Jeg sidder her med min hue i hånden. Der er gået næsten to uger siden jeg tog den af... for at lægge den på hylden. Imorgen holder en veninde fra efterskolen studentergilde, men jeg ved endnu ikke om jeg tager huen på derhen. Det hele er alligevel ovre nu. Og det er det, der gør mig sentimental.

For to år siden skyllede en tomhed, en rastløshed ind over mig. Jeg skulle aldrig mere gå på efterskole, og jeg havde det underligt med ikke at skulle se de mennesker igen, som havde været en del af min hverdag i et år.
Gymnasiet var meget anderledes end efterskolen, men nu sidder jeg med den samme tomhed inden i. Jeg savner mest studentertiden ligenu, for den er altså forevigt forbi. Èn gang i livet. Aldrig mere. Gymnasietiden var en god tid, det var en svær tid, men jeg kom gennem det, og det endte godt og jeg ville aldrig være foruden. Den sidste tid, det sidste halve år, gik stærkt og var et halvt år fyldt med sammenhold, fester og glæde. Også med bekymringer, valg, lektier, deadlines jeg ikke kunne overholde, afleveringer og til sidst eksamener. Men alt dette er ligegyldigt nu.
Nu savner jeg bare min klasse og min årgang. Alle vores fester og glade dage det sidste halve år, jeg levede virkelig. Jeg slackede, men jeg levede.
Jeg har aldrig haft det så dejligt let som jeg havde i de to uger, studentertiden varede. Vi drak og drak og drak, var frie, fuldstændigt frie! Studenterkørsel var den fedeste dag i mit liv! Jeg har aldrig følt mig så godt tilpas sammen med min klasse, ja faktisk med nogen som helst klasse. Og jeg må indrømme at jeg generelt aldrig har følt mig mere hjemme i en klasse end i denne her. Men den her torsdag i juni, var alle bare så søde og vi havde det så rart sammen.

I løbet af de tre år har jeg da ikke syntes lige godt om alle, det er umuligt. Nogle har jeg været godt og grundigt trætte af og glædet mig til ikke at skulle se igen. Men nu.. Nu savner jeg hver og en. Jeg ville give alt for endnu en dag som dén dag.

Efter de to uger tog jeg afsted, på ferie. Som om jeg ville komme tilbage til det samme som jeg forlod. Men det gjorde jeg jo ikke. Jeg forlod gymnasiet og studentertiden, da jeg lagde min hue fra mig for to uger siden. Den kommer ikke tilbage. Heller ikke selvom jeg vendte hjem fra ferie. Det føles ikke godt at vide, at jeg aldrig skal tilbage. Det har jeg nemlig lige indset.

Efter jeg kom hjem har jeg arbejdet konstant, og på den måde ikke haft tid til at bearbejde mine tanker og følelser. Det var simpelthen ikke gået op for mig før jeg igen sad med huen i mine hænder. Så hilsnerne fra mine venner og klassekamerater inde i den. Farvel. Farvel fantaktiske gmnasietid. Farvel du festlige og lette studentertid.

Det er først nu jeg indser det... Det er slut.