Kære dagbog.

Vi starter lige med en follow-up fra d. 20. Altså onsdag:

Kender du det, når man lige har vendet sig til at leve med sine nuværende småproblemer, og endelig har accepteret at de bare er der? Sådan havde jeg det for omkring to dage siden. Alt faldt ligesom på plads og mit liv virkede pludseligt, hvis ikke perfekt, så i det mindste mere eller mindre overskueligt. Jeg opnod en slags fred med mig selv, halleluja for at det er muligt i det her hjem. Det var som en dyb indånding efter at have løbet for sit liv. Men, som de jo så populært siger i alle bøgerne: "Puberteten er som en følelsesmæssig rutsjebane". Ak ja. 

Jeg sad nok så fredeligt hjemme i min seng under min dyne, og skrev med folk på arto. (Ja, jeg faldt i. Når alt kommer til alt så ér arto svært at vænne sig af med når man først er gået igang) Jeg kom til at klikke forbi min kusines profil - og hvem skrev hun med? - Mrs. Bitch! Who else?? (Info: Mrs. Bitch aka. Maria, aka. Kaspers ex kæreste som overbeviste ham om at slå op med mig i sin tid. Hun hader mig for no apparent reason) Jeg læste deres samtale og det viste sig så at de skrev om, ja, mig! Jeg ringede straks til min kusine og spurgte hvad fanden hun havde gang i. Hun frantaniserer med fjenden, gør hun! Hendes forklaring lød noget i retning af: "Jamen hun er faktisk skide sød!" HA! "ej virkelig, du er faktisk blevet en snob her for tiden Katrine" Undskyld, hvad er jeg?! Tsk. Jeg klaskede røret på og lavede en mental note til mig selv om ikke at tale til hende igen. Jesus Kristus... Så ringede min telefon igen. Det var Maria. Hun råbte og skreg om at jeg var en egoistisk kælling, der droppede alle mine venner fordi jeg følte mig hævet over dem, at jeg ikke havde nogen rygrad og at jeg desuden stræbede så meget efter at blive som hende, at det var helt kvalmende. Christ kvinde, hvem tror du egentligt du er? Jeanne d'arc? Gu' vil jeg da ej være som dig. Jeg smed endnu engang røret på. Der var kun én person der kunne få hende til at holde kæft og passe sit eget liv. Fyldt op med sur vrede tastede jeg, slog ville nok være en mere retfærdiggørende beskrivelse her, min exs', Kaspers, nummer ind på min mobil og ringede op. Vi havde ikke snakket sammen i en måned og da jeg hørte hans bløde stemme i røret måtte jeg virkelig tage mig sammen, for at huske hvorfor jeg var rasende. "VI - SKAL - LIIIGE - TALE - SAMMEN - MIN - FIIINE - VEN!!" råbte jeg i vrede stød ind i hans øre. Tonefaldet i hans stemme da han svarede var ligeså blødt og forstående som altid: "Selvfølgelig. Fyr løs" - og jeg fyrede løs. Jeg råbte og skreg, græd og skældte ud, tiggede og bad, i næsten et kvarter uden stop, hvorefter min afsluttende kommentar på denne selvdestruerende epoke var noget i retning af: "- og så fjerne du den kælling fra mig!! COMPRENDE?!" 

Holy... Fuking... Christ. Da støvet havde lagt sig, indså jeg hvor forfærdelig pinligt jeg lige havde gjort livet for mig selv. Fast besluttet på ikke at vise mit ansigt mere til denne onde verden, lagde jeg mig ned og trak en pude over hovedet. Jeg nåede at ligge der og sparke mig mentalt i fem minutter, før min telefon ringede. - igen! Det var Kasper. Åh nej, åh neeeej! Med rystende hænder trykkede jeg på accepter-knappen. Samtalen forløb som følgende:
"... Det (med pibestemme) *host* Det' Katrine"
"Hej... Det er mig."
- Ej virkelig?!
"Hej. Øhm, undskyld det før der..."
"Det er iorden. Du var ked af det. Sådan er det"
"Hehe, jaer, riiight..."
"Jeg har snakket med hende. Hun vil ikke lytte. Undskyld"
- Hold OP med at være så sød!!
"Det er iorden. Bare glem det så"
"Det... Det kan jeg ikke..."
- Undskyld, hvad?
"Hvad mener du?"
"Jeg kan ikke glemme dig Katrine..."
"....."
"Jeg... Jeg elsker dig"
- Nå, så det er dér vi er igen.
"Nej du gør ej Kasper. Det er noget du bilder dig ind"
"Katrine... Med den sorg og det savn jeg føler er jeg ikke i tvivl"
"...."
- omgosh. Hvad fanden siger man til det?!
"Katrine?"
"mmh. Ja, jeg var lige langt væk. øøøh... Vil du have at jeg skal komme tilbage så...?"
"Nej... Nej det vil jeg ikke. Det er bedst for dig hvis du bliver væk. Jeg sårer dig bare igen"
"Jamen... Hvad fanden skulle det så til for?!"
"Jeg... jeg ved det ikke..."
"Nej, det er skuda ikke første gang!"
"... Undskyld *grådkvalt stemme*"
"Det ord dækker lige som  ikke mere for dig vedkommende!"
"...."
".. Farvel Kasper..."

Mit hjerte bankede som en sindssyg. Jeg gav efter for tårerne og smed mig ned og hulkede. Lidt efter lidt gik det langsomt op for mig at jeg har grædt for meget over ham. Han er virkelig ikke det værd. Jeg VIL ikke mere! Fast beslutttet på at, fra nu af, at optræde som den viljestærke og modne kvinde jeg var, skubbede jeg det hele i baggrunden og satte mig ved computeren igen, som om intet var sket. Ja, nu skulle man tro at det hele var forbi for denne gang, men nej. For Kristian loggede på msn. 
(Baggrunds historie: Kristian var engang min bedste ven i hele verden. Vi delte alt og var der altid for hinanden. Vi var som søskende. Jeg elskede ham af hele mit hjerte, men så en dag kom Michelle forbi. De to forelskede sig i hianden og jeg havde aldrig set Kristian så lykkelig. men Michelle var forfærdelig jaloux. Hun forbød mig og Kristian at ses, og lidt efter lidt mistede jeg ham. Efter et år havde de stadig ikke slået op, men jeg havde aldrig helt glemt min gamle bedste ven...)
Uden at havde snakket med ham i et år (på nær en enkelt gang for 3 uger siden, hvor Michelle ikke var hjemme til at tjekke hvem han skrev med) skrev han pludseligt til mig. Det viste sig at han havde slået op med Michelle (hun var blevet lesbisk og var nu sammen med en pige ved navn Tara) og gerne ville have vores venskab tilbage! Jeg brusede over af glæde! Endelig. Det jeg havde ventet på i et år. Åh hvor havde jeg savnet ham! Men, for der er jo altid et 'men' når det kommer til mit liv, så loggede Michelle på.
"Tillykke. Du vandt Kristian. Du skal bare vide at han er forelsket i dig, so!"
Say what?!! Oooh no, nej nej nej. Niks. No way josé. Jeg valgte at glemme det. Hun var vred og hun syntes ikke ligefrem så godt om mig, så jeg skubbede det tilside og vendte tilbage til min samtal med Kristian. Vi skrev sammen hele natten og aftalte at være sammen på mandag. Jeg svævede rundt. Så faldt det hele alligevel på plads, og i løbet af natten fik jeg også sluttet fred med Michelle igen. Ha, fuck Maria og Kasper. Med et veltilfredst smil lagde jeg mig til at sove igen. Så faldt alting alligevel på plads.


Torsdag d. 21:

Næste dag i skolen berettede jeg straks historien til mine bedste veninder, Simone, Marie og Sille. De var så glade på mine vegne og resten af dagen pjattede vi bare. 
Moment: Vi sidder i klassen og der er helt stille. Pludseligt lyder det ovre fra Marie's plads: "ostehaps - stehaps - tehaps - ehaps - haps - aps - ps -s!" Alle flækker bare sammen af grin. Det er Marie i en nøddeskal. Hun er sku crazy. Jeg elsker hende.
Midt i sidste time fik jeg sms. Snedig om jeg er, fik jeg listet min telefon ud af lommen og trykket ind på beskeden. Det var fra Kristian. Mine øjne blev større og større jo længere jeg kom ned i beskeden. Hvad satan...
"Katrine. Jeg må fortælle dig noget... Jeg... Jeg er forelsket i dig. Jeg ved bare at jeg glemte dig aldrig... Jeg var jo også på en måde vild med dig dengang også men blev nød til at prøve at skubbe dig væk for ikke at såre Michelle... Undskyld... Og jeg ved bare at... Siden jeg kom til at skrive til dig den aften har jeg ikke kunne få dig ud af hovedet i: ja Katrine... Jeg er vild med dig og det har jeg været længe i:"
Jeg var mundlam. Men heldigvis kom der en besked lige efter, hvor han skrev om vi ikke bare kunne starte med at opbygge vores gamle venskab igen. Jo! Jesus Kristus endelig!

Ja, det var så min uge, fra onsdag og fremtil idag. K-A-O-S! Men det går jo over igen. Nogle gange må man bare lade tingene ske og ride stormen af. Det hele finder jo en måde at falde på plads på til sidst. Intet er så skidt at det ikke er godt for noget og hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere. Ja, så blev jeg så meget klogere (:
- I den her weekend skal jeg med hele familien, på min fars side, til Sverige. Min faster Risse, der bor i Afrika til daglig, kommer nemlig til danmark og har derfor inviteret hele familien på weekend, i en ødegård i sverige. holy christ. og vi taler den underlige del af min familie; hippier, gamle flipperer og so on. Det skal nok blive... farverigt. Jeg skriver om det når jeg vender tilbage. I mere eller mindre sund psykisk tilstand.

Katrine.