- 21-06-2009 20:07 | 298 visninger | 0 kommentarer

Himlen er blå. Dyb blå. Skyerne ligner små klumper, der er blevet limet fast. Vat-klumper der helt af egen fri vilje kommer svævene. Ligegyldigt. På egen hånd. Som om de tog dagen som den kom. ”Carpe diem” som man siger. Man får helt lyst til at række fingrene op, hænderne, og tage dem ned. Føle dem.
Der er ikke en lyd. Ingenting. Bare stille. Kun skyerne der flyder forbi. En kanin. En hund.
En fjern lyd af fjernsynet når mit øre. Nå ja, ok. Ikke helt stille. Fjernsynet og radioen kører stadig nede i stuen. For at bryde det værste af tavsheden. For ikke at lade ensomheden og stilheden i mit sind gå i et, og begynde og nage. På den her måde kan jeg være mig, og stadig ikke føle mig helt alene. Ikke helt forladt, som jeg ligger der i min seng og kigger på skyer. En pude. En bamse.
Stilhed. Ikke den egentlige stilhed. Nej, en indre stilhed. Den form for stilhed kommer helt inde fra mit sind. Der foregår ingenting inde i mit hoved, ikke andet end filosoferende tanker. En g-nøgle. En guitar.
Billeder går igennem mit hoved. Ikke de sædvanlige historier. Ikke de sædvanlige fantasier. Men billeder. Billeder og tanker. Stilhed fra fantasien. Fra historierne.  Stilhed fra den indre historie om mig, et andet sted. I et anden dimension. Et hus. En bil.
Stilhed til at føle. Fornemme. Mærke. Mærke mit sind. Mine inderste følelser. Mærke følelser. Mærke de fysiske ting omkring mig. Mærke i en ekstrem grad alt hvad mine fingrer rør. Intensitet.
Mine fingre stryger igennem mit sengetøj. Dejligt friskt. Dejlig køligt. På den rigtige måde. Den helt rigtige måde. En hest. Nej, en ko.

Pludselig stilhed. Tankerne går i stå. Billederne forsvinder. Min hørelse skærpes. Hvad var det? Hørte jeg ikke noget. Jeg løfter hovedet. Venter. Fjernsynet kører uforstyrret videre. Radioen spiller en ny sang. Lyden af vaskemaskinen og tørretumbleren i bryggerset, går ind igennem væggen. Lyden af ismaskinen i køleskabet, når der laves is.
Men ingen stemmer. Ingen fodtrin. Ingen stille brokken. Bare ting. Ingen mennesker.
Jeg lægger hovedet på puden. Lader mig stille falde hen. Lader billederne flyde ind i mit indre. Lader tankerne gå deres vej.

Hvordan er det. Jeg husker noget jeg hørte et sted. Et menneske kan kun have 3 tanker. Fascinerende. Hvor fantastiskt. Hvor fantastisk er mennesket ikke bygget op. Hver eneste lille ting i kroppen. Det hele har en sammenhæng. Det hele syntes at have en mening. Et formål. En celle. Et hjerte.
Hvor fantastisk er verdenen ikke bygget op. Og dog. Selvom mennesket kan være et nok så fascinerende væsen, kan mennesket også være nok så nedbrydende.
Fascinerende nedbrydende. Hvis det altså kan være nedbrydende. En sko. En t-shirt, nej, en trøje.
Nedbrydende. Bevidst eller ubevidst. Nok mest ubevidst. Tænk på hvor man kan delægge i et menneske, uden egentlig at vide det. Et brudt hjerte.
Ødelagt. Knust. Ubrugeligt. Små bemærkninger. Små ord. Et lille smil. Et lille drillende smil. Et ondskabsfuldt smil. En tårer løber ned af kinden. Rammer mine læber. Den smager af salt. En smerte rammer indeni mig. En smerte af stikken. Som en kniv der drejer i mit hjerte. Gamle minder kommer ind i mit hoved. Minder om dengang. - Midt i stilheden. Midt i den indre harmoniske stilhed. Et juletræ. En gave.


Alt hvad jeg ønskede. Alt hvad jeg ønsker, er jo bare at være som dem. Se ud som dem. Tænke normalt. Snakke normalt. Ikke være så nørdet. Så usammenhængende.
 Et træ. En blomst.
Jeg kender godt de blikke de sender mig når jeg åbner munden. Jeg kender godt den stilhed der følger efter en af mine bemærkninger, en af mine historier.
Jeg kender godt de ansigter de sender hinanden. Det desperate forsøg på at dække over endnu en af mine ”fejltagelser”. En jordklode. En stjerne.
Hvis de bare var i mit hoved. Hvis de bare kunne læse hvad jeg mente. Så ville de forstå. Så ville de ikke dække over mig. Så ville de ikke sende de der blikke.
Det kunne være rart for engangs skyld at være en del af dem. En aktiv del. Den de fungerer rundt om. Den de vil imponere.
Jeg ville godt bare for engang skyld være den de vender sig om for at se en ekstra gang. For engang skyld. En fugl. En sommerfugl.
Følelsen af smerte der breder sig i min krop. Bare jeg kunne tro lidt mere. Bare jeg kunne tro på at jeg var god nok. At der var noget derude der ville mig det godt. Der gav mig et godt liv.
Måske i en anden verden? Måske et andet sted? Måske i en anden dimension? Måske ville jeg finde det jeg søger? Måske vil jeg aldrig nogensinde få mere end blot en drøm. En fantasi.

Skyerne forsvinder ud i det blå. Det er som om de opløses i luften. Nu er himlen bare blå. Ingenting. Nu er der ingenting. Som om tankerne, billederne, er forsvundet med dem. Indtil næste gang.

En bil kører ind i indkørslen. Lyden af fodtrin og en dør der smækker, trækker mig tilbage til verdenen. Lyden af et par plastikposer og en stønnen. Jeg må ned og hjælpe. Jeg sætter mig op. Lader fødderne glide ned på gulvet. En hvisken kommer fra det fjerne ”Carpe Diem”. Jeg kigger op mod himlen, ud af mit vindue. Et smil breder sig i mit ansigt. - Ja, indtil næste gang.

- 18-06-2009 17:21 | 297 visninger | 0 kommentarer

Grøn. Blå. Brun. Alverdens farver var blended sammen. Farten fik formene på landskabet til at blive en stor klat af farver. Formløse farver bare kastet ud over det hele.
Hun sad med det ene ben helt op under hende og det andet lænende op af bordet. Hendes hoved lå op ad ruden, mens hun med den ene hånd rodede stille i sit lange lyse hår.
Den anden arm lå stille i hendes skød. Musikken flød ind i hendes ører.
Hun lod musikken bestemme hendes indre billeder. Hun forestillede sig hvis træerne var lyserøde. Himlen grøn. Skyerne røde. Græsset blåt. Hun lod jazzens bløde lyd bestemme farverne på blomsterne. Hun lukkede øjnene og lod hendes tanker styre hendes indre fantasi. Hendes indre verden.
Farten sænkedes. Hun åbnede øjnene. Lod verdenen komme tilbage ind i hendes hoved. I hendes sind. Formene udenfor hendes vindue kom tilbage. De fik langsomt sine farver tilbage. Til alt udenfor blev sig selv.
Stationens beton perron kom langsomt frem i landskabet. Hendes søvndrukne udtryk blev lysvågen. Fra den første centimeter af perronen. Hun havde et stift blik. Som om hun søgte noget eller nogen.
Da toget stansede sad hun helt stiv i sædet. Hendes hænder var fast placeret på hendes knæ. Hendes knoer kridhvide. Hendes blik scannede hvert menneske der trådte ind i kupéen.
Hendes afslappede ydre kom først tilbage da farten kom tilbage. Hun lukkede øjnene i et langt øjeblik. Hendes læber bevægede sig stille. Som hun havde en samtale. Som om hun skulle overbevise sig selv om at det var ok. At det var ok at åbne øjnene og byde de nye mennesker omkring hende velkommen.
Hun åbnede øjnene. Lod hendes ben komme op under hende. Gled tilbage i sædet. Lod hendes afslappede ydre komme tilbage. I ny og næ kom der en lille nervøs trækning over hende. Men kun i et kort sekund.

Lorte by. Lorte mennesker. Lorte hul. Alt hvad hun var havde de gjort hende til. Hun var uskyldig. Et godt menneske.
Men efter dem. Efter den by. De havde taget den gode pige. Det gode i hende og vendt det. Trukket det ud af hende. Hun havde bevaret roen. Været den voksne. Været tålmodigt. Indtil de havde trukket alt hvad hun havde, alt det hun var, helt ud af hende.
Hun havde ligget i hans seng. Vågen hele natten. Nøgen. Uden noget. Kun et hul i hendes sjæl.
Alle dem hun havde troet på. Brugt energi på. De havde alle forladt hende. Taget en del af hende. Det de nu selv syntes de kunne bruge og gået med det. De havde taget, stjålet, noget af hende.
Hun var træt af at blive udnyttet. Hun havde vendt sig om, kigget på ham. Betragtet hans krop.
Og for første gang følte hun sig ikke bundet til ham. Han havde fået chancen. Hun havde givet ham den, og her lå han. Ligeglad. 

Og her sad hun så. Midt i det hele. Uden noget tilbage.
- Kaffen laver ringe. Mælken laver ringe i kaffen. Mælke-ringe. Hendes blik var låst fast på ringene. Som om hun ventede på noget der vil hoppe op i hovedet på hende. Som om hun ventede. Forberedte sig. Stille.
I en mekanisk bevægelse vendte hun blikket ud af vinduet. Nervøst kiggede hun sig over skulderen. I et sekund lavede hun store nervøse øjne. Hun lignede en der var parat til at løbe ud af toget hvert sekund.
Hvad var hun bange for? Hvorfor skulle han tage så langt? For at hente hende? Ville han blive vred? Ville han lave et eller andet skuespil!? Ville han være helt ærlig og ked af det? Ville han sige undskyld...?
Hendes hoved lå op af ruden igen. En form for melankoli vælder over hende. Et hul i hendes sjæl. I hendes hjerte. Et savn af det gamle. Til det hun kendte til. En frygt for det nye. En glad frygt. Tænk engang. Dette her var hendes chance. Hendes chance for at bygge sig selv op igen. Bygge sig selv op og få et helt nyt liv. En ny start. Et nyt håb. Hun kunne møde nye mennesker. Men denne gang ville hun lade hendes instinkter råde. Hun ville lade hende selv bestemme og følge hvad hun selv følte.
Et håb på at finde det der. Det dér der kan udfylde huldet. Udfylde resten af det hun har mistet.

Hun var da ikke ligefrem en engel til sidst. Men det var det de havde gjort hende til. Hun havde ladet hendes sind været åben. Hun havde ladet dem komme helt ind, og nu sad hun her. Men det var en god ting. For første gang føltes det godt.
Der var da også specielt en der ikke havde fået det han burde. Men det var også hans egen skyld. Han havde heller ikke behandlet hende som han burde. Det var hans egen skyld. Helt klart. Det var ikke hendes skyld.

”Vil du have noget?” Ekspedienten i dsb-toget kigger på hende, med et stort falskt men indbydende smil.
Hun slog tankerne ud af hoved, puttede det samme falske men indbydende smil på hendes eget ansigt og sagde pænt ”Nej tak.” Mens hun sigende løftede kaffen i en lidt akavet bevægelse, mens hun smilede. Falskt. Indbydende.

Der er et eller andet mærkeligt over den her tur. Det kunne hun føle indeni. Det var som om at alting langsomt blev blæst væk. Det var som om hun stod på toppen af et bjerg og lænede sig ud over og lod blæsten bære hende.
Hun nærmest lod blæsten bære hende og lod den blæse alt der mindede om fortiden væk fra hende.
Det var som om en mørk skikkelse blev blæst ud af hende bag ved hende.

”Og vi er ankommet til Københavns hovedbane gård...” En mekanisk stemme lød over højtalerne.
Hun pakkede sine ting sammen og lod det hele falde ned i hendes taske. Hun gik ud og tog kufferten ud fra under sædet. Denne gang var hun ikke nervøs. Hun kiggede sig ikke over skulderen. Hun lod hendes nye jeg bære hende ud af toget. Uden så meget som at kigge sig tilbage.

En lille blæst fløj hende ind i hovedet da toget kørte væk fra perronen. Hun åndede ud. I lettelse. Endelig.
Og der stod hun så. Med sin ene taske over skulderen og hendes kuffert i hånden. Hun tog langsomt en dyb indånding. Lod den nye, forurenet luft fylde hende. Hun hostede. Og grinede for sig selv.
Hun vendte sig om. Og kiggede for første gang efter toget. Der kørte det. Væk. Ud af hendes liv.
Ligesom alt det andet. Ligesom de sidste par år.
Nu gjaldt det hende. Nu var det hendes tur til at finde alt det hun havde mistet. Nu kunne hun endelig få det tilbage. Hun kunne endelig trække vejret.
Der var ingen til at lægge lænker på hende.
Nu ville hun selv bestemme hvem der skulle komme ind i hendes liv. Hvem der skulle tage hendes tid. Tage hendes hjerte. Nej, den her gang ville hun selv give det væk. Men kun til dem der ville hende det gode.

Hun tog sin kuffert og rullede den hen mod rulletrappen. Hun lod trappen bære hende op. Som om den bar hende ind i et nyt lys. I et nyt liv. Endnu engang indåndede hun luften.

”Ok,” tænkte hun. ”Det er sådan det føles når man starter på en frisk.”