Sørine og Albert sad allerede i rutebilen, som var afgået fra St. Ajstrup en lille halv time tidligere, og nu var de på vej til Nibe. Sørine havde fået vinduespladsen.

Albert var nemlig en hel del galant over for Sørine. Han havde indset, at det gav pote på flere små men alligevel nyttige områder. For Sørine lagde mærke til sådan noget, og hun var ikke loren ved Albert, som ellers godt kunne virke ubehøvlet, altså hvis man ikke kendte ham godt. Folk tænkte jo ikke på, at Albert var meget tidligt oppe om morgenen. Hans arbejdsplads lå næsten tyve kilometer væk, så det tog sin tid med transporten som foregik på en olivengrøn Puch Maxi.

¨Har du hørt, at Gudmunds har været i Ægypten, Sørine?¨

Sørine kiggede på Albert og sagde: ¨Nej, hvad skulle de dog der?¨

¨Åh, de har aldrig været uden for Danmark før, og de har altid gerne villet se pyramiderne,
så nu skulle det være, inden de blev alt for tunge til bens.¨

Sørine kiggede ud af vinduet: ¨Jeg ville også gerne se pyramiderne, men ingen får mig op i en flyvemaskine, - og vi har det også godt nok her,¨ tilføjede hun. ¨Ved jorden at blive...¨

¨De var også henne og se Svendsen,¨ fortsatte Albert.

¨Svendsen? Øh??¨ Sørine så spørgende ud. ¨Hvem Svendsen?¨

¨Nej, Svendsen, løven med menneskehoved, du ved.¨

¨Nårh, Sfinxen?¨

¨Ja, det sagde jeg også. De har taget mange billeder, som vi skal se en dag.¨

Sørine vippede underbenene lidt frem. ¨Jeg er spændt på, om jeg kan bruge de støvler,
Brugsen reklamerer med.¨

Albert rømmede sig: ¨Det må vi jo håbe. Du skal i hvert fald ikke mangle noget. Det sku´ bare mangle.¨ Han fortsatte: ¨Hvorfor tør du egentlig ikke flyve?¨

¨Hvis det var meningen, vi skulle flyve, havde vi sikkert fået vinger,¨ svarede Sørine.
¨Ja, det kan vi tidligt nok få,¨ sagde Albert. ¨Der er jo heller ikke noget, der er sikkert mere.
Det er i hvert fald helt sikkert.¨

Sørine kiggede lidt opad: ¨Du sagde, vi skulle have kaffe i Brugsens cafeteria? og en jødekage?¨

¨Ja,¨ svarede Albert, ¨hvis du lover at spise op.¨

¨Det gør jeg da,¨ svarede Sørine koket og hurtigt.

Albert så på hende: ¨Jeg tager dig på ordet.¨

¨Ja, gør du bare det,¨ fniste hun, ¨du tør jo ikke tage mig på andet mere, hæh, hæ, hæ.¨

Albert så pludselig eftertænksom ud: ¨I øvrigt tør jeg heller ikke rejse til Mellemøsten
eller i det hele taget til de lande som har det der sharislam.¨

¨Nej tak,¨ sagde Sørine, ¨heller ikke mig. Der er vel ikke nogen som rejser frivilligt dertil,
og ingen kunne da drømme om at søge politisk asyl der.¨

¨Men de har vist et skønt klima.¨

¨Ja, i hvert fald hvis man tænker på vejret. Så, nu er vi på torvet, her skal vi af.
Ellers bliver der for langt at gå.¨

¨Ja, og det er vist for meget forlangt.¨

Albert gik straks hen til kiosken, mens han huskede det:

¨To gange tyve Pårl Mårl,¨ sagde han til kioskpigen.

¨Lange eller korte?¨

¨Det ved jeg sku da ikke, det er ikke til mig selv,¨ svarede Albert, mens hans højre hånd
begyndte at lirke muldvarpen op af baglommen.