Agurketid.
Himmelekspressens journalister er næste alle på sommerferie. Lige nu er et godt tidspunkt at holde ferie på, for lokalnyhederne står ikke i kø, da så mange er på ferie, og så bider det hele jo sig selv i halen. De fleste er rejst til de varme lande, så det er der, det sner. Men det tager Himmelekspressen sig ikke af. Den holder sig til det lokale.
Lokalt har der været tordenvejr… og skybrud, med lidt god vilje. De tre skovsøer var gået over deres bredder, og skovstierne blev forvandlede til rislende bække. Folk i landsbyen havde alle som én mistet deres grydelåg og grydeskeer og diskuterede ivrigt hvorfor, og hvordan det dog var gået til.
Alferne havde været på nødvendige tyvetogter i nattens mulm og mørke.
De brugte de nyligt erhvervede og omvendte grydelåg som både, og grydeskeerne padlede de med. Så kunne de komme både frem og tilbage, for logistikken skulle være i orden. De rislende bække var, for dem, rivende floder som ikke var til at spøge med.
Alfred og Amor havde samlet en god portion æg fra nogle gråandereder. De tog kun et par stykker fra hver rede, for de vidste, at det ikke ville genere ænderne det mindste, og nu havde de nok til en stor omelet.
Amors kone, Kirsten Giftekniv, var eminent til omeletter, og Alfred og Amor havde næppe overdraget æggene til hende, før hun gik i gang med at slå dem ud.
¨I får om omelet omme lidt,¨ sang hun, mens hun svingede Margretheskåle, potter og pander.
¨Ellers noget nyt i Himmelekspressen i dag,¨ spurgte Amor.
¨Ved ikke,¨ svarede Kirsten. ¨Det der sker sydpå, er jo ikke noget at skrive hjem om… til en lokalavis, men om en tre uger, når ferien er slut, pudser jeg brillerne igen. Så får vi se.¨

Bemærk at det bliver vist i dit Facebook feed, hvis du synes godt om indlægget.