Jeg er ikke død, men næsten . Taber mig hver dag . Kan ikke spise, er svimmel og sløv. Det er medicinen der gør det . Får to forskellige slags. Meget stærke begge to. De virker ikke . Jeg får det ikke værre, men bestemt heller ikke bedre. Overlegen er meget bekymret . Han kommer og kigger til mig hver dag. Jeg er hans specielle patient. Alle på hospitalet har hørt om mig . Ingen vil stikke mig, for de kan ikke .. Mine åre forsvinder bare .. De er begyndt at tale operation. Først på ugen bliver kirurgerne hentet ind. Og så skal de fjerne min tarm, hvis ikke medicinen mirakuløst begynder at virke idag eller imorgen. Det er så opslidende . Har været her i 13 dage og det føles som en evighed. Heldigvis har jeg den bedste familie i verden, som kommer hver dag flere gange. Men det erstatter ikke mine forældre, som jeg savner helt enormt. De har altid været mine største støtter. Og det er hårdt, de er på ferie og langt væk i alt det her . Jeg savner dem!