Det var et halvt år siden det skete. Det gik hurtigt, og han led. Kræften var startet i nyrerne, kæmpet sig vej til lungerne og derefter ødelagt hans hjerte.
Det hjerte som havde indeholdt så meget kærlighed til hver enkelt person han havde kendt.

Til hans forældre og søskende, til hans bedsteforældre, til hans kusiner og fætre, til hans onkler, mostre og fastre, til hans venner - og ikke allermindst hende.
Hans bedste veninde, hans livs kærlighed. Han havde prøvet at fortrænge det, men hun havde afluret ham.
Deres første kys blev også deres sidste. Hun gav ham det lige inden han gik bort.

Alle havde prøvet på at muntre hende op, men intet hjalp. Hun havde mistet en vigtig del af sig selv. Sin sjæl - sin sjæleven. Den der gjorde hende hel.

Han havde fortjent alle hendes tårer, for der var ikke andre end ham for hende. Hun havde elsket ham til det sidste - og elskede ham stadig. Ingen kunne tage hans plads i hendes hjerte.
Hun havde snakket med Mikkel - hans bedste ven. De havde grædt tårer sammen, og været fortvivlet over hvorfor det var ham der skulle dø så ung - kun 19 år gammel.

Nu er det kun Mikkel, der sidder tilbage. Han tilbringer al sin tid på kirkegården. Kigger på de to gravstene. Kristian's gravsted - og hans elskedes gravsten.
Trine - død på deres syvårsdag. Taget af sorgen.