Kan mistanken forhindre kærligheden i at blomstre?
Ja, når man lader mistanken stå i vejen. Problemet er bare, hvordan lader man være? 

Jeg har haft en dejlig weekend, svævet rundt på den lyserøde sky, med Mathias i hånden. At savne gør det hele meget bedre, når den man savner, så endelig er der igen. Kan man være så forelsket at man bare lave gadedrengehop over alle de bjerge, der er at bestige? Det tror jeg.

Jeg har en drøm, en drøm om at være stærk. Stærk nok til at stå oprejst mod den her verden. Tage livet i små, men stærke skridt. Jeg drømmer om at jeg en dag bliver hende. Hende hvor kamplysten lyser ud af hendes øjne. Hende der har taget hendes nederlag, men bruger dem til at vinde den næste kamp. Hende, hende jeg vil være. Hende jeg vil gøre alt for at blive. 
Bare vent og se venner, det er mig. Snart.

Jeg har midlerne til det perfekte liv, hvis jeg bare kunne bruge dem rigtigt. Hvis jeg bare kunne samle det her puslespil, uden fejl. Hvis jeg bare kunne .. 

En ting er sat fuldstændig på plads. Det har taget sin tid, men nu er den der, helt rigtigt. Og det er min veninde, min bedste veninde. Hende der sætter en finger under min hage, for at holde mit hoved højt. Hende der ved lige hvor hun skal røre mig, hende der ved lige hvor mine svageste punkter er, og hvor min selvtillid står højest. Hende der husker mig på hvem jeg er. Hende jeg aldrig kan andet end at være så stolt af. Hun er er af de stærkeste personer jeg kender, hvis ikke den stærkeste.

Puha, en mærkelig blog. En blog fyldt af varme tanker, og lykkefølelse i maven. Frisk. Den kommer lige fra under min varme dyne. Den kommer lige fra alt det der ligger bag mit smil i øjeblikket.
Tak til alle jer der har været med til at gøre mig til hvem jeg er. Jeg er gud taknemlig for at i er skabt.

Tak for i aften bloggers. Hyg jer.