Amfetaminrusen er en stærk følelse af at have tjek på tingene, energi og selvsikkerhed. Man føler, man kan klare alt, og der er fart over feltet. Man opdager ikke, at man kommer ud af trit med andre.
Usikkerhed og mindreværdsfølelse forsvinder, men det gør lydhørhed og sans for realiteterne også. Kroppen vænner sig til amfetamin. Og ved vedvarende brug skal der mere og mere stof til for at opnå samme virkning.

I amfetaminrusen bliver de fleste aktive og udadvendte. Almindelige grænser for opførsel undertrykkes. Man bliver samtidig lettere irritabel, vred og voldelig. Amfetamin undertrykker også kroppens naturlige signaler: Sult, tørst og træthed forsvinder, man kører bare derudaf. Man kan ikke finde ro.

Men efter rusen vender de undertrykte følelser og behov tilbage med stor styrke: modløshed og angst melder sig sammen med træthed og udmattelse - men man kan ikke finde ro og sove.

Man får abstinenssymptomer, når man ikke tager stoffet. Symptomerne er angst, rastløshed, uro, nedtrykthed, mistænksomhed, aggression. Der kan komme alvorlig depression med risiko for selvmord. Abstinenssymptomerne varer uger til måneder efter stop med stoffet.

Det er fristende at dulme ubehaget med bedøvende midler (fx alkohol, hash, nerve-/sovemedicin).
Amfetaminmisbrugeren bliver derfor let blandingsmisbruger. Med amfetamin er der risiko for at udvikle alvorlig sindslidelse: En psykose, hvor man ikke længere kan skelne mellem virkelighed og fantasi, hvor man føler sig forfulgt, hvor man kan blive farlig for sig selv og for andre.

Amfetamin-psykose kræver psykiatrisk behandling.
Angst og paranoia kan lindres ved ro, venlighed og tålmodighed hos omgivelserne.

Alkohol og amfetamin virker modsat hinanden. Amfetamin giver en oplevelse af, at man kan tåle meget større mængder alkohol end ellers. Blandingen giver en uforudsigelig ruseffekt med risiko for aggressive og voldelige handlinger. Amfetamin kan også give en forgiftning.
Symptomerne er hovedpine, svimmelhed, kvalme, feber, skælven, evt. krampe. Den amfetamin-forgiftede bør hurtigst muligt bringes til skadestuen. Det kræver oftest professionel hjælp at komme ud af et amfetaminmisbrug.

Ecstasy har en mildt opkvikkende og sanseskærpende virkning. Rusen kan opleves forskelligt fra person til person og fra den ene situation til den anden.

Ord som "lykke", "åbenhed" og "sanselighed" bruges ofte som beskrivelser af rusen. Under påvirkning af ecstasy forandres sanseindtryk og sindstilstand, og der kan forekomme egentlige hallucinationer. Almindeligvis varer rusen flere timer.

Det er almindeligt, at man er udmattet i timerne eller dagene efter rusen. Dette er en følge af selve stoffet og af, at man under rusen har overanstrengt kroppen og har undladt at spise og drikke ordentligt. Udmattelsen kan være ledsaget af forskellige grader af ulyst fra dårligt humør til alvorlig depression.

Der er eksempler på, at ecstasy kan give en psykose med vrangforestillinger (fantasier, der opleves som helt virkelige - fx om at være forfulgt).

Forskning viser, at ecstasy medfører varige hjerneskader hos alle pattedyr, og der er solide holdepunkter for, at det samme er tilfældet hos mennesker. Der er grund til at frygte, at disse skader på længere sigt kan medføre vedvarende depression og nedsat evne til at lære og huske. Man ved dog endnu ikke nok om ecstasys virkning på menneskers nervesystem. Men man ved, at jo mere ecstasy og jo oftere - jo større risiko løber brugeren for psykiske følger.

Selv i små doser kan ecstasy give en livstruende forgiftning. Tegnene på forgiftning minder mest om et hedeslag efter stor fysisk anstrengelse: hurtig puls, højt blodtryk, store pupiller og sved. Tilstanden kan gå over i ekstrem temperaturforhøjelse med bevidstløshed, indre blødninger og nyresvigt.

Ved tegn på forgiftning, særligt besvimelse og forhøjet kropstemperatur, bør den forgiftede hurtigst muligt bringes til skadestuen.

Fra udlandet kendes en række dødsfald i forbindelse med indtagelse af ecstasy. Disse dødsfald er alle sket efter ekstrem temperaturforhøjelse, uregelmæssig hjerterytme, blødninger og krampeanfald. Fra 1998 og frem er der kendskab til i alt 7 forgiftningsdødsfald i Danmark hvor den retskemiske undersøgelse konkluderer, at ecstasy eller stoffer købt som ecstasy samt amfetamin og GHB har været dødsårsag. To af disse forgiftningsdødsfald skyldtes alene ecstasy (MDMA).

Den kemiske formel bag bogstaverne MDMA er 3,4-methylendioxy-methamphetamin, og ecstasy klassificeres som et amfetaminbaseret hallucinogen.
Ecstasy blev patenteret i 1914 af et medicinalfirma, der søgte efter et middel, der kunne mindske appetit. Det blev aldrig sat i produktion på grund af rusvirkningen.

I de senere år har ecstasy hyppigt været forbundet med store dansefester og ungdomskulturer omkring techno- og housemusik.
Det antages, at årsagen til en del af ecstasy-dødsfaldene er en kombination af overophedning, der dels skyldes stofindtagelsen, dels skyldes dans/stærk bevægelse i varme lokaler, og manglende væskeindtag.
De amfetaminlignende egenskaber ved ecstasy gør, at alkohol og ecstasy virker modsat hinanden og giver en uforudsigelig ruseffekt. Hallucinogene stoffer kan udløse flashbacks - dvs. at man uden at være påvirket genoplever hallucinationer, som man har haft under påvirkning af fx ecstasy.

Det synlige tegn på hashrus er rødsprængte øjne. Fysisk giver hashen også tørhed i munden, forøget puls og ofte hjertebanken. Rusen ændrer sanseoplevelser, humør og stemning. Lys og lyd opleves anderledes. Man kan blive opstemt, fnisende og lattermild.

Men man kan også få en ubehagelig panik-oplevelse. Mange får "ædeflip" eller bliver søvnige.
Man bliver altid mere sløv og klodset, når man indtager hash. Hash hæmmer evnen til at opfatte, huske og handle. Hashrus og trafik går ikke sammen.

Hashpåvirkningen nedsætter ens evne til at lære og løse problemer - i op til 24 timer efter, man har røget. Selve rusen varer 3-4 timer. Hvis man bruger flere rusmidler (fx hash og alkohol) på samme tid, er virkningen uforudsigelig.

Rusoplevelsen bestemmes af, hvor meget og hvor stærk hash man indtager, men den afhænger også meget af brugerens erfaring, personlighed, humør og situation. Hash bliver længe i kroppen og kan spores ved urinprøve 2-4 uger efter en rus.

Hash kan udløse angst og forfølgelsestanker. I sjældne tilfælde kan hash udløse en psykose, dvs. en angstfyldt tilstand, hvor man har mistet evnen til at skelne mellem virkelighed og fantasi.
En psykose kræver behandling på psykiatrisk hospital, et angstanfald under rus kan de nærmeste hjælpe én igennem.

Jo stærkere cannabisprodukt man bruger, jo større er risikoen for ubehagelige psykiske virkninger.

Man bliver også dummere af hash: dårligere til at huske, dårligere til at lære og dårligere til at løse problemer. Disse virkninger varer nogle uger eller måneder, efter at man er holdt op.

Hash ophobes i kroppens fedtvæv, hvis man ryger mere end en gang om ugen.

Det er usikkert, hvordan denne ophobning påvirker kroppen. Efter kort tids hyppig brug skal der mere og mere hash til at opnå den samme rusvirkning. Kroppen udvikler tolerance.

Man kan blive afhængig af hash. Efter ca. en måneds hyppig rygning får man ubehag (abstinenssymptomer), når man holder op. Den afhængige hashryger oplever, at han/hun er mere "sig selv" med hash end uden.

Abstinenssymptomerne er irritation, rastløshed, koncentrationsbesvær, dårligt humør og søvnbesvær. Abstinenssymptomerne går over af sig selv efter få uger, hvis man holder sig fra hash.

Hashrygning er farligere for lungerne end tobaksrygning.
Er du hashryger og gerne vil holde op, kan du holde op på egen hånd, det er helt ufarligt, men svært. Det er nemmere, hvis du får støtte af familie, venner og kæreste. Venner, der selv ryger, kan dårligt støtte dig.

Hvis du vil søge støtte uden for din kreds, kan du f.eks. kontakte Rus-navigatørerne på tlf.: 45 11 76 36. 

Hash er et rusmiddel. Det udvindes af hampeplanten (Cannabis Sativa), der også bruges til andre berusende produkter: marihuana, skunk m.fl. - det fælles navn er cannabis.

Hampeplanten indeholder over 400 forskellige kemiske forbindelser, hvoraf de 80 påvirker psyken, men det mest virksomme stof er THC (delta-9-tetrahydrocannabinol). THC findes i plantens saft.

Hash er forbudt at indføre, udføre, sælge, købe, udlevere, modtage, fremstille og besidde. Det er forbudt at dyrke hamp uden særlig tilladelse. Straffen kan være advarsel, bøde eller fængsel.

Det er også forbudt at køre cykel, knallert, bil osv., når man er"skæv".
Straffen kan være bøde, fradømmelse af kørekort eller fængsel.

er et fælles ord for stoffer som lsd, meskalin og psilocybin. Stofferne er forbudt efter narkotikalovgivningen.

Det er stoffer, der giver en rus med en kraftig forvrængning af sanseindtryk og tankegang. Brugeren synker ind i en indre, drømmeagtig oplevelsesverden med ukontrollable tanker og hallucinationer. Rusen er lunefuld og uforudsigelig. Den kan veksle mellem lykkesyner og voldsom angst med panikreaktioner (bad trips).

Hallucinogener kan hos enkelte udløse længerevarende psykoser, som ligner skizofreni. Mere almindeligt er eftervirkninger i form af flashbacks, hvor rusen pludselig vender tilbage, uden at man har taget noget stof.

Brug af hallucinogener som rusmiddel dukkede op i 60'ernes hippiekultur i USA og spredtes med den til Europa. Brugerne søgte det, de kaldte stoffernes "bevidsthedsudvidende" virkning. I Danmark har brugen af hallucinogener været ret begrænset. Den begrænsede brug er til dels kulturelt bestemt, men skyldes også stoffernes skræmmende og skadelige virkninger.

LSD står for lyserg-syre-diethylamid. Dette syntetiske stof blev først fremstillet i 1938 udfra kemiske forbindelser i meldrøje-svampen. Dosis er uhyre lille: 25-300 mikrogram (dvs. milliontedele gram). Lsd er derfor ofte indeholdt i trækpapir eller en sukker-knald, som spises. MESKALIN findes i peyote-kaktusen, som er almindeligt udbredt i det sydvestlige USA og Mexico. Topknoppen presses til en lille hård skive, som blødes op i munden og spises.

PSILOCYBIN findes i flere svampearter. Indholdet af aktivt stof varierer meget mellem arterne. Opnåelse af rusvirkning kræver således fra 2-40 svampe.

Rusen for kokain er kortvarig (ca. 30 min.). Man føler sig energisk, selvsikker, opstemt og udadvendt. Sult, tørst og træthed mærkes ikke. Følelserne forstærkes - også angst og vrede, hvis nogen eller noget kommer i vejen. Set udefra virker en person på kokain over-aktiv, selvcentreret, og svær at snakke ordentligt med. Pupillerne er store og musklerne spændte.

Kokain kan give en livstruende forgiftning. Der er forholdsvis lille forskel på den mængde kokain, der giver rus, og den mængde, der er en overdosis.

Da kokain er et stof, som forhandles illegalt, kan man aldrig vide, hvor stærkt det er. Tegn på kokainforgiftning er stærk rastløshed sammen med store pupiller, hurtigt åndedræt og temperaturstigning. Der kan komme kramper og bevidstløshed.
Den kokainforgiftede bør hurtigst muligt bringes til skadestuen.

Kokain giver både optur og nedtur: i stofpauserne bliver man irritabel, nervøs, rastløs, indadvendt, nedtrykt. Disse forandringer frister stærkt til et tvangspræget forbrug af kokain med stor risiko for afhængighed - der altid kommer, før man tror det.

Ved jævnlig brug kan der komme alvorlige psykiske symptomer: Sygelig mistænksomhed, angst, anspændthed,depression og psykose.

Brug af kokain under graviditeten kan skade fosteret.

Kaldes også poppers, amylnitrit, isopentylnitrit, isobutylnitrit. Det er kemisk fremstillet og er en gullig let fordampelig væske. Forhandles i apoteker glas og forskellige former for ampuller, der tillader at væsken sniffes.
Virkningen beskrives som hæmningsløsnende, som sexuel stimulans, afslappende og en kort intensiv euforisk rus evt. med hallucinationer. Rusvirkningen er kortvarig ( 2 - 3 min.).

De negative konsekvenser er hovedpine, for hurtig hjerteaktion, besvimelse, blodtryksfald, forbigående halvsidige lammelser, akut psykose, forhøjet tryk i øjet, påvirkning af de røde blodlegemer, pludselig død, ætsning.

Lovgivning: Isopentylnitrit og isobutylnitrit kan anvendes til industrielle formål, men har så vidt vides ingen industriel anvendelse i Danmark p.t. De er farlighedsklassificerede og skal være mærkede på emballagen som brandfarlig (flammesymbol), sundhedsfarlige (trekant) og hudirriterende (+). Der skal stå "farlig at indånde" og "farligt at indtage", at stoffet er let antændeligt og skal holdes væk fra ild, at man bør undgå hudkontakt med stoffet og endelig, at man skal søge læge, hvis man har indtaget stoffet.

eller "trippet" er på mange måder ens ved lsd, kaktus og svampe. Selv erfarne brugere har svært ved at mærke forskel. Forløbet er lunefuldt og præges både af brugerens sindsstemning og af de ydre omgivelser.

Sansningen forstyrres dramatisk, og der optræder hyppigt hallucinationer. Farver og lys flimrer i scenerier med overdådigt eller skræmmende indhold. Omgivelserne ændrer form og farve. Kropsoplevelsen ændres radikalt. De forskellige sansemåder forveksles, så farver kan høres, og lyde kan ses.

Sindstilstanden skifter hurtigt: Fra lykkefølelse til depression eller angst og paranoia, som kan nå panikagtige højder. Brugeren er indadvendt, tiden "går i stå". Tankegangen er styret af en helt egen logik. Rusen varer i 10-20 timer.

Hallucinogenerne medfører først og fremmest risiko for psykiske bivirkninger og skader.

Det alvorligste er risikoen for en længerevarende psykose, som kan ligne skizofreni og i værste fald kan give en livslang psykisk invaliditet.

Langt hyppigere er "bad trips", en mareridtsagtig rusoplevelse, som er præget af angst og panik. Et "bad trip" kan vare op til et døgn. Under et "bad trip" er der risiko for, at den hallucinerede bruger forulykker, begår selvmord eller bliver voldelig. Det er meget vigtigt, at en person på "bad trip" er sammen med nogle, der ved, hvad det handler om, og derfor kan berolige. Ved et alvorligt "bad trip" skal man søge hjælp på nærmeste skadestue. 

De fysiske bivirkninger er normalt milde: søvnighed og kvalme, let stigning i temperatur, puls og blodtryk. Ved meget høje doser kan der dog optræde livstruende forgiftning. Ved mistanke om forgiftning skal man søge hjælp på nærmeste skadestue.

Flashbacks er en ubehagelig eftervirkning, hvor dele af rusen pludselig indfinder sig, uden at brugeren har taget stof igen.

Flashbacks kan optræde flere måneder efter et "trip". Risikoen for flashbacks øges, hvis man indtager hash eller alkohol, eller hvis man er udmattet eller angst.

Tolerance udvikles ekstremt hurtigt. Der skal derfor større doser til at udløse samme rusvirkning.

Hallucinogener kaldes også for psykodelika eller bevidsthedsudvidende stoffer.  

Mennesket har anvendt hallucinogene planter siden oldtiden. Fra europæisk middelalder kendes bulmeurt, pigæble og snerle. I Mellemamerika og Mexico har svampe og kaktus en lang og farverig historie som led i religiøse ritualer. Peyote indgår i dag i sakramentet i den indianske Native American Church. Flere stater i USA tillader fortsat denne praksis med henvisning til religionsfriheden.  

Lsd var gennem 1950'erne og 60'erne genstand for udforskning, bl.a. i en række forsøg med lsd-behandling af psykiatriske patienter. Også i Danmark blev lsd anvendt forsøgsvis i behandlingen. Det viste sig imidlertid, at stoffet i flere tilfælde medførte selvmord eller psykoser. De fleste lande forbød brug af stoffet i starten af 1970'erne. I 1986 vedtog Folketinget "Lov om erstatning for skader ved lsd-behandling". Siden har 154 personer fået tilkendt erstatning.  

Nye stoffer med let hallucinerende virkninger er dukket op gennem de sidste år, nemlig de såkaldte designer-drugs. Se bl.a. afsnittet om ecstasy.

GHB kaldes også fantasy, gammahydroxybutansyre / gammahydroxysmørsyre, Pro G, Blue Nitro m.m. Selv om det på det illegale marked sælges som flydende ecstasy, kan det på ingen måde sammenlignes med denne type stof.

Det er kemisk fremstillet og findes som en farveløs, lugtfri væske, som pulver eller som kapsel. Vandopløseligt; indtages som regel drikkeligt.

Virker først og fremmest hæmmende på centralnervesystemet, dvs. det virker beroligende og søvnfremkaldende, i små doser dog stimulerende. Det har en hurtig indsættende og hurtig aftagende virkning. Effekten er individuel og kan variere fra gang til gang. Det har været brugt som et læge-/sovemiddel, men på grund af svigtende effekt og bivirkninger, har man droppet brugen i hospitalssektoren. Det er ikke indregistreret som lægemiddel i Danmark.

Bivirkningerne er træthed, kvalme, opkast, svimmelhed, krampe, bevidstløshed og åndedrætsstop. Symptomerne ses indenfor en time og forsvinder normalt efter nogle dage. Risiko for bivirkninger er større, hvis stoffet blandes med alkohol. Det er i denne forbindelse, der har været dødsfald. Virkningerne er dosisafhængige, og meget individuelle. Der er en lille og usikker margen mellem dosisstørrelse for eufori/beroligelse og forgiftning. Risikoen for bivirkninger er større, hvis stoffet blandes med alkohol og andre beroligende stoffer, da GHB, alkohol m.m. har en gensidig forstærkende effekt.

GHB er et illegalt stof, der er underlagt loven om euforiserende stoffer.

PCP blev fremstillet i slutningen af 50'erne og i begyndelsen af 1980'erne var PCP udbredt i ghettoerne i USA.
PCP kan give forgiftninger, som ligner skizofrene psykoser. Stoffet kan sniffes, injiceres og ryges, findes i væskeform og pudder.

PCP viste sig at være årsagen til en række mærkelige drukneulykker, hvor ofrene havde tabt al kontrol over deres bevægelser og derfor ikke kunne redde sig selv.

PCP blev afløst af crack og kokain i slutningen af 1980'erne.

PCP påvirker dopaminsystemet i hjernen og er selv i små doser en kraftig nervegift. Halveringstiden er 2 timer.

Rusen er karakteriseret ved manisk sindsstemning, nedsat koordinationsevne, stivhed i kroppen og krampeanfald. Den påvirkede stirrer stift frem for sig og føler ikke smerte. Eftersom den muskulære kontrol helt forsvinder, kan den berusede synke sammen og blive liggende uden at kunne rejse sig. Ofte følger der psykotiske symptomer med som f.eks. forandringer i kropsoplevelsen, tankeforstyrrelser og forfølgelsestanker - som kan resultere i voldshandlinger og/eller selvmordsforsøg.