Godaften alle derude.

Jeg har idag været på en årlig udflugt, sammen med familien, på bakken.

Det sjovt som tiden, får ens begejstringer og glædelser til at forsvinde stille.
Dette er hvertfald min erfaring.. Som yngre på disse udflugter, glædede jeg mig som en gal, og talte dage og nætter til, at vi endelig skulle afsted.
..
Men med tiden, er denne glædelse og begejstring forsvundet, så sandt som det er trist.
Jeg elsker min familie rigtigt højt, og mener selvf også at man skal sætte sin familie højt, dog skal man lærer at gøre det på en mere moden og ''voksen'' måde.

Dagen idag har jeg gennemført med mange forskellige følelser, udadtil har jeg smilet og vist glæde, men inden i, har flere ting presset sig på.

Min tidligere kæreste gik fra mig for ca. 3 måneder siden, og det ghar for mig været svært.
Han har været en grund til min dag har været med blandede følelser. Vores sommer var planlagt sammen, og vi skulle sammen med min familie på bakken, knuthenborg osv. derfor har det været svært for mig at nyde dagen helt ud, han har konstant farret rundt i mit hoved.

En ting er tanker, en anden er savn. Idag har jeg lidt under begge disse tilværelser, og skjult dem under et glædens smil.

Hvorend jeg kiggede hen, og hvorend jeg prøvede at få min tanker på, omhandlede alt min eks, og jeg kunne forbinde alt med min eks.
OG dette ville jheg på ingen måde accepterer, jeg ville ikke accepterer at JEG kunne ødelægge dage for mig selv, og mine omgivelser. For selvom du gemmer din sorg bag et smil, kan dine nærmeste sagtens tyde dig.
Jeg besluttede mig for at trække min storerbror til siden, og fik luftet helt ud for mine tanker og følelser.. selvom det ikke var meget han kunne sige eller gøre, var det alligevel en stor hjælp for mig. Jeg fik luftet ud, fik sagt grimme såvel som pæne ting.
Først efter denne samtale, begyndte jeg at være mentalt tilstede, og fik mig til at være der, og ikke være indespærret i mit hoved, i mit eget lille fængsel.

Jeg fik tankerne blæst lidt væk, og da dette skete, bemærkede jeg hvor glad min familie var sammen, og hvor meget de nød hinanden. Jeg fik følelsen af kærlighed, en kærlighed som aldrig kan erstattes, eller udbyttes. Min familie var ikke ''her'' pga. tvang, de var ''her'' pga. de ønskede at tilbringe deres tid med hinanden, og ikke mindst mig.



Selvom alt ser sort og gråt ud, og dit hoved er fyldt med lort til renden, er der stadig et smuthul, ligemeget hvor usandsyneligt det ser ud.
Se bare mig, en lille snak med min bror, gav sig et perfekt, og smukt udslag for mig.



Håber DU har haft en fantastisk dag

Anne Sofie