Min livs historie om mobning!
Før mobningen begyndte, havde jeg det jo skide godt. Jeg var en glad pige, havde selvtillid og selvværd. Selvom jeg er blevet mobbet i omkring 11 år, så havde jeg alligevel på et tidspunkt selvværd og selvtillid. Fordi jeg ikke rigtig tog mig af det folk tænkte eller sagde om mig. Allerede da jeg var 9-11 år, så begyndte min selvtillid og selvværd at svigte mig. Jeg fik en masse trusler på livet over mobil, jeg turde dårligt nok gå på gaden og var rimelig bange. Gik aldrig til nogen med det. Jeg knækkede først rigtigt, da jeg var 12-13 år, der knækkede jeg virkelig. En aften da min mor begyndte at snakke om min skole, så brød jeg helt vildt meget sammen. Jeg græd virkelig! Min mor begyndte at trøste mig, holdt om mig og begyndte at sige: "Åh, nej! Åh, nej! Hvad skal jeg gøre?!" Jeg græd jo bare stadigvæk, men begyndte at sige, at jeg ikke ville tilbage på skolen mere. Min mor begyndte at ringe til min far, og fortalte at jeg sad og græd. Og så kom jeg ikke i skole dagen efter.
Der kom en dag, hvor vi skulle til Bornholm, men jeg ville ikke med. Jeg græd og græd, men måtte ikke blive hjem. Da vi var kommet til Bornholm, blev jeg jo stadigvæk mobbet af de andre. Jeg måtte endda sove på værelse med vores lærer, Dorte Kofoed. Hver gang jeg snakkede i telefon med min mor eller far, så græd jeg. Jeg ville bare hjem. I sommerferien 2007 havde jeg det vildt elendigt pga. mobning. Jeg kunne ikke sove om natten, græd og græd og græd hver evig eneste dag og nat. Selvf var der også andre ting, der stod bag. Mine forældre begyndte virkelig at blive træt af mit græderi. Men kunne jo intet gøre. En dag da jeg gik i 7. klasse, så kom der et tidspunkt, hvor jeg sagde stop. Jeg blev hjemme i tre uger uden at gå i skole. Jeg afleverede allerede mine bøger den 3 uge. Så skulle jeg lige pludselig i skole i den 3 uge, men sidst på ugen. Jeg følte lige pludselig, at jeg havde fået veninder, men det havde jeg så ikke. Jeg blev stadig mobbet og behandlet dårligt! Den skole jeg går på nu er min 4 skole. Jeg er blevet mobbet ud af 3 skoler + et fritidshjem. Ja, jeg blev også mobbet ud af et fritidshjem. At skulle være sådan et mobbe offer er slet ikke rart. Der har været to lejrture, hvor jeg ikke tog med. Fx med min nye klasse tog jeg ikke med. Hvilket nogen har lidt svært ved at forstå. Men jeg havde bare ikke rigtig ressurser til det, og alle gamle minder røg op i mig bare ved tanken. Kan ikke rigtig forklare det på nogen anden måde. Men mobningen har simpelthen gjort det ved mig, at der virkelig ikke skal meget til før, jeg begynder at græde. Fx da Daniel puttede noget ind i øret på mig. Selvom han gjorde det ved alle, men jeg syns slet ikke det var behageligt. Jeg hidsede mig virkelig op til sidst og kom med nok en ret voldsom reaktion. Men var virkelig så tæt på at give ham sådan en på lampen. Men i stedet sad jeg til sidst og græd. Så blev det ligesom alt for meget for mig. Der er utrolig mange ting, jeg ikke syns er sjovt, men alligevel prøver jeg på at se det sjove i det. Men det kan godt være rigtig svært. I dag har jeg virkelig ingen selvtillid eller selvværd, men en masse mindreværdskomplekser. Jeg tror, jeg op til flere gange på en dag går ind i stuen og spørg: "Hader I mig? Elsker I mig? Er jeg mærkelig? Osv." Alt sammen der jo slet ikke er rart. På et tidspunkt når jeg spurgte min far om det, så begyndte jeg nærmest bare at græde ligeså stille, og min far sagde, at jeg skulle stoppe med at græde. Op til flere gange har min far måtte sidde og trøste mig. På mine gamle skoler kom jeg ret tit grædende hjem, nærmest hver dag faktisk. Mine forældre fik virkelig nok til sidst, men det gjorde jeg jo også selv. Kunne virkelig ikke tage mere af al den mobning. Det blev bare for meget. Og sommetider ved jeg godt, at jeg måske ikke snakker særlig meget, at jeg virker ret isoleret. Men når man har prøvet hele tiden at få alt tilbage lige i masken, og at alt bare blev fortalt videre. Så sidder man jo til sidst uden at ville fortælle noget som helst. Bare sidder for sig selv, og virker som en, der ikke gider andre. Men jeg vil rigtig gerne andre, men det kan være lidt svært for mig at åbne mig op, fordi jeg har oplevet alt det der. Dem der mobbede mig i sin tid, hvis de havde muligheden til at fortsætte med at mobbe mig, så havde de gjort det. Fx på Bispebjerg Skole der morede de sig bare over, at jeg var gået ud af skolen. Nogle af dem begyndte at sige til nogle fra Utterslev Skole, at de også ville starte der bare for at mobbe mig. Jeg frygtede det virkelig. Og jeg frygter det nok den dag i dag. Jeg er jo simpelthen ramt så meget af mobning, at jeg nærmest bare skal stå på vagt for dårlige kommentarer. Hvilket ikke er særlig behageligt! Mobningen er nok en del skyld i, at jeg er den, jeg nu er i dag. Selvf er der da ting, som der stadig er det samme som for nogle år siden. Men mobningen har jo virkelig ændret ting ved mig, men om det er negativt eller positivt aner jeg ikke. Tror mest det er negativt. Men en ting er sikkert, mobningen har ændret en del ved mig!

- Det var i hvert fald en del af min livs historie. Orker ikke rigtig skrive mere.
Bemærk at det bliver vist i dit Facebook feed, hvis du synes godt om indlægget.
Kommentarer Viser 6 / 6 | Vis alle
Du skal logge ind for at kunne skrive en kommentar
Log ind og returner til denne side
Emilie2208
Emilie2208, 19-11-2012 13:38
Hej(:
Jeg er aldrig blevet mobbet, så jeg kan ikke sætte mig ind i det, som du har oplevet.
Jeg synes, at det er forfærdeligt, det som er sket for dig. Jeg forstår ikke, hvordan nogle mennesker kan være så grusomme. Har de overhovedet ikke følelser? Men de mennesker som har mobbet dig, har jo ikke været helt raske. Måske har de haft problemer i hjemmet. Noget har jo fået dem til at være sådan mod dig. Det er selvfølgelig ikke en undskyldning, for de har jo ændret dit liv.
Jeg synes, at du har klaret det flot. Jeg ønsker dig alt godt for fremtiden. Jeg håber, at mobningen stopper!
Held og Lykke.
- Emilie.14.
1234qwer
1234qwer, 05-10-2012 22:42
hvor gammel er du

jeg har det på samme måde, det er mange år siden, men jeg slider med traume, græder hele tiden, tænker kun på det, hvordan komer jeg vider

jeg vil være mig igen, jeg vil ha mit gamle jeg tilbage, åhh har det så svært med det her, har traume.

vil du skrive sammen..det vil hjælpe mig videre som skriveterapi og osse dig..har virkelig brug for nogle at dele med..kan ikke klare dette mere

hvofor skete det, hvofor lige mig, var der noget jeg ku gøre anderledes. /: /:
hugs
hugs, 01-04-2010 17:37
Jeg kan fuldstændig sætte mig ind i det der.
Jeg blev mobbet fra første til syvene klasse.
Det var både den "traditionelle" form for mobning, og så blev jeg banket, sparket, spyttet på, og alt hen af den vej.
Jeg har som dig, stadig ar. Og som du siger med at reagere som du gjorde der. Jeg kan kende det hele fuldstændig fra mig selv. Det kunne lige så vel have været mig, i det indlæg..

Det gør ondt at se!
flasken
flasken, 30-03-2010 23:46
Mobning er modbydeligt.. Har stået i dit sted.
At blive haglet ned hver evigt eneste dag, truet på livet - kommet grædende hjem flere måneder i træk. Jeg kan godt forstå hvis du stadig har ar på sjælen den dag i dag; resten af dit liv, faktisk. Så er vi nemlig to..
ExPrincess
ExPrincess, 30-03-2010 23:03
Jeg kan SÅ godt sætte mig i dit sted. Åh, jeg fik helt tårer i øjnene på et tidspunkt.
Jeg er selv blevet mobbet meget - faktisk fra børnehaveklassen og til i starten af 7. klasse, hvor jeg fik nok og skiftede skole.
Der fik jeg det så heldigvis helt fantastisk, og siden har der aldrig været mobbeproblemer for mig.
Men ja, mobning er frygteligt. Det ødelægger folk, og det giver så utrolig mange ar på sjælen.
Det kan være svært for andre at forstå, at man reagerer på en anderledes måde på nogle ting, fordi man blev mobbet for lang tid siden, men sådan er det nu engang.

Der er utrolig mange negative ting ved at blive mobbet, men der er også positive (jeg ved godt, at det sikkert virker usandsynligt, at der skulle være nogle positive ting ved det, men det er der - selvom det tog nogle år, før jeg kunne se det).
Jeg er helt sikker på, at du er klogere på andre menneskers følelser, end de fleste andre er.
Du er sikkert også bedre til at trøste, fordi du kan sætte dig i andres sted.

Jeg vil vove at påstå, at mobbeofre tit er meget mere behagelige og omsorgsfulde mennesker end så mange andre : )

//Caroline.
longway
longway, 30-03-2010 22:53
lyder forfærdeligt, håber på det bedste for dig i fremtiden!
Stem:
30-03-2010 22:39
Tags: 
 
Sider der linker til dette indlæg
Kommentarer: 6
Visninger: 3.584
 
Tidligere indlæg:
 
06-03-2014 22:53, 0 kommentarer
 
19-12-2013 22:41, 0 kommentarer
 
18-12-2013 22:03, 0 kommentarer
 
21-06-2013 00:39, 0 kommentarer
 
06-06-2013 21:24, 0 kommentarer
 
12-05-2013 22:59, 0 kommentarer
 
07-02-2013 17:17, 0 kommentarer
 
14-01-2013 11:44, 0 kommentarer
 
07-01-2013 21:01, 0 kommentarer
 
15-12-2012 00:26, 0 kommentarer
 
Funktioner:
Anmeld misbrug
Send til ven
 
RSS feed for blog indlæg
© 2014 Arto ApS | Retningslinjer | Copyright information Annoncering | Om siden