Selvom mange tror, at jeg har det perfekte liv og af og til skriver om mine positive oplevelser og hvad det nu ellers kan være, så er mit liv langt fra en dans på roser. Som skrevet tidligere, så har min faster fået kræft og det er stadig ikke rigtig gået op for mig. Jeg får den daglige update om min faster fra min far og det virker 'kun' som ord for mig, når han fortæller om hende. Jeg har svært ved at tro, at hun har kræft og har det så dårligt som hun nu har det. Men ikke nok med at hun har fået kræft og er/skal begynde kemobehandling, så inden da fandt lægerne 1, 2, 3.. men 6 blodpropper. Det er bare gået så stærkt alt sammen og min faster ønsker ikke at få besøg og det får jeg så dårlig samvittighed over. Sidst jeg så min faster var mellem jul og nytår, da vi var til julefrokost hos hende og hun virkede slet slet ikke syg overhovedet og selv der bar hun rundt med hemmeligheden om, at hun havde kræft. Min far har gentaget sig mange gange om, at hun ikke ønsker at få besøg og selvfølgelig kan man ikke tvinge hende til det, men jeg føler langt fra, at jeg har sagt farvel til hende.
Min faster er på nuværende tidspunkt opgivet af lægerne. De kan og vil ikke gøre mere, så de har sendt hende hjem, velvidende om, at hun snart har sine sidste dage og så er det slut. Det går kun ned af bakke, men min fasters humør fejler intet, har min far fortalt mig. Jeg ønsker virkelig at se min faster meget snart inden det bliver værre og værre og inden det er for sent, men jeg kan og vil ikke tvinge hende til at få besøg. Hverken min far, onkel eller farmor og set hende siden jul og heller ikke dem, ønsker hun at se. Jeg personligt synes, at min far skal trodse det, køre afsted i bilen og besøge hende inden det er for sent. Jeg er sikker på, at han vil fortryde det, hvis ikke han får lov til at se hende en sidste gang og dermed håber jeg, at han vil sende hende varme tanker fra mig.
Selvom jeg ikke har haft så meget med min faster at gøre her i mine 'voksen' år kan jeg ikke lade være med at lade en tåre trille ned af min kind og tænke tilbage til dengang jeg var en lille pige. Min faster har flere gange haft mig 'til låns' som sin egen lille pige, da jeg var lille og det samme har min onkel også. Jeg er den eneste pige på min fars side af familien, så da jeg kom til verden, var jeg allerede fra start noget helt særligt.. Jeg var alles lille pige engel. Alle var så glade for, at der nu kom en pige i familien også. Jeg var ofte i centrum og både min faster og onkel var meget glade på min fars vegne, at han havde fået en pige og min faster var så pjattet med mig, at det da også af og til var tydeligt, at hun også selv gerne ville have haft en pige, men så havde hun jo mig 'til låns' indimellem. Nu har jeg svært ved at tænke tilbage på de tider, uden at tudbrøle. Jeg har svært ved at tro, at hun har det så skidt og jeg har svært ved at tro, at netop hun er blevet ramt af så meget modgang, for sådan noget sker jo kun for naboen. Min faster fylder endda 65 om 4 dage og jeg håber da inderligt, at hun når det, men ingen kan sige noget. Alt hvad hun foretager sig bliver talt time for time. Jeg vil og kan ikke sige farvel. Åh!

Jeg savner dig så meget, faster
.. please, niv mig i armen og fortæl mig,
at dette er en ond drøm.