Jeg er ved at være uendelig træt af at undskylde for noget, som jeg i sidste ende burde modtage en undskyldning for. Jeg føler, at jeg prøver at imødekomme andre efter en uoverensstemmelse, hvor jeg bider i det sure æble og "mander" mig op til at undskylde - med det resultat at jeg bliver ignoreret eller vurderet som svag. Hvad er det for noget bulls***?! Helt ærligt!

 

Det skete atter i går, og bagefter fortryder jeg bare endnu en gang, at jeg overhovedet gad vise, at jeg ikke var for stor til at undskylde og komme videre.

 

Og så er det, at det egentlig slår mig. Hvor er der i grunden ufattelig mange gange i mit liv, hvor jeg burde ha' modtaget en undskyldning, men aldrig har fået det. Er jeg bare omgivet af ene egoistiske mennesker, som føler sig for gode til at sige "undskyld, jeg kvajede mig?"
 

Jeg er så træt af, at jeg gang på gang må erkende, at enhver åbenbart er sig selv nærmest, og at du overlever lettest ved kun at interessere dig for dig selv og dit eget ve og vel. Men det er bare så trist, at vi mennesker siger hinanden så lidt, og er så ligeglade med vores næste. Hvorfor skal verden være så kold og følelsesløs? Jeg nægter at være sådan. Hvis karma eksisterer, så har jeg meget godt i vente? og hvis ikke det gør, så må jeg bare blive ved med at tro på, at det aldrig vil gavne eller hjælpe at blive ligesom alle de andre selvoptagede snyltere derude.

Er "undskyld" et for fattigt ord til at bruge?