Kort novelle om vold i forhold. - Skole projekt.

Dagen var lang, minutter som timer. Hendes tidsfornemmelse var efterhånden ikke-eksisterende. Var der gået et sekund? Et minut? En time? Hun vidste det ikke. Men hun så det som en velsignelse. Jo længere tiden trak ud, jo længere til at hun skulle hjem. Hjem til hieraki. Hjem til diktatur. Hjem til helvede.

Hun fandt sig selv cyklende ned af gaden. Det var bare den samme rutine hver dag, så hun tænkte ikke længere over ting hun gjorde. Det skete bare. Ligesom når man drømmer. Det sker bare, og man er ikke herre over drømme. 

Væggene i opgangen var malet i en varm blå farve. Den gjorde hende bevidst om at hun snart var hjemme. Han var ikke hjemme endnu, men lejligheden rummede minder, hun ikke ville se for sig. 

Lejligheden var pæn og nydelig. Som han havde sagt den skulle være. Og hun adlød. Det var ikke et spørgsmål om høflighed, men om respekt og skræk. Hvis der ikke var rent kunne hun jo "falde" ned af trappen; Et "uheld".

Hørte hun døren? Eller var det hendes fantasi. Panikken overtager langsomt da hun høre nøglen blive lagt stille på bordet. Hun kigger sig om, leder efter fejl. Står alt rigtigt? Da hun vender om igen står han i døren. Han smiler. Han er i gpdt humor, det er et godt tegn. Han går hen til hende og kysser hende blidt på panden. Så går han i bad. Som altid.

De har spist, de har set tv. Alt det som alle andre gør. Og nu ligger de i deres seng. Han sover. Helt normalt. Men det gør hun ikke. Men det vil hun. Men hun kan ikke. Hun tænker stadig. Når det er mørkt omkring hende er der så meget at tænke over. Han gjorde hende intet ondt i dag, men hvad med i morgen? Hun er bange for fremtiden. For hvert sekund der går forsvinder en frygt, men en ny skabes.
Men hun bliver nødt til at sove. Der er en dag igen imorgen, og endnu en kamp at kæmpe. 
Flere frygte at overvinde; flere at skabe..

Hun var så alene.
Havde aldrig et sted at gå hen.
Brugte timer, dage, måneder på at være alene.



Men en dag, 
en fantastisk solrig dag,
lagde en venlig sjæl en arm over hendes skulder.



Den arm blev der,
"Jeg elsker dig.." hviskede den venlige sjæl,
og hun var lykkelig..

Hun fik en ven..