Min veninde skrev til mig. Hun var dybt ulykkelig fordi hendes venner ikke gad hende mere, og fordi hun ikke engang havde lyst til at se de mennesker, som normalt kunne gøre hende glad. Hun græd hele tiden og jeg følte sådan med hende! 

Jeg kender alle de følelser og tanker, men jeg reagerer ikke mere. 
Jeg kan måske godt føle mig ulykkelig og ensom, men slet ikke sådan som før. I virkeligheden er jeg bare nedtrygt og "ligeglad" Jeg virker ligeglad overfor de ting, som førhen fik mig til at græde. 

Jeg kan dårligt nok tvinge tårer frem, når jeg virkelig prøver, når jeg virkelig føler behov for at græde noget ud - der kommer intet.

Hvis jeg skader mig selv er jeg ligeglad. Jeg tænker bare "Nå.." mens jeg finder kniven frem "så skal vi til det igen.." 

Jeg bliver ignoreret i skolen. Det sårede mig så dybt, men nu virker også dét ligegyldigt. Jeg venter bare utålmodigt på, at dagen er forbi, så jeg kan komme hjem igen. 

Det er som om at min lyst til forandring er væk. Måske har jeg bare accepteret nu, at ivet stinker og sådan er det bare. 

Jeg kan hverken grine eller græde.. jeg går bare rundt med stoneface. Blank og nærmest følelsesløs vandrer jeg rundt og ønsker, at en eller anden kunne komme og vække mig til live igen...