hos en eller anden psykolog på et eller andet hjem for andre unge. Og hun satte mig til at spille et computerspil, og sagde at i dag ville hun gerne have vi koncentrerede os om det kreative og så tog vi samtaleterapi næste gang. Det var meget forstyrrende, og nu er jeg endnu mere opsat på at få fundet en psykolog jeg kan BRUGE til noget.
Jeg er nervøs. Jeg føler mig ude af kontrol. Jeg føler at alt står og falder på, om jeg finder den rette psykolog. Hvis jeg ikke gør, bliver jeg ikke glad. Og ikke nok med det, så mister jeg nok min kæreste i længden. Jeg er tæt på at træde et par skridt tilbage i forhold til ham, fordi hvis han gik fra mig, pga. min nuværende tilstand, så ville jeg virkelig ikke kunne bære det. Hvis han gik fra mit i det hele taget.
Nu vil jeg virke fuld af håb og optimisme og prøve at begrænse at vise ham, når jeg er ked af det. Jeg har ikke lyst; Jeg har jo lyst til, at han skal holde om mig, fordi han rent faktisk kan trøste mig. Som den eneste. Men det må jeg nok undvære lidt.
Og så er jeg sur på min læge. Det er nu 2 måneder siden, at jeg rent faktisk gik til hende og bad om hjælp. Siden har jeg kun fået det værre, og der er absolut ikke gået noget som helst igang.
Damen jeg troede var effektiv viste sig at være ineffektiv og øv! Det gør mig sur. Og det gør mig endnu mere nervøs omkring at finde en psykolog.
Nu er jeg altså også ved at være træt af at blogge om det her.. Men hvis jeg ikke længere skal gå til Bjørn, så bliver det nok ikke mindre jeg gør det.
Men ja. Jeg vågnede virkelig op og tænkte: "Nu kan det fandeme være nok. Så må jeg bare virke glad og nu kan jeg måske endelig få hjælp efter onsdag. BUM! Jeg skal have en ordenlig psykolog, og så skal jeg være den glade kæreste."
I dag står den på samtale på skolen med min lærer, i morgentidlig: Børnepasning. onsdag, læge, torsdag passe børn. Suk..
- 08-12-2012 18:23 | 486 visninger | 0 kommentarer
Jeg følte det i et kort øjeblik. Men det var ikke tilladt, var det? Min krop forråder mig, mit sind forråder mig, mit hjerte forråder mig. Mine ben har lyst til at løbe, men jeg er for udmattet til, at de også kan forråde mig. Hvad er det i virkeligheden, der forråder mig? Min fortid? Min fremtid? Dig? Måske bare virkeligheden?
Måske er det mig, der forræder dig.
Når jeg bryder skælvende sammen på køkkengulvet og får dig til at føle afsky over dig selv fordi du går.
Og måske bryder jeg sammen for at få dig til at blive? Hvem ved. Mine stakkels ben. Tænk hvis de kunne løbe. Jeg drømmer tit, at de kan. Jeg ved ikke hvad de løber fra, men de løber. Og vingerne på mine skulderblade folder sig ud og fragter mig væk. I sikkerhed. Hvis jeg da nogensinde er i sikkerhed.
Jeg er skrøbelig. Jeg kunne passe ind på et antikvariat med høj sikkerhed, hvis jeg var tohundrede år ældre og mere betagende at kigge på. Så var jeg ikke alene; så ville jeg stå blandt andre ligesindede.
Men jeg er ikke en antikvitet og ingen passer på mig, som om jeg var. Allermindst mig selv.
"Pas på dig selv, som om, du var din egen mor", sagde hun. Hvordan gør man det? Hvis det er sådan her, så var min mor ikke nogen god mor, og gud forbyde den tanke.
Men der er ingen hjemme. Der er ingen, der kan høre mit blødende hjerte og mine grædende øjne. Jeg kan skrige af indre smerte, men jeg er jo alene. "Hvis et træ faldt i skoven, uden nogen hørte det, sagde det så en lyd?". Måske græder jeg slet ikke. Eller måske er jeg det væltende træ, som ingen lægger mærke til, førend det er for sent.
Jeg har ondt. I mørket. Lige midt i mørket.
Og jeg græder alene, for så græder jeg måske ikke i virkeligheden.
Hvor er mine kræfter, så jeg kan løbe?
Løbe væk. Løbe ud. Løbe hjem?
- 06-12-2012 11:15 | 494 visninger | 0 kommentarer
I dag er der 14 dage til, at jeg skal til eksamen i tysk. Jeg har ikke haft tysk i snart 2 måneder, og jeg ved godt at det bliver en udfordring. Jeg skal bare ind og have 2, så er jeg tilfreds. Dumper jeg, bliver jeg svært deprimeret. Tanken stresser mig. Den tager min søvn fra mig. Sammen med alt muligt andet.
Den sidste uge har jeg haft svært ved at falde i søvn, fordi det hele bare myldrer rundt. Og oveni dét så har jeg, hver gang jeg har lagt hovedet på puden, mærket et stik af ked-af-det-hed. Jeg har i 4 dage ikke sover før et dusin tårer har forladt kinderne. I stilhed. Bjørn har ikke fået noget at vide. Han er presset og irritabel. Jeg giver ham al den plads, han har brug for, men det lader ikke til at hjælpe lige nu. De sidste 3 dage har jeg følt, at jeg gjorde alt forkert. Han fronter; diskuterer små dumme ting hele tiden og skælder mig ud, når jeg prøver at hjælpe ham. Det tærrer. En enkelt gang var jeg på nippet til at bryde sammen.
Han gør det jo ikke med vilje, og jeg ved, at det går over. Det kan også være, at jeg er ekstra nærtagende pga. hormoner. Jeg vil bare gerne snart have at december er overstået. Så er det slut med eksamener og pres for denne gang. I går nåede jeg at tænke: "Måske skal jeg bare gå fra ham nu. Jeg er alt for ked af det, og jeg kan åbenbart ikke finde ud af noget som helst. Han gider mig ikke."
Og det er fjollet. Normalt ville jeg ikke tage det så tungt, men når jeg både er stresset/deprimeret (og frustreret over at der ikke sker en dyt før om hundrede år) og hormoner samtidigt stille og roligt indtager kroppen så kan jeg slet ikke rumme det. Jeg får lyst til at løbe min vej.
Jeg har virkelig indset, at jeg ikke har det godt. Og undskyld, at det fylder så fandens meget herinde, jeg ved godt, at jeg bidrager til alle de depri-blogs der allerede er, men.. Et eller andet sted skal jeg ud med det.
På mandag skal jeg mødes med min lærer og snakke om eksamen. Jeg aner ikke hvordan den forløber, og hun har lovet mig en briefing. Sød som hun er. Tænk jeg startede med at synes, at hun var forfærdelig.
Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal i dag. Ud at gå en tur er et godt bud, og så skal jeg også have købt ind. Jeg burde også få liv i Lobster, der kom hjem kl. 3 i nat. Fjols. Men jeg kan ikke lige rumme selskab, så jeg tror, at jeg lader være.
Slut.
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 103 år
Oprettet: 14. apr. 2009
Login: I går, 16:34
Uploads: 649
Blog indlæg: 545
|
|
Jeg kaldes Chefinden..
"Hvor vil du hen? Det' nærmest en synd ikk at vide, men om ikk andet, så har jeg drømmen ved min side. Som en trofast følgesvend i tide og utide, en cocktail af fremtid og datid, forsøgt levet i nutid"
- Som person er jeg glad, ubeslutsom(!), hurtigt modnet, oftest positiv (men også nogle gange fandens pessimistisk), rolig, og aalt muligt andet. Jeg har nemt ved at sætte mig i folks sted, og have empati, det er efter min mening både en styrke og en svaghed..
- Folk kalder mig Hippiehopper, da jeg af sind og holdninger er den vildeste hippie, da jeg samtidig er vild med hiphop og er hvad mange ville betegne som en "hiphopper", har jeg gjort som Hvid Sjokolade og ladet de to ting smelte sammen..
- Jeg er interesseret i politik, selvom jeg ofte bliver så sur på det hele, at jeg ville ønske jeg var fuldstændig ligeglad. Det var en kort forklaring (: meget mangler.. oplev det i mine blogs ;D
|
|
|
|
|