hmm. ja hvordan starter man sådan et emne her, og vil i overhovdet forstå?. what ever her it goes.


hvad er det vi mennesker vil med livet? finde lykken selvfølgelig , ( the pursuit of happines ), det kan ingen af os benægte, vi vil være lykkelige !.

hvordan vil vi gøre det? jo jeg tænkte at man på et eller andet tidspunkt sætter sig ned og spørg sig selv, hvad vil jeg med mit liv, hvad gør mig " lykkelig ". sådan gjorde jeg hvertfald, så er der selvfølgelig alle jer der ude. og ja i er fleste tallet, som vil leve deres liv nogenlunde som deres forældre og overhovedet aldrig nogen sinde sætte spørgsmåls tegn ved noget. og nej i vil ikke fatte en skid af det her hvis i læser det, jeg vil dog håbe det sætter nogen tanker igang i jeres hoveder, eller ved i hvad, luk den her side og glem i læste det, tror ikke jeres øjne ville bryde sig om den  virkelige verden, eller " hvertfald min virkelige verden ".

¨men ja hvis man tænkte som mig, jeg vil tænke hvad vil gøre mig glad? jeg elsker at synge, så jeg skal synge, men man kan ikke tage en uddanelse i syngning, jo man kan blive delvist bedre, men sorry to say it boy, hvis du er født uden et talent er det bare ikke nok. så jeg tænker, hvem har nogen sinde sagt jeg har talentet til at gå distancen? ja man skal tro på sig selv hvis man gør noget, men hvorfor bruge hele sit liv på at jagt noget der aldrig kommer til at ske, en eller dag vågner man op og indser det. som 40 eller 50 årig hvad ved jeg. vil man så ikke føle man spildte sit liv? men på den anden side hvis man aldrig troede på sig selv og aldrig jagtede sin drøm vil man vel også altid føle, at man et eller andet sted har fejlet i sin jagt på lykke?. men guess what? vi vil altid vælge at prøve for det er. The pursuit of happiness. og så sidder jeg og tænker har 50 cent ret? hvad er det han siger. " get rich or die trying ", jeg vil så nødig tro det, nå men whatever han har sq alligevel ret, hvertfald hvis man ser det fra mit synspunkt, se på det således

fødsel                             -                               liv                                    -                           død


hvor latterligt er det at tænke vi bruger 2/10 dele på at udanne os og næsten resten af det til at arbejde i, og så når vi er blevet 80 sidder vi og savler på et eller andet alderdoms hjem, savler og spørg hvor grethe er henne, eller what ever jeres bedste venner hedder, og hvis ikke er man så uheldig at stadig fatte noget og man sidder der og tænker, fuck man jeg er den sidste tilbage af hele mit liv, hvor fucking trist må det være? ens barnebarn dumper ind en gang hvert halve år men har altid travlt, og man husker hvordan man selv havde med at besøge alt for gamle bedste forældre på pleje hjemmet, vide og se man var det bedste der var sket for dem siden man sidst var på besøg, og bare have den der afsky for det. alderdommen og alt hvad det medfører, jeg hader hvertfald tanken, men ved jeg selv ender der engang om meget meget længe. og samtidig her i livet er der jo også hvad jeg næsten vil vælge at kalde the pursuit og LOVE. hvad sker der for det lort? man møder " pigen i sit liv " man er dum og stiv en aften og har fuldstændig glemt hvad man engang havde. kærlighed venner det kommer sq kun rigtigt 1 gang, i ved den der rigtige gang med hende eller ham, man finder måske senere hen skygger af det og sætter sig til nøje, nej man. Hvad jeg egentlig prøver at sige her er at hvis i møder kærligheden på jeres vej og i går hånd i hånd, og i går og i går, lige pludselig er det blevet så normalt at gå der og holde i hånd at du glemmer hvor dejligt det er, du døser hen og giver slip, og nogen gange, de fleste gange er hun eller han allerede gået så langt hen af stien at lige meget hvor højt du råber eller hvor hurtigt du løber, kan man ikke nå dem. så mit råd take it or leave it. hold fast i den hånd og husk hvorfor i gør det, for græsset er aldrig grønnere på den anden side. trols og orgie, jeg har besvaret jeres spørgsmål. men ja for det tror jeg sq gør livet lidt nemmere at gøre lykkeligt. men hvis man nu kom til at give slip? sorry i do not know, men hvis jeg finder svaret så lover jeg at sige det videre

men hey tilbage til livet, alle os der ikke har tænkt os at leve vores liv som vores forældre og vade rundt som zombier, ja nogen vil sige vær tilfreds med livet, du er blevet det skænket og det burde være nok, ja det er mig blevet skænket men er det godt eller skidt? og så ja, i kender godt de dage eller øjeblikke/ sekunder hvor livet bare er perfekt man er " lykkelig " så tænker jeg hvertfald, life is mother fucking great ! men så det meste af tiden tænker jeg på alt det jeg tænker nu : /

det er fucking begyndt at blive en smule trist, jeg sidder og tænker, måske er jeg bare fucking realistisk? og alle andre der betræder denne jord zombier? måske har jeg bare på en eller anden ufattelig måde fået så meget selvkontrol at jeg kan vælge at lade være at følge alle instinkter, så som the pursuit of happiness og kærlighed eller for den sags skyld begær, for det er jo instinkter, ja hvis jeg bare levede som en " zombi " og ikke stilte de her spørgsmål ville jeg gå lige om bord i hele pisset prøve mit bedste, og klemme absolut alt den smule lykke ud af livet jeg kunne, og dø enten som en succes eller en falier, men er det ikke for sørgeligt at tænke på, at ingen ud af de omkring 5 milliarder mennesker vi nu er, er der ingen der nogen sinde har sagt at du har talentet til at forfylde den drøm du nu engang havde, jo hvis bare ville leve et danmarksen liv og det ville gøre dig "lykkelig" så ku du, men hvad nu hvis du forlanger mere af livet, men ikke har evnerne til det, skal man bare give op ligesom alle de andre drankere og stofmisbrugere sikkert har gjort, de indså simpelthen at de ikke havde hvad der skulle til og gav op, de indså de ikke var den mest egnede til jobbet. survivel of the fittest. men nej det vil man jo heller ik, så hvad gør man? man skal vel forfølge drømmen, så hey det er min plan, men hvis man nu fejler, hmm måske bare man bare glemmer det?, det ville sq også være meget lettere ikke at have en drøm, men det har vi alle. men hey jeg ved jo heller ikke om det her er hvad der gør en lykkelig, men vil jeg gå ud fra det er. men hvis der er nogen af jer der ude der kan følge mig så læg venligt en kommentar måske et svar? hvis nogen har gjort sig klogere tanker, for tvivler på i har et facit det er der jo ingen der fuldt ud har, kun bud. det er sikkert en ting vi mennesker aldrig vil finde svaret på.