- 14-04-2013 20:40 | 240 visninger | 0 kommentarer

Du trykkede mig ind til dig, som om dine arme var et beskyttende område for mig. Du ville beskytte mig med hver en knogle i din krop, hvis du kunne. Det er jeg slet ikke i tvivl om i dag. Dine smil, som kunne lysne selv de mørkeste dage for mig. Din evne til at lytte - til at give tid og til at forstå. Du satte alle andre til side, hvis jeg bad om din hjælp. Vi havde lange snakke om alt og ingen ting - du var den jeg ringede til når jeg var bange. Du fulgte mig hjem, hver eneste gang vi havde været i byen, så du vidste jeg kom godt hjem. Du ville altid vælge mig, over alle andre. Du gav så meget - og forlangte så lidt igen. Jeg følte jeg havde fundet min bedste ven. Den ven jeg havde så utrolig meget brug for. Jeg satte så meget pris på dig, og jeg ved du elskede mig - vi var bare for dårlige til at sige det højt. Jeg ved ikke hvor det gik galt. Jeg ved ikke, hvor vi kørte af sporet. Jeg er ikke klar over hvorfor.
Jeg har brugt så lang tid på at savne dig efterhånden. Så mange timer, dage og år på at savne dig. Så mange timer på at holde fast i noget, som for længst var væk. Men det er okay. Det er okay nu. Mit hjerte blødte for dig en gang - det var knust over du gik. Men det er okay nu. Jeg vil altid savne min bedste ven, men jeg har forstået nu, at du kom ind i mit liv for at lærer mig noget. Du lærte mig om venskab. Ægte venskab. Du lærte mig om at miste. Du lærte mig at håndtere det. Du lærte mig at være et stærkere menneske, på trods af du ikke kunne være en del af mit liv efter det. Du lærte mig om dig - og det er jeg evigt taknemlig for. 

- 08-04-2013 07:36 | 213 visninger | 0 kommentarer

tavsheden var dræbende. Jeg havde opbrugt min energi, jeg kunne ikke kæmpe for noget, som var dømt ude så længe før. Jeg ønskede ikke at det skulle ende sådan her, at mit hjerte skulle være et stort usammenhængende puslespil. Jeg søgte min bedste ven - men du var ikke længere min ven. Vi havde kæmpet mod hinanden i det her venskab så længe, uden at erkende det - at vi nu ikke havde flere ord tilbage. Vi havde ikke mere at give - og det er egentlig okay. Jeg har aldrig faldet så hårdt før. Jeg har aldrig haft det så dårligt med noget, som jeg havde det med, at vi to mistede vores venskab i en tid, hvor alt var så kaotisk. Jeg havde ikke engang kræfter nok til at kæmpe for at holde det sammen. Jeg var træt af at kæmpe. - eller rettere jeg var træt af at tabe. Det var sådan det var med os to - der var aldrig nogen vinder, kun tabere. Lige meget, hvor meget vi forsøgte endte vi altid med at såre os begge. Så måske er det egentlig okay. Måske er det faktisk en god ting. Måske skal jeg bare forstå det. Give mig selv tid til at acceptere at vi to? Vi faldt af sporet.