- 11-08-2008 15:54 | 856 visninger | 2 kommentarer
Når jeg går ned ad en travlt befærdet gade tænker jeg ofte på alle de ukendte mennesker der haster forbi mig i høj fart. For selvom vi alle går den samme vej, ned ad den samme lige gade, er vi hver især hver vores sted på livets landevej. Den ældre herre med stokken har måske lige fået et lille ny barnebarn; Den unge pige med det lyse hår har måske lige mistet sin kæreste gennem lang tid; Den unge mor, med de tre skrigende unger i barnevognen, ønsker måske at hun havde truffet bedre valg tidligere i livet; Manden med de sorte solbriller er måske på vej til sin elskerinde; Den unge fyr, der griner højt med vennerne, lever måske i daglig frygt for ikke at blive accepteret, hvis hemmeligheden om hans skjulte seksualtitet kommer frem. Alt dette tænker jeg over, når jeg i stilhed observerer disse mennesker. Vi ved jo i bund og grund intet om hinanden. Hurtigt kommer jeg til at tænke på hvad de mon tror om mig. Men de ved jo ingenting. De dømmer mig, som jeg dømmer dem. På deres udseende. På den måde de går på. På deres ansigtsudtryk. På deres tøj. Når alle de fordomme dukker op i mit hoved, spekulerer jeg ofte på om jeg kunne have været på det sted i livet som de er nu, eller om jeg ender der. Det hele bunder i de valg vi tager igennem livet. og de valg andre tager for os.
Det er den kliché jeg har hørt gentaget igennem hele min barndom: "Livet er som en lang landevej" Som lille rystede jeg bare på hovedet når min mor sagde det. Jeg vidste da godt at livet ikke var en vej. For jeg mente at hvis det virkelig var sådan, så var jeg blevet kørt ned for længst. I skolen sagde min lære nemlig altid at vi aldrig måtte gå ud på vejen. Det var jo farligt. Men efterhånden som jeg blev ældre og mere livserfaren, gik det langsomt op for mig hvad min mor mente. Vores liv starter ens; vi bliver alle født, så vi starter vel på det samme sted på vejen. Lang og lige og fuld af muligheder strækker den sig foran os, men vi ved det ikke endnu. Vi er stadig så små at vores forældre træffer valgene for os. De fører os igennem det første lange stykke, men på et tidspunkt giver de slip, eller omvendt, og så begynder det helt store kaos.
På det sted på livets landevej hvor jeg står nu, har jeg efterhånden lært, på den hårde måde, at en vej kan have huller. Mange, dybe huller, som man oftest ikke opdager før man står nede i et og kigger op. Men hvis det går ned, skal det også gå op før eller siden. Det er endnu en meget vigtig ting mmin mor lærte mig som lille. Og hvis der er et tidspunkt i livet hvor man får brug for det råd, er det i puberteten. Som tolvårig hørte jeg for første gang om puberteten. Jeg syntes at det lød fuldstændigt vanvittigt at man den ene dag kunne være glad og den næste helt nede i kulkælderen. Jeg er den ældste af fire og har derfor ingen storesøster eller -bror at se disse forandringer på, så da det blev min tur til at starte den følelsesmæssige rutsjebane, måtte jeg erfare alting selv. I starten var det ikke så slemt. Jeg gik stille og roligt ud ad vejen mens jeg nynnede og plukkede blomste i vejkanten. Selvfølgelig tog jeg et par sideveje engang imellem, men jeg fandt altid tilbage til hovedvejen igen. Men så kom den dag hvor jeg fik min første seriøse kæreste, og med ham fulgte den første seriøse kærestesorg. Jeg befandt mig pludselit på bunden af et dybt hul, som jeg slet ikke havde set komme. Det skræmte mig og der fandt jeg ud af at livet slet ikke var så muntert og rosenrødt, som jeg i min barndoms naivitet havde forestillet mig. Men som min mor havde forudsagt, kravlede jeg op igen og fortsatte ud ad vejen. Dog med en lile smule mere erfaring end før, og en god portion årvågenhed.
Men det er jo også sådan at en vej må dele sig før eller siden, og hvad skal man så vælge? Selvom jeg altid siger at, hvis jeg kunne, ville jeg ikke lave om på fortiden (da jeg mener at det blandt andet er også er de fejl vi laver, der gør os til den vi er) så har jeg da tit spekuleret på hvad der ville være sket, hvis jeg havde valgt den modsatte vej af hvad jeg gjorde; Hvis jeg havde droppet ham fyren før han droppede mig. Hvis jeg havde turde snakke med ham den søde i bussen. Eller hvis nu jeg havde valgt at bide fra mig, når de andre hakkede på mig, istedet for bare at dukke nakken. Hvor ville det havde stilt mig i livet nu? Ville det have gjort mig til en helt anden person? De spørgsmål dukker op i mit hovede fra tid til anden, og så tænker jeg da også over dem, men livet går videre og det nytter ikke at se sig tilbage hele tiden.
Alle de tanker opstod forholdsvist tidligt i mit hoved, nemlig i en alder af omtrmt otte-ni år. Min far havde købt en ny jumbobog til mig. Sådan en stor paperback fyldt med Anders And tegneserier. Jeg gik grådig igang med de mange sider, men stoppede da jeg nåede til historien Hvad Nu Hvis. Den var skrevet på en meget speciel måde, og jeg er aldrig siden stødt på noget lignende. Igennem hele historien skulle man træffe valg for figurerne. Man skulle vælge hvilken bil Anders skulle køre på ferie i og hvilken vej de skulle tage. Efterhånden som man kom igennem historien endte man selvfølgelig ved slutningen. Men nederst på siden, med neon gul skrift, stod der: "Kunne du lide denne slutning? Der er mere end én. Det afhænger alt sammen af hvilke valg du tager. Slå op på den første side og prøv igen. Men tag en anden vej denne gang" Det fik mig til at tænke; hvad nu hvis livet var sådan. At når man stillede træskoene efter et langt liv, hørte man en stemme sige: "Kunne du lide denne slutning? Der er mere end én. Start forfra og prøv igen" og vupti, så bev ens liv nulstillet og man kunne have set hvordan det ville have været, hvis man havde valgt anderledes. Den tanke har forfult mit gennem hele mit liv.
Hvad nu hvis man så blev født et andet sted, af en anden mor, og voksede op anderledes end man gjorde. Betyder ens start på livet så meget for fremtiden? Hvis det er sådan, har jeg tit undret mig over hvordan forældre kan starte et uskyldigt barns liv, ved at føre dem den gale vej. Det virker så uretfærdigt at dette barns fremtid skal ødelægges bare fordi forældrerne træffer de forkerte valg for barnet. På det punkt er jeg heldig. Min barndom var bestemt ikke noget at klage over, og jeg føler at mine forældre har givet mig den bedste start på livet. Men hvad med de børn hvis forældre har ledt dem på afveje fra starten og efterladt dem på en øde sidevej? Kan de selv finde tilbage til en hovedvej de aldrig har set? Jeg tvivler. Hvis det var mig der stod der helt alene, uden min mors råd i bagagen, ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre, eller hvor jeg skulle tage hen. Derfor virker det for mig som om at en tryg start, er noget de fleste tager for givet.
Men når alt kommer til alt har vi kun en chance. Og ligemeget hvor nysgerrige vi er, kan vi ikke bare prøve igen. Vi må tage valgene som de kommer, tage chancen og vælge vejen, enten til højre eller venstre, selvom vi ikke ved hvad der venter om hjørnet næste gang den slår et sving. For jeg mener at lige meget hvor mange huller man falder i, eller hvor mange gange vejen bugter sig, så ville livet være uudholdeligt kedeligt hvis vi alle bare fortsatte ligeud ad den sikre hovedvej.
- Katrine.
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 15 år
Oprettet: 11. aug. 2008
Login: 29-09-2008 16:47
Uploads: 8
Blog indlæg: 4
|
|
Hej.
Mit navn er Katrine. Jeg er femten år og har i længere tid gået rundt med en lille forfatter i maven. Jeg elsker at udtrykke mig. Både igennem musik, noveller, artikler, tegninger, malerier osv. Jeg bliver ofte ramt af inspiration i min hverdag, og så skriver jeg det ned. Dansk og engelsk er mine stærke fag, og jeg satser på en videregående uddannelse som journalist. Jeg håber i nyder mine blogs(:
|
|
|
|
|