|
Du er så falsk... gamle bedste veninde?
Jeg ved ikke, hvad der skete dengang. Men fuck hvor har det her nok været en af mine største fejltagelser i mit liv!
Jeg mødte dig sidste sommer. Mit første indtryk af dig, det blev hurtigt fjernet, da jeg begyndte at snakke med dig, og du blev meget hurtigt den person, som fik alt at vide, når der var noget! Du er den person, som allerhurtigst er kommet ind på livet af mig. Du fik alt at vide! Du fik hele min "fortidshistorie", du fik alt at vide! Du kendte mig bedre end nogen anden! Du blev hurtigt min bedste ven, og det hele virkede så perfekt? Vi snakkede og skrev om alt. Vi grinte, vi smilte, vi pjattede, vi snakkede alvorligt, vi hjalp hinanden, når det hele gik skævt, vi var dem der altid var sammen? Og jeg troede virkeligt på, at det var starten på et evigt venskab! Et venskab, som ville vare evigt og bare blomstre mere og mere med tiden. Det troede jeg virkeligt! Og det gjorde det da også, de første 6 måneder i hvert fald!
Men pludselig fra den ene dag til den anden skete der noget. Vi skrev aldrig sammen mere, og vi snakkede faktisk heller aldrig sammen mere. Hm.. når ja, det kunne jo bare være, at det lige var en periode, og så ville det blive godt igen.. jeg gav det noget tid, men der skete intet. Jeg blev mere og mere indelukket, jeg sad tit bare og stirrede ud i den blå luft. Jeg græd oftere og oftere. Smilet på mine læber forsvandt. Smerten skreg inden i mig. Jeg var ved at gøre ting, som jeg ikke skulle. Jeg skrev mange lange beskeder til dig, men jeg sendte dem aldrig. Jeg endte med at slette dem! Jeg skrev på dem i flere timer, jeg rettede i dem, læste dem igen, rettede igen, det skulle være perfekt? men alligevel så når de var "perfekte" så slettede jeg dem! De få som kendte til, hvordan jeg havde det, kunne kun se til, at jeg gik længere og længere ned. For intet kunne gøre mig rigtigt glad. Smerten skreg, så tit lå jeg bare i min seng og kiggede lige op i loftet og lod tårerne løbe. Så tit sov jeg ikke. Så tit sad jeg bare og skrev lange romaner til dig og slettede dem igen. Mine følelser var i et stort virvar af had, savn, kærlighed, sorg, glæde, osv., jeg prøvede virkeligt at tage mig sammen og sige til mig selv, at du jo for helved ikke var det værd! At du ikke var mine tårer værd, at jeg ikke skulle bruge min tid på at skrive beskeder til dig, at jeg ikke skulle bruge mine kræfter på at tænke på dig, at jeg bare skulle glemme dig! Men dagene blev længere og længere, tårerne blev flere og flere, smerten skreg højere og højere. Alt mindede mig om dig. Bare en lille bitte ting kunne få tårerne frem. Bare at sidde og kigge i min kalender, dagene med dig var skrevet ind, minderne med dig var, samtalerne med dig var der. Mobilen kunne jeg heller ikke kigge igennem. Billederne med dig var der, beskederne fra dig var der. Alt mindede mig om dig! For helved hvor jeg savnede dig!
Men som tiden gik blev jeg mere og mere afklaret med, at det var slut. Og selvom det var hårdt at indse, så lod jeg det komme ind, jeg blev afklaret med det! Jeg havde ikke set det komme, at det skulle ende med os to! Livet med dig var det var perfekt! Jeg stolede på dig! Det gjorde jeg! Men noget gik galt. Hvad der gik galt, det ved jeg ikke. Men jeg havde ikke set det komme. Du var den person, som altid hjalp mig igennem de lange ture igennem alle følelserne. Du var den person, som gjorde, at jeg ikke bare gav op, når jeg mødte nederlag, du fik mig til at rejse mig og kæmpe videre! Du var min styrke! Du gav mig troen på livet tilbage, når det hele var et stort helved! Du var min stemme, når jeg ikke kunne snakke. Du var min hverdag. Du var mit smil. Du var min sol på en regnvejrsdag. Du var den person, som betød så ufatteligt meget for mig. At stå og se på, at vores venskab bare gled lige så stille ud i sandet, som så megt andet i mit liv var noget af det værste jeg har oplevet! Jeg havde aldrig følt sådan før! Aldrig havde jeg følt mig så fortabt og meningsløs, som jeg gjorde uden dig. Jeg var intet uden dig, det var jeg ikke! Men jeg fandt tilbage til mig selv, også uden dig! For jeg fik støtte fra dem, som der altid var der for mig, selvom jeg så tit svigtede dem (undskyld til jer /: det var aldrig min mening at svige jer! /': )! Jeg fik smilet tilbage, som tiden gik. Jeg fik lysten til at leve og stå op hver dag tilbage igen. Og efter noget tid var jeg tilbage på banen igen, jeg smilte og jeg grinte! Og jeg havde det rent faktisk godt! Men pludselig kom du tilbage? Og hvorfor gjorde du egentligt det? s: du savnede mig, sagde du?! Jo tak, jeg savnede også dig, men det var dengang! Jeg savnede dig så meget, at det gjorde ondt. Men det var dengang! Jeg var kommet så meget videre, som jeg kunne. Men nu stod du der, du ville tilbage til mig? Jeg gav dig en chance til. For efter min mening er ingen perfekte! og alle skal have en ny chance! Vi begyndte at skrive sammen igen.
Men du havde ændret dig så meget! Du var ikke længere den person, som tog efter det indre. Næh nej, du var begyndt at gå meget mere efter det ydre! Mine bedste veninder var pludselig "dem der" og ja, vi blev sikkert betraktet som "outsider"? Men hey? Vi var os selv! Vi ændrede os ikke på et eneste tidspunkt! Og hvem var det, som ikke var en del af fællesskabet tilsidst? Det var jo dig! Pludselig var du meget mere poppet, og ja, faktisk snobbet? Hvor blev den gamle dig af? Hende vi alle kunne lide? Pludselig begyndte du bare at snakke om alt det, som du før havde sagt, at det var bare noget der var der, men du ville aldrig blive sådan en, som rendte til fest tit eller bare gik efter, hvordan folk så ud? Men hvad er der så sket? Du har ændret dig! Du er blevet så pisse falsk! Jeg, din "bedste" veninde, kan ikke kende dig mere! Aldrig har en person virket så falsk, som du gør nu! Jeg hader at sige det, men det er sådan det er!
Folk ændrer sig, men du gør barbie ægte, søde skat? Det er ikke lige frem skide fedt! Pigebarn? du var den bedste! jeg elskede dig, det gjorde jeg virkeligt! men hey? jeg vil ikke mere, hvis det er på den her måde! Jeg vil ikke bare være en, som du kommer til når du har problemer, det vil jeg ikke! For jeg lytter til dig, hvis du lytter til mig! Sådan er livet nu engang! Jeg siger fra over for dig, jeg vil ikke med dig til fest ved ham og ham. Og nej, jeg vil ikke med ud og drikke. Og nej, jeg vil ikke lige høre, hvad der skete i lørdags! For søde skat? jeg har nemlig et liv! Jeg har venner, som jeg ved er der for mig, når jeg har brug for dem! Men når du har brug for mig, så er jeg der ikke! For du var der ikke for mig, da jeg havde allermest brug for dig! Du svigtede mig! Jeg havde aldrig troet, at jeg havde brug for dig ved mig, når jeg græd, men jeg tog fejl! Jeg havde aldrig troet, at jeg ville være blevet så afhængig af dig, at det gjorde ondt at se dig gå over til dem. Jeg havde aldrig troet, at det ville have gjort så ondt! Men det gjorde ondt! Det gjorde det virkeligt! Men jeg er kommet videre! Og jeg klarer mig fint uden dig. Sådan er det! Jeg savner tiden med dig, men det bliver ikke det samme! Du er så falsk...
Bemærk at det bliver vist i dit Facebook feed, hvis du synes godt om indlægget.
|
 |
20-07-2008 23:41
|
| Kommentarer: |
6 |
| Visninger: |
2.753 |
|
|
28-12-2009 01:50, 0 kommentarer
|
|
27-12-2008 02:35, 0 kommentarer
|
|
26-12-2008 01:18, 0 kommentarer
|
|
23-12-2008 02:00, 1 kommentar
|
|
11-09-2008 20:58, 1 kommentar
|
|
31-07-2008 11:28, 0 kommentarer
|
|
20-07-2008 23:41, 6 kommentarer
|
|
25-06-2008 18:52, 0 kommentarer
|
|
22-06-2008 00:59, 3 kommentarer
|
|
21-06-2008 01:20, 6 kommentarer
|
Funktioner:
|
| |
|